Triste minder om Danske Bank

Når jeg i disse dage kan læse om alle de lyssky forhold omkring Danske Bank, kan jeg ikke lade være med at tænke på min mor, der nåede at fejre sit 40-års jubilæum som ansat der. Hun klarede den gennem fyringsrunder, overtagelser, omstruktureringer og et stadigt mere ubehageligt og fremmedgørende arbejdsmiljø. Hendes gode kolleger lærte jeg med årene at kende, og de havde kun godt at sige om hende. Blandt dem var der stærke og modige kvinder.

Min mor var langt mere loyal over for Danske Bank end banken var over for hende og hendes kolleger – for de blev rent ud sagt behandlet dårligt. Til sidst var min mor lettet over at stoppe, men hun savnede den daglige kontakt med sine kolleger. Få år senere sad hun på et plejehjem som svært dement. Hun havde fortjent en meget bedre skæbne; hendes værdighed var langt større end den værdighed, banken påstod at have.

Det er underligt og trist, at Danske Bank gennem det 20. århundrede endte med at få den status, som den har haft og forhåbentlig aldrig vil få igen. Tilbage i 1922 var Landmandsbanken, som den dengang hed, faktisk på fallittens rand. Dengang måtte banken (der var den største bank i Norden) rekonstrueres, og i februar 1923 var staten nødt til at garantere for den. Det var reelt en skandale, der her var tale om, for Landmandsbanken havde med regeringens og Nationalbankens samtykke forsøgt at tale krisen ned, inden det kom så vidt som det gjorde. I dette århundrede kom så “bankpakkerne”, der endnu engang skulle redde banken.

Det er underligt at opleve alle nedskæringerne i postvæsenet og hos DR, to faktiske nationale institutioner, der skulle være til for alle, mens ingen regering ville anfægte den selvbestaltede nationale institution, som Danske Bank påstod at være. Bankens motto var endda Vi er til for Dem; hvem banken rent faktisk var til for, er en anden snak.