Det bedste valg: Ingen af dem

Da den foregående Venstre-ledede regering tabte magten ved folketingsvalget i 2011, gik jeg i et par uger og var så lettet, som jeg sjældent har været det før. Jeg havde længtes dybt og inderligt efter at slippe af med en regering, der på ingen måde repræsenterede mine holdninger. Men derefter kom der en ny socialdemokratisk ledet regering, der hurtigt endte med at skuffe. Dansk Folkeparti var ganske vist en længere overgang i den uvante position at være marginaliseret. Men også det er slut nu. Ved den netop overståede partikongres for Socialdemokratiet udtalte bl.a. Henrik Sass Larsen sig positivt om Socialdemokraternes meningsfællesskab med Dansk Folkeparti.

Venstre og Socialdemokraterne er i dag efterhånden ubehageligt enige om at menneskerettighederne, der som bekendt står mit hjerte særligt nær, godt kan være i vejen for den politik, man gerne vil føre – og da er det menneskerettighederne, der må vige. Her vil Dansk Folkeparti som bekendt gerne hjælpe med. Jeg vil derfor ikke have nogen af de to partier til at bestemme over dansk menneskerettighedspolitik. Og både Venstre og Socialdemokraterne har en udlændingepolitik, der gør mig særdeles bekymret. Men hvad gør man så, hvis man ikke er tryg ved at lade nogen af de to partier få regeringsmagten? Det er formodentlig lidet sandsynligt, at nogen vil pege på mig som statsminister efter et kommende valg.

Jeg har nu fået en muligvis underlig og kættersk tanke: Det er formodentlig vigtigt ikke at støtte nogen af de partier, der selv går efter regeringsmagten og har en realistisk mulighed for at kunne danne regering.

Hvis det efter et valg er tilfældet, at de nuværende regeringspartier og deres støttepartier ikke har flertal, vil der nemlig stadig være et flertal for noget så afgørende vigtigt som en anden miljøpolitik, og den vil da kunne blive gennemført af et “alternativt flertal” – på samme måde som der i 1980’erne fandtes et alternativt sikkerhedspolitisk flertal, som kunne præge dansk politik. Dengang var det nemlig sådan, at Det Radikale Venstre på den ene side støttede den siddende regering, på den anden var enig med Socialdemokraterne og venstrefløjen i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Noget lignende kunne man i vore dage gøre for miljøpolitikkens og sikkert også i et vist omfang for uddannelsespolitikkens vedkommende. Man ville f.eks. kunne fjerne de årlige nedskæringer på 2 procent. Måske ville man endda kunne skabe bedre betingelser for kollektiv trafik. Det ville ganske vist indebære, at den siddende regering kunne fortsætte. Men på de øvrige områder kunne man måske bedre påvirke Socialdemokraterne og ad dén vej ændre mere, hvis de efter et valg oplevede, at de stadig ikke var i regering, trods deres mange forsøg på at have samme politik som Venstre og Dansk Folkeparti.