En kvinde i rampelyset

Der er en kvinde i Danmark, der nu stadigt oftere er i medierne. Senest har hun kysset en studievært på DR, og man kan også læse om hendes forestående ægteskab med en rig mand. Da Donald Trump sidste år blev indsat som præsident, var hun i DR2 for at kommentere indsættelsen sammen med to andre kvinder med lignende politiske holdninger. Den pågældende kvinde har nemlig stiftet et stærkt højreorienteret politisk parti, der er kendetegnet ved voldsomt negative holdninger til ikke mindst flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. 

Jeg har bestemt mig til at jeg denne gang ikke vil nævne hende ved navn (det har jeg gjort tidligere her på bloggen), netop fordi jeg ikke vil være med til at eksponere hende yderligere. Hun er ikke medlem af Folketinget, og det er helt uvist om hun eller hendes parti vil opnå valg. Alligevel får hun ganske megen opmærksomhed i medierne, og det bekymrer og undrer mig. For den opmærksomhed fortjener hun ikke.

Ursula og Pete

Ursula og Pete fanget i dansen til min 50-års fødselsdag.

Først som voksen fandt jeg ud af, at jeg har fire søskende – to af dem er mine søstre fra Stockport nær Manchester. Min ene lillesøster Natascha voksede op med sin tyskfødte mor Ursula. Efter mange år som enlig mødte Ursula omsider sin sjæleven Pete, der kom fra USA, men ikke rigtig følte sig hjemme der med sine interesser og holdninger, der var ganske meget mere progressive end den fremherskende amerikanske tidsånd. De blev gift og flyttede sammen i Stockport uden for Manchester. Jeg så dem, når jeg var i England – desværre er det nu knap to år siden, jeg var der sidst. En enkelt gang nåede de også at besøge Danmark.

Det er mindre end et år siden, vi fik at vide at Ursula var alvorligt syg. I maj døde hun pludseligt. Pete var nu alene med minderne i sin afdøde hustrus hjem, tynget af sorgen. I formiddags ringede Natascha så med den ufatteligt triste nyhed, at Pete døde i nat efter kort tids sygdom. Begge var de blevet ofre for kræft, der var blevet opdaget alt for sent. 

Det føles underligt og meget forkert, at jeg aldrig skal se Ursula og Pete igen og aldrig skal snakke med dem igen. Æret være deres minde. Mine tanker går lige nu til Natascha, der er midt i al sorgen.