En lang dag

Det blev en lang dag. Jeg sendte en revideret tidsskriftsartikel ind (om et typesystem for pi-kalkylen). Så optog og redigerede jeg podcasts til min kursusundervisning og lagde sidste hånd på et opgavesæt, jeg skal bruge i næste uges undervisning. Frokostpausen var ikke en pause, men et møde for hele instituttet med diskussion af budgettet for det kommende år og meddelelse om at der var blevet ansat fire nye professorer hos os. For første gang er der nu en kvinde, der er professor i datalogi på mit universitet. Det tog kun 31 år.

Derefter mere optagelse af podcasts. Så hjem og pakke de sidste ting, inden jeg tog af sted på det, der skal være min næstsidste flyrejse – fra via Amsterdam til Athen. Målet er ECEL2018, en konference om e-læring. Klokken var temmelig langt på den anden side af midnat før jeg var fremme. Det havde været en lang dag, og det var lige akkurat blevet november – en måned, der heldigvis er noget lunere i Grækenland.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

Nattogene, der forsvandt

Rejseplan Aalborg-Paris – der der 3 timer og 43 minutters ventetid i Köln på et meget uvenligt tidspunkt.

En temmelig prekær sag for tiden er sagen om Alternativets politiske ordfører Caroline Maier, der har foretaget rigtig mange flyrejser, selv om partiets politik kræver flyrejser bliver begrænset i stort omfang af hensyn til miljøet.

Nu udtaler samme partis miljøordfører Christian Poll sig til dagbladet Politiken. Han siger:

Spørgsmål: Da I præsenterede jeres regeringsplaner, sagde I, at klimakrisen forandrer alt. Men det forandrer så ikke så meget, at man for eksempel skal stoppe med at tage på flyrejser?

»Nej, ikke fra dag til dag. Men jeg er sikker på, at om ti år så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre«.

»Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog«.

Dette svar er selvfølgelig også en afværgereaktion ovenpå kritikken af partifællen. Men én ting er korrekt: Internationale nattog er bestemt ikke, hvad de har været. Da jeg var ung, rejste jeg ofte med nattog i Europa, og jeg har så sent som for seks år siden foretaget en rejse til Sydeuropa med min familie, hvor vi tog med nattog. Helt tilbage i forrige århundrede skete det endda, at jeg tog nattog fra Aalborg til København.

Jeg er så småt begyndt at planlægge en rejse til en konference i Portugal til januar. I denne uge foretager jeg min sidste flyrejse, for jeg er også bekymret over flyrejserne store aftryk på miljøet. Til januar rejser jeg derfor med tog. Den store udfordring for mig bliver at komme fra Aalborg til Paris, for herfra går der TGV-tog til Hendaye ved den spanske grænse og nattog til Lissabon derfra. (Titlen på Pascal Merciers roman er således stadig aktuel.)

Men i Köln skal jeg vente fra kl. 3.01 til 6.44. Dét glæder jeg mig ikke til, og jeg vil prøve at komme tidligere til Köln, så jeg kan overnatte der.

Men ét står klart for mig, og det er at en oplagt strategi for at få færre til at rejse med fly i Europa vil være at genindføre nattogene. Erfaringerne med denne form for togdrift er der stadig, og måske er det også tilfældet med materiellet. Jeg vil foreslå Alternativet og ligesindede partier at tage et konkret politisk initiativ her.

Pæne mænd i jakkesæt

Mohammed bin Salman sammen med Mark Zuckerberg.
Bashar al-Assad.

Den uhyggelige sag om mordet på Jamal Kashoggi viser at mange regeringer og virksomheder har haft en ufattelig og uhyggelig tillid til “pæne mænd i jakkesæt”. Osama bin Laden og andre terrorister har valgt et ørkenkriger-lignende image, som får dem til at distancere sig bevidst fra “vestlige” normer.

Men i virkeligheden får autoritære magtfigurer fra Mellemøsten større indflydelse ved at gøre det stik modsatte. Mohammad bin Salman har gerne villet iscenesætte sig selv som en forstående ny leder af Saudiarabien, selv om han reelt bare er diktator, og det har indbefattet besøg (iført jakkesæt) hos bl.a. Google og Facebook. En anden “pæn mand i jakkesæt” fra Mellemøsten, der bestemt heller ikke er pæn, er Bashar al-Assad. Ubehageligt mange mennesker, der opfatter sig selv som progressive, køber Assads (bort)forklaringer af grusomhederne i Syrien. Og jeg bemærker naturligvis også, at også Hizb-ut Tahrirs ledere er velsoignerede mænd i jakkesæt.

Som den indiske forfatter Pankaj Mishra bemærker:

Many fans of Prince Mohammed in the West are now scrambling to disavow him. But he cannot be so easily distinguished from his groupies in the American establishment. The prince is only the latest, if pitifully crude, exponent of shock-and-awe savagery that many Western elites have long deemed vital to the pacification of intransigent non-Westerners.

Dem, der bliver undertrykt af bin Salman, al-Assad og andre “pæne mænd i jakkesæt”, ser nemlig tit ikke så “pæne” og vestlige ud, og derfor er det nemmere at glemme dem.

Gensyn med min fødeby

Jeg er født i Arentsminde, en landsby i grænselandet mellem Vendsyssel og Han Herred med omkring 450 sjæle. Byen opstod omkring Langeslund Hovedgård, der i dag ikke findes mere, og i lang tid fik den næring af at diligencen passerede igennem. Der var en brugs, der var Grønnings lille kiosk, der var Knudegårds tankstation, en kirke og så selvfølgelig skolen, hvor jeg gik til og med 3. klasse. Derefter skulle vi alle til Halvrimmen fra 4.-7. klasse.

Da jeg var 18 og færdig med gymnasiet i Fjerritslev, flyttede jeg væk. Selv om der kun er 19 kilometer fra mit hjem til min fødeby, selv om det kun tager bus 70 omkring 40 minutter at nå derhen og selv om det kun koster 26 kr, har jeg stort set ikke besøgt Arentsminde siden min mormor flyttede derfra i 1984. Det føles lidt mærkeligt at måtte indse, at jeg har tilbragt meget mere tid i Lissabon end i min barndomsby i dette årtusinde.

I dag var jeg der igen til skolejubilæum, og jeg ankom i rigtig god tid. Da jeg stod af bus 70, skulle jeg på toilettet, så jeg gik ind på cafeteriet ved busstoppestedet. Her sad lastbilchauffører og tavse mænd i arbejdstøj og spiste solid husmandsfrokost med sovs og kartofler til. På et bord stod en lille klynge sodavand ved siden af fade med kødpålæg. Ingen kiggede op på den ukendte mand i mørkt tøj, mig.

Derefter gik jeg en tur igennem Arentsminde. Undervejs passerede jeg Brugsen, der i dag er et loppemarked. Jeg passerede kirken, hvor jeg blev døbt og siden konfirmeret; den er stadig er i brug.

Lidt længere henne genså jeg mit gamle barndomshjem på Thyvej 10. Der var flere biler parkeret udenfor, men det så ikke ud som om der var nogen hjemme. Efter lidt betænkningstid jeg gik ind for at se den gård, hvor jeg så ofte legede og hvor jeg lærte at cykle. Den mur, jeg så ofte havde spillet bold op af på lange sommeraftener, var væk.

En mand lukkede op og kom ud – ikke så sært, når der gik en mand i mørkt tøj rundt på hans grund. Jeg fortalte ham at det var i dette hus, jeg var født og voksede op. Det viste sig, at hans far havde kendt min morfar, og han inviterede mig indenfor, hvor han boede alene med sin teenagesøn.

For første gang i 34 år stod jeg igen i mit gamle hjem. Det var svært at genkende det hus, hvor jeg var vokset op, måtte jeg dog sande. Ikke alt var i lige så god stand som det var engang. F.eks. var trappen, jeg så ofte var blevet båret op af som helt lille, faldet sammen og erstattet af – en stige. Første etage, hvor jeg havde haft mit værelse, var ikke længere i brug.

Jeg sagde tak for rundvisningen og gik videre langs Thyvej gennem Arentsminde. Min barndomsby er nu en by helt uden butikker. Den købmandsbutik, som hende, der var mor til Helle fra min klasse, havde haft, var for længst væk, og Grønnings kiosk ligeså.

Fodboldbanen længere henne ad vejen var der til gengæld stadig, og jeg satte mig på en bænk (sådan nogen var der ikke før i tiden) og spiste min medbragte sandwich. Pludselig huskede jeg, at man kunne gå gennem den lille skov for enden af banen, dreje til højre og derfra nå hen til skolen. Det var mindst 36 år siden, jeg var gået ad den sti. Skoven virkede helt uforandret.

Også min gamle skole er nedlagt – den er i dag omdannet til kulturhus.

Til skolejubilæet genså jeg mange af dem, jeg havde set sidst, vi havde mødtes. Henrik Skole, den eneste klassekammerat, der fulgte mig hele vejen fra 1. til 9. klasse, og som jeg altid har syntes godt om, var der. Og vi talte om skoleudflugterne, om vores arbejde, vores børn og de diverse skavanker, vi nu slås med – dårlig ryg, dårligt syn og alskens gigt. Noget sker der, når man er midt i halvtredserne, sådan som vi nu er.

På den gamle skole var der en udstilling om Arentsmindes historie, komplet med et billede af Henning og Ester Grønning og med opslag med alle de slægtsnavne, jeg forbinder med byen: Hollensen, Hyllested, Langballe, Jakobsen, Østerrøgild…

Det var et på én gang vemodigt og kærkomment gensyn. I bus 70 tilbage til Nørresundby lyttede jeg til den eneste slags musik, der passer til en dag som denne dag i Han Herred – og det er country.

Verdener forfalder, verdener opstår

Noget af det mest bizarre, jeg har læst i denne uge, er udtalelser fra Lars Lilleholt. I en artikel fra dagbladet Information kan man læse dette:

»Jeg har set frem til at deltage igen,« indleder ministeren veloplagt sin tale, hvor han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor »vi« ikke bare lukker ned for gas og olie, når vi er på vej mod en grøn omstilling.

»Verden vil i lang tid fremover have brug for olie og gas,« forsikrer Lilleholt og minder om, at siden 1973 har staten haft 423 milliarder kroner i indtægt fra beskatningen af nordsøolien og -gassen. 

Hele denne udtalelse viser den grundlæggende idé hos den siddende regering om at strategien for at håndtere klimaforandringerne: Nemlig at fortsætte, som man plejer, men med små justeringer.

Men man kunne jo også lære noget nyt. Den  libanesisk-amerikanske forfatter og filosof Nassim Taleb skrev tilbage i 2012 en tyk bog ved navn Antifragile: Things That Gain From Disorder. Jeg ved stadig ikke, om jeg har lyst til at læse bogen, for de anmeldelser, jeg har læst, tyder på at den er en rodet omgang. Men der er én interessant idé i bogen, så vidt jeg kan se, og det er så også den bærende idé i den: At det modsatte af at være skrøbelig ikke er at være robust, men at være “antiskrøbelig”. Taleb skriver

Antifragility is beyond resilience or robustness. The resilient resists shocks and stays the same; the antifragile gets better.

Vi kan nemlig tænke på klimaforandringerne på flere måder.

  • Vi kan se dem som kilden til verdens undergang – så vores samfund er skrøbeligt, og toget er kørt.
  • Eller vi kan tænke på dem som noget, samfundet skal forsvare sig imod. Samfundet skal være robust. 
  • Men (og så kommer det!) vi kan også tænke på klimaforandringerne som noget, vi kan bruge til at ændre vores samfund til det bedre. Vores samfund skal være antiskrøbeligt.

Og det er noget andet end et robust samfund. Et “robust” samfund kunne meget nemt blive ét, der ikke tænkte længere end at indføre sanktioner og forbud, der skulle beskytte nationalstater og store virksomheder. Et antiskrøbeligt samfund kunne være et, der skabte helt nye strukturer.

På et møde i den såkaldte Romklub, der i sin tid var bag bogen Grænser for vækst, siger klimaforskeren John Schnellhuber netop dette:

…vi er nødt til at fortælle en historie, som alle vil elske at være del af, og ikke en historie, som man bare hader. Når alt kommer til alt, tror jeg på styrken af gode fortællinger…

Et af de sødeste mennesker

Nogle gange er det forbløffende at læse andres beskrivelser af mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet. I et interview om storsvindler Britta Nielsen beskriver en tidligere kollega hende sådan:

Hun er et af de sødeste mennesker, jeg har kendt. Jeg talte med hende dagligt. Hun tog sig altid tid til at hjælpe sine kolleger, der forsøgte at overleve så godt som muligt. En af dem, der klarede enorme sagsmængder, var en gennemgående figur og var knalddygtig, var netop hende. Hun kunne det hele. Jeg har aldrig hørt, at ordet “superbruger” er blevet brugt om hende, men alle vidste, at hun var det. Hun kendte systemerne ind og ud.

Så vidt jeg ved, har Britta Nielsen ikke mord på samvittigheden, men hendes underslæb har haft store konsekvenser.

Khaled Masood, der mejede 50 mennesker ned i et bilangreb i London og derefter begyndte at stikke med kniv, blev i 2017 af sine kolleger beskrevet sådan:

Farasat said he had been an “excellent teacher” during his time at the school and got on very well with all his , including the non-Muslim colleagues.

Describing him as a very “friendly, stable kind of guy”, he said he had never noticed any interest in a “politicised version of Islam” from Masood he said in an interview with the BBC

I en engelsksproget liste med beskrivelser af 15 berygtede mandlige massemordere bliver mange af dem beskrevet med ordene “nice guy”.

Alt dette viser endnu engang, hvor svært det er at finde ud af, hvad der egentlig sker inde i et menneske.

Tør man fejle?

Min chef hedder som bekendt Tommy Ahlers; han har sagt en hel del ting tidligere. Men nu udtaler han

Jeg håber, at det vil betyde, at der er flere på uddannelserne, der tør fejle, for ellers tror jeg ikke, de tør fordybe sig. Min iværksætterbaggrund er gjort af at begå tusindvis af fejl, og med udgangspunkt i dem lave succeser – ikke på trods af dem. Det vil jeg gerne bruge den her platform til at tale om. Man skal selvfølgelig stræbe efter ikke at begå fejl, men fejl er en præmis…

Umiddelbart lyder det rigtig sympatisk, for noget af det, der er allermindst velset på de videregående uddannelser er selve det at fejle. Studiefremdriftsreformen, SU-begrænsninger og uddannelsesloftet er tre eksempler på at studerende ikke må fejle, men skal vælge rigtigt og bestå til tiden. Hvad synes Tommy egentlig om de studerende, der ikke består i første forsøg? (Hans gamle udtalelser om, at man skal være mere kynisk, har han åbenbart – og heldigvis – lagt bag sig.)

Noget tilsvarende gør sig gældende for de af os, der underviser og forsker. Hvad synes Tommy egentlig om de af os, der ikke har så megen succes, men begår ganske mange fejl (mine egne gentagne, fejlslagne forsøg på at få eksterne forskningsmidler er et tydeligt eksempel herpå)?

Hvis Tommy vil gøre noget for den akademiske verden og gøre det tilladt og acceptabelt at fejle, skal man gøre ved alle de mange vurderingskriterier, der gør, at det bliver så almindeligt at fejle.

Hjemløs overalt

Flygtninge og indvandrere, der ikke er i uddannelse eller arbejde, når de fylder 22 år. (Kilde: https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden)

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, men ordet har nu sneget sig ind alle vegne. For tiden dukker det op i forbindelse med Dansk Folkepartis krav om voldsomme ændringer af dansk asylpolitik (og Venstre bruger det samme ord). René Christensen fra Dansk Folkeparti formulerer dette “paradigmeskift” sådan (jeg vil ikke linke til Dansk Folkepartis avis herfra):

Flygtninge skal være i Danmark, når de har et beskyttelsesbehov, men derefter skal de tilbage til de land, de er flygtet fra. De skal ikke i gang med integrationsforløb. Kan vi få regeringen med på det, kan vi opnå markante besparelser. Og det lyder som om, at regeringen er med på det…

Dansk Folkeparti ønsker simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

Dansk Folkepartis “paradigmeskift” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler (som Rune Lykkeberg skriver i Information) reelt om noget helt andet, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil integrere flygtninge.

Men lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal integreres i deres tidligere hjemland. Og de vil kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. “Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.