En pinlig aktivitet

Alain de Botton

Så godt som alle voksne mennesker i den industrialiserede verden har på et tidspunkt set porno. For nogle var det nysgerrighed, for andre har det været (eller er) en form for fast forbrug. Samtidig er det en foreteelse, der er omgærdet med stor tavshed, og der er noget pinligt over det. I dag er pornoen vel næsten udelukkende noget, der findes på internettet. Det er mærkeligt at tænke på, at der engang var biografer (også biografer, der viste “normale fiktionsfilm”), hvor mennesker sad sammen og så porno.

Jeg har tænkt over, hvorfor porno egentlig er omgærdet med denne aura af pinlighed. Der er ofte en sket skjult holdning om at det er mere pinligt, at Donald Trump formodentlig har haft en affære med en kvinde, der har medvirket i porno, end det ville være, hvis affæren havde involveret en kvinde med en anden baggrund.

Også jeg har selvfølgelig set porno. Men det, der hurtigt er sket, er i de tilfælde, at jeg er kommet til at tænke på noget helt irrelevant, nemlig på de mennesker, der er med: Hvad lavede de lige inden optagelserne begyndte? Hvad gør de bagefter, når optagelserne er slut? Hvordan har de det imens? Hvad fik dem til at medvirke? Hvordan har de det med at skulle opføre sig så irrationelt? Osv.  Og da bliver pornofilmen, der skulle skabe seksuel opstemthed hos tilskueren, pludselig til et underligt kig ind i en verden, der egentlig burde være privat og samtidig virker dum. (Og her siger jeg endda ikke noget om de mildt sagt stereotype og problematiske kønsroller og syn på kvinder og på mænd, man møder.)

Hvorfor kan man få det sådan? Formodentlig fordi den suspension of disbelief, der er helt væsentlig i “normale fiktionsfilm” og gør, at man ikke tænker på at alle replikker er indøvet og at personerne ikke er dem, de foregiver at være, er væk i pornoen – for de medvirkende har rent faktisk sex med hinanden. Når en skuespiller dør i en “normal fiktionsfilm”, dør vedkommende til gengæld (forhåbentlig) ikke i virkeligheden. Pornoen kan kun virke og skabe en suspension of disbelief, hvis man slår forstanden helt fra og fokuserer på én bestemt dimension af den medvirkende. Og måske er det derfor, porno egentlig fremstår som pinlig. Den taler ned til mennesker og dehumaniserer egentlig både de medvirkende og dem, der ser på.

Den engelske forfatter og filosof Alain de Botton overvejer, om man mon kan lave en form for “fornuftig og begavet porno”, der ikke taler ned til de medvirkende eller dem, der ser på, men samtidig gør tilskueren seksuelt opstemt.

Han siger

“Ideally, porn would excite our lusts in contexts which also presented other, elevated sides of human nature – in which people were being witty, forinstance, or showing kindness, or working hard or being clever – so that our sexual excitement could bleed into, and enhance our respect for these other elements of a good life,” he said.

“No longer would sexuality have to be lumped together with stupidity, brutishness, earnestness and exploutation; it could instead be harnessed to what is noblest in us.”

I hvilket omfang det er muligt, ved jeg ikke. En del kulturelle udtryk som f.eks. rockmusik og tegneserier blev engang opfattet som pinlige og ubegavede af mange – men om de så nogensinde var det, er en helt anden historie.

(Visited 106 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar