Lykke-Per

Jeg har været skuffet over flere af Bille Augusts senere film efter storhedstiden med prisbelønnede film som ikke mindst Pelle Erobreren.

Men hans seneste par film har været mere vellykkede. Og nu har jeg set hans seneste film, Lykke-Per, må konstatere at den faktisk er elementært gribende. Et simpelt kvalitetskriterium for en film er, at det er som om filmen fortsætter i hovedet et stykke tid efter at man er kommet ud af biografen. Og sådan er det her.

Filmatiseringen af Henrik Pontoppidans klassiske roman tager fat i både nogle eviggyldige temaer og nogle, der er ekstra aktuelle lige nu.

Det er fascinerende, at der i en fortælling fra 1898 er en nøje udfoldet vision om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer og selvforsynende med vedvarende energi, endda vind- og bølgeenergi. Og i kærlighedshistorien mellem Jacobe (der kommer fra en jødisk familie fra København) og Per (der kommer fra en kristen familie fra Østjylland) dukker præcis de fordomme frem om religiøse mindretal og klasseforskelle, som vi også oplever i dagens Danmark.

Blandt de eviggyldige temaer er selvfølgelig det der med kærligheden, især den der er stor og lidenskabelig, men ikke rigtig vil lykkes. Men dette er også en fortælling om at blive voksen for alvor og finde sit kald og om at finde ud af at balancere mellem kaldet og hensynet til andre. Og så bider jeg selvfølgelig også mærke i den del af fortællingen, der handler om at vokse op med forældre, der svigtede, og med siden at skulle håndtere den udfordring, det er selv at blive forældre.

Lykke-Per er flot fotograferet og også fornuftigt skruet sammen. Bille August kan bestemt sit kram. Filmen er nu ikke perfekt; der er bl.a. to underlige huller i handlingen – nemlig hvad der bliver af Pers første kæreste, som han bor sammen med (pludselig er hun væk), og hvad der mon er sket med Pers hustru og tre børn til sidst. Det bliver jeg nødt til at læse romanen for at finde ud af. For om filmen Lykke-Per også er en god filmatisering af romanen Lykke-Per, ved jeg desværre endnu ikke.

Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at filmens hovedrolleindehavere Esben Smed (oprindelig fra Odder og – så vidt jeg ved –  ikke fra en jødisk familie) og Katrine Greis Rosenthal (oprindelig fra Gentofte og fra en jødisk familie) tilsyneladende har en baggrund, der i et vist omfang svarer til den, hovedpersonerne har.