En underlig fædrelandskærlighed

Egnene ved Limfjorden efter en stigning i vandstanden på 1,2 meter. Arentsminde, hvor jeg voksede op, vil i bedste fald komme til at ligge lige på kystlinjen. Kilde: http://www.klimatilpasning.dk/vaerktoejer/havvandpaaland/havvand-paa-land.aspx

Der er endnu en kronik af et ledende medlem af Dansk Folkeparti i et dansk dagblad. Denne gang er det René Christensen, der får ordet i dagbladet Information.

Han siger

Den ikkevestlige indvandring er vores største udfordring. Økonomisk, socialt og kulturelt.

Miljøet dukker til gengæld ikke op i kronikken, på nær i formuleringen

Og hvem ved i øvrigt, hvad fremtiden bringer? Rivende teknologisk udvikling, kunstig intelligens, klimaændringer, flygtningestrømme, truende handelskrige. Meget er oppe i luften. Derfor skal vi bevare den sunde fornuft og benene på jorden. Skabe trygge rammer. Vi skal omstille os. Men det skal ikke gå hurtigere, end danskerne kan følge med.

Her skal det nemlig gå langsomt af hensyn til “danskerne”.

Men hvad er det egentlig for en fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti repræsenterer? Partiet hævder at elske Danmark, men de vil ikke tale om hvordan klimaforandringerne vil forandre landet til ukendelighed. DMI vurderer, at vandstanden i de danske farvande vil stige mellem 20 centimeter og 140 centimeter frem til år 2100, mens andre danske forskere vurderer, at det er muligt med vandstigninger på over to meter i samme periode.

Den tilsyneladende kærlighed til Danmark hos Dansk Folkeparti er ikke andet end en slet skjult negativ holdning til bestemte befolkningsgrupper.

Er der da ikke nok nogen, der vil fortælle Dansk Folkeparti, der om nogle få måneder begynder at føre valgkamp, at den største udfordring er klimaforandringerne, at det er en global udfordring og at Danmark sammen med resten af verden er nødt til at gøre noget afgørende inden for de næste få år?