En underlig fædrelandskærlighed (del 2)

Nationalmuseet i København.

I Dansk Folkepartis principprogram står der

Staten skal understøtte produktion og formidling af kultur og kunst gennem tilskud til drift af museer og kulturinstitutioner, herunder Det Kongelige Teater, landsdelsteatrene og symfoniorkestrene. Disse institutioner pålægges at placere et dansk repertoire højt i deres aktivitet. Museerne skal forpligtes til at bevare danske kulturklenodier for eftertiden og udvise agtpågivenhed i forhold til kassation af kulturgenstande. Det er en vigtig opgave at sikre, at kulturminderne behandles varsomt, så de ikke forvitrer.

I det lys, er det interessant at Dansk Folkeparti ikke har gjort noget for at standse nedskæringerne på Nationalmuseet. Museets ledelse vil lukke udstillingsstedet Brede Værk og har opgivet at genåbne Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781. Otte medarbejdere har nu indgået frivillige fratrædelsesaftaler, og otte ledige stillinger ikke skal genbesættes. Der er nu skåret i alt skåret 50 stillinger på Nationalmuseet; det er op imod 9 pct. af den samlede medarbejderstab.

Også nedskæringerne på en anden ærværdig dansk kulturinstitution, DR, har Dansk Folkeparti ikke gjort noget for at standse.

Det er en underlig fædrelandskærlighed, Dansk Folkeparti står for – reelt er det for mig at se først og fremmest en negativ holdning til det, som partiet ikke opfatter som “dansk”, der ligger bag de mange store ord om at bevare dansk kultur.