Dan Turèll 1946-1993

I dag er det 25 år siden, Dan Turèll døde. Det er underligt at tænke på, at jeg nu er syv år ældre end han nåede at blive.

Jeg har to mere eller mindre direkte minder om Dan Turèll.

Det ene er fra min ungdom. Jeg nåede nemlig selv at opleve ham i min gymnasietid. Her besøgte Dan Turèll såmænd Fjerritslev Gymnasium og gav et langt og formodentlig improviseret foredrag, der efterlod mig dybt fascineret.

Fra den dag husker jeg især to ting: For det første husker jeg, at Dan Turéll sagde, at der engang var en ideologi, der bestod i at man kun tænkte på dem, der lignede en selv og sit land og på dem, der ligner en selv – den ideologi kaldte man engang for fascisme, men “nu kalder man den for Fremskridtspartiet”. Det udsagn var mange elever dybt forargede over (nogle af os havde det lige omvendt); Nordjylland var nemlig Fremskridtspartiets højborg, og forbløffende mange på min årgang sympatiserede med dette parti. Hvad Dan Turèll ville have sagt om Dansk Folkeparti, der opstod to år efter hans død. kan man kun gisne om.

Og for det andet husker jeg, at Dan Turèll skelnede skarpt mellem engelske og amerikanske kriminalromaner. De engelske kunne han ikke fordrage – så her udmalede han med forbilledlighed sine talrige idiosynkrasier om Agatha Christie og dem, der om muligt var endnu værre. Men de amerikanske kriminalromaner holdt han meget af. Desværre havde han ikke tid til at fortælle om dem,  for “nu er tiden gået”. Og det var den sjovt nok lige præcis da.

Mit andet minde om Turèll er langt mere indirekte og stammer fra 2001, hvor jeg læste digte op ved et arrangement, hvor Peter Laugesen, der i sin tid var ven med Turèll, også havde læst op. Laugesen sagde efter at have hørt mig, at det mindede ham om Turèll. Det var jeg meget beæret over at høre, thi Laugesen var og er et stort forbillede for mig.

Dan Turèlls særegne diktion, hans flow før der var noget, der hed flow, har påvirket mig i min senere gerning inden for poetry slam, og når jeg selv er på scenen af og til, tænker jeg på hvordan han ville have grebet det hele an. For mig at se, er det Dan Turèll, der er den åndelige forfader til poetry slam på dansk jord. Hans album med Sølvstjernerne er stadig værd at lytte til.

Men lige så meget som Dan Turèlls ord betød, lige så meget har jeg side måttet sande, at han havde sine meget ubehagelige sider, som jeg ikke kendte til før for få år siden. Vi ved nu fra hans datter Lotus, at han ofte lod hende i stikken, fordi han var alkoholiker. 

PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.