Hjemløs overalt

Flygtninge og indvandrere, der ikke er i uddannelse eller arbejde, når de fylder 22 år. (Kilde: https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden)

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, men ordet har nu sneget sig ind alle vegne. For tiden dukker det op i forbindelse med Dansk Folkepartis krav om voldsomme ændringer af dansk asylpolitik (og Venstre bruger det samme ord). René Christensen fra Dansk Folkeparti formulerer dette “paradigmeskift” sådan (jeg vil ikke linke til Dansk Folkepartis avis herfra):

Flygtninge skal være i Danmark, når de har et beskyttelsesbehov, men derefter skal de tilbage til de land, de er flygtet fra. De skal ikke i gang med integrationsforløb. Kan vi få regeringen med på det, kan vi opnå markante besparelser. Og det lyder som om, at regeringen er med på det…

Dansk Folkeparti ønsker simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

Dansk Folkepartis “paradigmeskift” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler (som Rune Lykkeberg skriver i Information) reelt om noget helt andet, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil integrere flygtninge.

Men lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal integreres i deres tidligere hjemland. Og de vil kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. “Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.