Sammen mod motorvejen

Rådmand Lasse Olsen var med til vores protest.

Her til morgen holdt en gruppe politikere – nordjyske borgmestre, regionsrådsformand Ulla Astman, nordjyske folketingsmedlemmer og Regionalt Industri Politisk Udvalg (RIPU) – møde i Aalborg kommunes By- og Landskabsforvaltnings bygning på Stigsborg Brygge i Nørresundby. Dette lukkede møde handlede om arbejdet for en motorvej over Egholm, også kendt som “den 3. Limfjordsforbindelse”. 

En bredt sammensat aktionsgruppe havde planlagt en demonstration i den anledning. Mange vil vide, at jeg er aktiv modstander af en motorvej over Egholm, så jeg dukkede selvfølgelig også op for deltage i den planlagte til politikerne. Rådmand Lasse Olsen, der har kontor på Stigsborg Brygge, var også med.

Efter den 30 minutter lange flashmob inviterede Lasse os indenfor til kaffe, te og hjemmebagte boller. Ikke længe efter fik vi uventet selskab af Peder Hvelplund fra Enhedslisten og Susanne Zimmer fra Alternativet. De var med til morgenmødet, men der gik ikke ret lang tid, før de andre politikere bad dem om at gå. De to partier er nemlig modstandere af motorvejen.

Det var en underlig oplevelse, der bekræftede billedet af en uskøn rævekage bagt af præcis de samme mennesker, som i 2015 lavede et demonstrativt “første spadestik” på Egholm. Det spadestik løb hurtigt ud i sandet, og står det til mig og mange andre, skal det blive ved på den måde. I en nutid, hvor klimaforandringerne er en særdeles virkelig udfordring, er det trist at se, at der stadig er nogen, der vil løse fremtidens problemer med fortidens tekniske fix.

Det var samtidig godt at møde så mange andre motorvejsmodstandere, en bredt sammensat skare af unge og gamle, og morgenens demonstration markerede et nyt skridt i kampen mod en motorvej over Egholm.

Det er alvor

Jeg skrev for nylig om rygterne om at Aalborg Universitet skal oprette nogle af de datalogiuddannelser, vi allerede har i Aalborg, i København også. Rygterne er sande.

I dag var jeg og mine kolleger på Institut for datalogi indkaldt til et møde, hvor vores dekan fortalte om denne beslutning. Meget af det, han fortalte, handlede om universitetets underskud (der åbenbart alligevel er på lidt over 100 millioner kroner) og om de 7 uddannelser, der skal lukke på AAU København. Men uddannelserne under Studienævn for datalogi har stort optag, og det vil kunne sikre ny indtjening for AAU. Derfor skal Institut for datalogi udbyde uddannelser på AAU København fra og med 2020. (Helst ville dekanen kunne begynde næste år, men det mente han alligevel ikke var realistisk.)

Vi skal nu senest 21. januar fremlægge et udkast til hvilke uddannelser, vi kan udbyde i København. Med en så kort frist må der være tale om en eksisterende uddannelse – og det bliver formodentlig softwareuddannelsen, der bliver tale om.

Et par af mine kolleger gav udtryk for at være meget positivt indstillede over for at udbyde uddannelser i København – og de så endda gerne, at vi kunne begynde allerede næste år. De fleste andre udtrykte stor bekymring. Også jeg er meget bekymret. Alle de eksisterende uddannelser fra Aalborg, som er blevet forsøgt overført til AAU København, har lidt en krank skæbne. En medvirkende årsag til at Institut for datalogi er blandt de få institutter, der ikke har haft stort underskud for nylig, har formentlig været, at instituttet som det eneste på det nuværende fakultet ikke har været involveret i AAU København. Hvis man skal optage 100 studerende om året i København (og det drømmer man tydeligvis om), vil det kræve mange undervisningskræfter, som vi ikke har i skrivende stund.

Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg synes, ideen om at ekspandere til AAU København er fuldstændig vanvittig eller bare helt forrykt. Den er i al fald dårligt gennemtænkt.

For 50 år siden

Finn Ejnar Madsen og Mogens Fog.

I dag var jeg til møde i Dansk Magisterforenings lokalklub på Aalborg Universitet, og her var bekymringen og vreden over ledelsens fremfærd i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise på AAU stor. Den situation, vi er i nu, er en situation hvor vi som universitetslærere sket ingen medbestemmelse har, og det samme gælder de studerende. Vi diskuterede hvad vi dog kan gøre, og vi var enige om, at det nu er fuldstændig oplagt, at vi skal alliere os med de studerende.

Hjulet er rullet helt tilbage i forhold til situationen for 50 år siden. Dengang begyndte protesterne blandt danske universitetstuderende for alvor. Natten til den 21. marts var der på en mur ved Københavns Universitet med store bogstaver skrevet: ‘Bryd Professorvældet’ og ‘Medbestemmelse Nu’. Det blev fulgt op af flere demonstrationer fra de studerende. Det, de krævede, var at få indflydelse på udformningen af deres uddannelse. Blandt andet krævede det, at studienævnene skulle bestå af lige mange studerende og lærere.

Samme efterår, for præcis 50 år og 1 uge siden var der årsfest på Københavns Universitet. Det var en lukket fest for Danmarks elite med kongen, dronningen og tronfølgeren. Men nogle studerende havde fået trykt forfalskede adgangskort, og det lykkedes dem at komme ind til festen. Finn Ejnar Madsen, der var psykologistuderende, nåede op på talerstolen (dette har jeg allerede kort nævnt i et indlæg fra 2014). Rektor Mogens Fog indså at man ikke kunne få ham ned fra talerstolen uden at skabe en scene, og Finn Ejnar Madsen fik tre minutters taletid.

Det er helt symbolsk at årsfesten på Aalborg Universitet i 2014 for første gang i universitetets historie var en lukket fest, forbeholdt særligt indbudte. Der var ingen studerende i kjole og hvidt på talerstolen den aften, men jeg håber at der kommer en ny Finn Ejnar engang snart. Det trænger vi til.

Inddragelse?

Kilde:  http://www.citizenshandbook.org/arnsteinsladder.html

I dag snakkede jeg efter endt undervisning med nogle studerende om Aalborg Universitets aktuelle krise, og i den forbindelse kom vi til at berøre hvordan danske universiteters ledere bliver udpeget. De studerende var forbløffede over at høre, at rektor og institutledere indtil 2003 blev valgt af ansatte og studerende og dengang faktisk var universitetslærere. Nu er alle ledere som bekendt ansatte og skal aldrig mere undervise eller forske. Og de studerende var forbløffede over at høre, at der faktisk var en form for demokrati på danske universiteter. Det blev som bekendt afskaffet af VC-regeringen og Socialdemokratiet med universitetsloven af 2003.

Siden da er man så småt holdt op med at tale om indflydelse og medbestemmelse i den danske universitetsverden; det foretrukne ord er blevet at inddrage, og AAUs ledelse taler somme tider om at ansatte og studerende skal inddrages. Men hvad betyder dette ord egentlig? Jeg ved det faktisk ikke.

Universitetsloven røber ingen ting. Her står der i §10, stk. 6 at

Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Hvad der skal til for at en beslutning er væsentlig, ved jeg ikke. Det skal fastsættes i de enkelte universiteters vedtægter. Så i AAUs vedtægter står der

§ 5 Bestyrelsen har bl.a. følgende opgaver:

10) at sikre der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

Så hvad en væsentlig beslutning egentlig er, står fortsat hen i det uvisse for mig. Universiteternes ledelser fokuserer meget på økonomi, så man skulle tro at beslutninger om økonomi ville være væsentlige. Men i forbindelse med den seneste krise på AAU er det svært for mig at se, hvor medarbejdere og studerende har kunnet udøve medbestemmelse. Ledelsen har konsekvent talt om at man har villet “informere” og “orientere” om krisen.

Ordvalget her er interessant. Der findes et velkendt begrebsapparat, der klassificerer former for og grader af indflydelse i virksomheder og organisationer. Begrebsapparatet kaldes ofte for Arnsteins stige efter den amerikanske samfundsforsker Sherry Arnstein, der introducerede det i 1969. Niveauerne 3, 4 og 5 er henholdsvis “at informere”, “at konsultere” og “formilde” – og kaldes på engelsk for tokenism, på dansk for symbolsk inddragelse.

“Inddragelse” giver ingen garantier. Studerende og ansatte skal ikke bede om at blive inddraget, men bad om at få medbestemmelse og det på en række helt konkrete områder – gerne alle.

Danmark kontra Kap Verde

Kilde: Globalis.

I dag prøvede jeg at på et overslag over min miljøbelastning. Selv om jeg er veganer, ikke har bil og nu er holdt op med at flyve, er jeg desværre stadig ikke god nok ved miljøet.

http://www.globalis.dk kan man sammenligne forskellige landes relative miljøbelastning. Og Danmark er et foregangsland – men ikke på den gode måde. Det kan godt være, at vi i Danmark tænker på os selv som nogen, der cykler meget og har en masse vindmøller og derfor ikke belaster miljøet, men:

Hvis alle levede som man gør i Danmark, ville det kræve 4,2 jordkloder. Hvis alle levede, som man gør på Kap Verde-øerne, ville vi lige akkurat kunne nøjes med vores jordklode.

Hvis man alene måler CO2-udledning, ser det endnu værre ud. Hver borger i Danmark – barn, voksen og gammel – udleder i gennemsnit knap 6 ton CO2 årligt. Hvis man også tæller CO2-ækvivalenter, dvs. også drivhusgasser som metan og kvælstofmonoxid med, er tallet meget større. På Kap Verde-øerne er man nede på under 1 ton pr. indbygger pr. år. 

Kilde: Globalis.

Ifølge den grønne tænketank Concito skal vi ned på en udledning på mellem 1,4 og 2 ton pr. indbygger pr. år. FNs anbefaling er lidt højere, mellem 2 og 3 ton. Men uanset hvad er Danmark langt fra målet.

Tallene viser også, at det ikke er nok, at jeg bestræber mig på at blive en duks. Om jeg så bliver Nørresundbys svar på Kap Verde-øerne, vil det ikke nytte noget, hvis ikke hele Danmark også følger trop. Det kræver en fælles indsats fra politisk side. Lige nu ser indsatsen fra den danske regering desværre mest ud til at bestå i at lade stå til.

En aktiv søndag

Fra dagens demonstration for en samtykke-baseret lov om voldtægt.

Det er ikke hver søndag, jeg står op kl. 6.00. Men det gjorde jeg i dag, for jeg skulle interviewes kl. 8.15 i det direkte morgenprogram P4 Nordjylland om en demonstration, som vi arrangerede i Amnesty International i Aalborg i anledning af den internationale dag om vold mod kvinder. Kl. 7.00 cyklede jeg hjemmefra, ud til DR i Aalborg Øst (DRs bygning ligger faktisk lige ved siden af universitetet). Resultatet kan man høre her.

Demonstrationen var til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en voldtægtslovgivning, der siger, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. En sådan lovgivning har vi endnu ikke i Danmark, men det skal vi have for at kunne leve op til Europarådets konvention om vold mod kvinder – der er baseret på et samtykkeprincip.

Efter interviewet på P4 cyklede jeg hjem igen via Amnesty Internationals lokaler, hvor jeg gjorde materiale klar til demonstrationen – trykke sange, udskifte batterier i en megafon, pakke alting sammen osv. osv.. Vel hjemme brugte jeg et par timer sammen med familien på at skille min datters store skrummel af en Ikea-seng ad, bugsere den ind i et andet værelse og samle den igen. (Jeg nåede forresten også at feje visne blade sammen på fortovet.)

Omsider oprandt tiden til demonstrationen; 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret ved Gabels Torv til Toldbod Plads. Her var der taler og sang; det hele var overstået i løbet af en halv times tid. De elektriske fakler kom dog først for alvor til deres ret, da mørket havde sænket sig lidt efter kl. 16.00

Og derefter kunne jeg så vende hjem og runde dagen af med at forberede morgendagens projektvejledning. Det var blevet en af de mere travle søndage.

Hvordan føles det ikke at være til?

“She Said, She Said” fra Revolver er en underlig og faktisk også lidt uhyggelig sang med The Beatles. Den starter med linjerne

She said, “I know what it’s like to be dead.
I know what it is to be sad.”
And she’s making me feel like I’ve never been born.

og er faktisk en sang om en mand og en kvinde, der taler om hvordan det mon føles at være død. Sangen er endda skrevet kun to år efter ukomplicerede kærlighedssange som “I Want To Hold Your Hand”. Sangens jeg-person konkluderer meget tidligt, at døden må føles som, det føles hvis man aldrig er blevet født. Og formodentlig er det den bedste analogi.

Min fornemmelse er, at en hyppig grund til at være bange for døden ikke er en frygt for om det bliver smertefuldt at dø, men derimod at man er bange for, hvad der sker når man er død. Undersøgelser tyder på. at de fleste mennesker faktisk har en forestilling om at bevidstheden fortsætter efter døden. Det gælder faktisk også for dem, der ikke er religiøse eller tror på et liv efter døden! At det er sådan, har naturlige årsager: Man kan simpelthen ikke tænke på, hvordan det er ikke at tænke på noget. Og vi ved, at de mennesker, vi ikke kan se eller på anden måde er i kontakt med lige nu, med stor sandsynlighed eksisterer alligevel. (For eksempel regner jeg med at mine søstre i England i skrivende stund befinder sig derhjemme sammen med deres mænd og børn.)

Det gør det heller ikke lettere, at vi i Danmark og mange andre lande i den industrialiserede verden har så lidt kontakt med døden. Ofte ser vi ikke døde mennesker og har derfor kun en meget svag fornemmelse af ophøret af liv og bevidsthed.

Selvet som teknologi

Der er et interessant interview på Edge.org med Peter Galison, der er professor i videnskabernes historie på Harvard.  Man tænker tit på teknologien som noget, der skal erstatte eller forstærke mennesker. Men Galisons pointe er den lidt bagvendte, at det ofte er omvendt – at den teknologi og de samfundsforhold, vi har, bestemmer vores syn på mennesket og selvet. Sigmund Freud skulle have fået sin idé om fortrængning og “forbudte” tanker som en analogi med den censur og forfølgelse af anderledes tænkende, der fandt sted i zartidens Rusland. Senere, omkring 2. verdenskrig, opstod en anden, mekanistisk forståelse af selvet og menneskers reaktionsmønstre, der tog udgangspunkt i kybernetik og kontrolteori.

En mulig grund til at nogle regner med at mange slags arbejde vil forsvinde, fordi den vil blive erstattet af maskinintelligens, kan være, at de opfatter det at arbejde som at udøve en form for maskinintelligens. Vi skal derfor bare aflure hvordan mennesker gør, og så kan vi erstatte dem med maskiner, der udfører de samme handlinger, bare bedre.

Og jeg spekulerer på, hvornår det mon er tilfældet, at den kritik, magthaverne kommer med, og den kritik, vi kommer med af hinanden, egentlig består i at kritisere mennesker for at være en slags dårlige maskiner.

Jeg hører (ikke) hvad du siger

Jeg er lige nu ved at læse de sidste sider af Rasmus Willigs bog fra 2016, Afvæbnet kritik. Her analyserer han, hvordan ledere i det offentlige svarer på kritik. Det helt centrale for ledere er blevet at udtrykke sig på en måde, der sender kritikken tilbage og får den, der fremfører kritikken, til at virke ynkelig og “ufleksibel”. Samtidig bruger lederne en jargon, der skal få dem til at virke empatiske – de lyder nærmest som en slags terapeuter.

Hele kapitel 4 af Afvæbnet kritik er en række citater fra ledere, som Rasmus Willig har indsamlet blandt offentligt ansatte. Jeg har læst brudstykker af kapitlet højt for kolleger, og de og jeg kan genkende citaterne – endda alt, alt for godt. En af de floskler, jeg har det allerværst med, er Jeg hører, hvad du siger. Det er en afværge-floskel, der nu er blevet så udbredt, at også ikke-ledere bruger den (jeg har gode kolleger, der sommetider forfalder til at bruge den). 

Rasmus Willig skriver

“Jeg hører, hvad du siger” er efter min bedste overbevisning en meget informativ sætning, fordi den vidner om en form for neoliberal etisk brutalisering af en fundamental og grundlæggende etik. 

Det, der er så brutalt ved netop denne floskel, er at den skal få det til at se ud som om floskel-brugeren rent faktisk bekymrer sig om Den Anden. Men den er ikke andet end en afværgemanøvre pakket ind i noget, der skal lyde terapeutisk og omsorgsfuldt uden at være det. Det sande indhold er nemlig det stik modsatte: “Jeg er ligeglad med det, du har sagt”. Flosklen er del af samme pseudo-kommunikation som de ikke-svar, som uhyggeligt mange politikere inden for de seneste 15-20 år er begyndt at betjene sig af, og hvis jeg kunne, ville jeg indføre en bødekasse rettet mod dem, der hævder at “høre hvad jeg siger”.

Nye uddannelser i København?

Inden for de seneste få dage har vi fået at vide, at Aalborg Universitet lukker syv uddannelser, heraf nogle i København. Årsagen er den økonomiske krise, som pludselig er blevet synlig på AAU. På de fleste institutter står man nu over for en fyringsrunde.

Men et vedholdende rygte på mit institut er nu, at AAUs ledelse vil have, at vi fra og med 2020 skal udbyde softwareuddannelsen i København. Softwareuddannelsen er den uddannelse ved Institut for datalogi, der tiltrækker flest studerende, mere end 100 pr. årgang. Bevæggrunden for at oprette softwareuddannelsen i København skulle være, at der er mange studerende, der bliver afvist på de eksisterende IT-uddannelser i hovedstadsområdet på grund af deres karakterniveau. Her bemærker jeg, at Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet og Copenhagen Business School alle har beslægtede uddannelser, og mange af dem har eksisteret ganske længe. Og der er ikke en afdeling af Institut for datalogi på Aalborg Universitet i København.

Hvis hele dette rygte taler sandt, er det dybt bekymrende, og jeg har ikke hørt nogen kolleger på mit institut, der har haft noget positivt at sige om det. Jeg ved fra mine kolleger på andre institutter på AAU, hvor stor en indsats det kræver at starte en uddannelse i København, hvor der er ingen eller få ansatte inden for området. Rejseindsatsen er især betragtelig, hvis vi skal levere undervisning i København. Og skal vi samtidig optage mange studerende på uddannelserne i Aalborg og tage os ordentligt af dem, er det svært at se, hvordan vi skal kunne håndtere det i en så usikker økonomisk situation som den, vi nu har.

Jeg ved også fra kolleger på andre institutter, der har afdelinger i København, at det bestemt ikke er let at holde sammen på et institut, der har afdelinger i hver sin ende af landet.

Er det godt at ville satse på studerende, der ikke kan leve op til adgangskravene på eksisterende uddannelser? Jeg er også i tvivl her.

Endelig har jeg ikke her nævnt, hvordan eksistensen af en uddannelse, der (indholdsmæssigt og geografisk) er meget tæt på nogle allerede eksisterende uddannelser i hovedstadsområdet, vil kunne risikere at påvirke det ellers gode forhold til kollegerne på KU, DTU, ITU, RUC og CBS.

Jeg håber meget, at de vedholdende rygter ikke er sande.