Kategorier
Blog Klimaforandringerne På farten

Sidste flyrejse

En slags selfie fra Schiphol sammen med flyet til Aalborg.

Da jeg skulle med flyet fra Athen her til eftermiddag, tog jeg metroen fra Syntagma i usædvanligt god tid for at være på den sikre side. Jeg kom dog ikke af ved den station, hvor jeg skulle skifte, så jeg måtte køre en station tilbage. Men jeg havde mere end tre timer til flyafgang, så det var ikke et problem. En anden passager var ikke helt så rolig; jeg så ham løbe hen for at skælde togføreren ud, og da jeg var ovre på den modsatte perron, var råbekonkurrencen stadig i fuld gang. Men jeg havde god tid.

Det blev dog alligevel en redning på stregen. Flyet til Amsterdam var tæt på at være en time forsinket, og jeg kunne risikere først at være fremme lige inden flyet til Aalborg skulle afgå. 

Men jeg nåede det lige akkurat. Flyet indhentede en lille smule af forsinkelsen, og personalet fortalte mig hvilken gate jeg skulle hen til, når vi landede. Der var så godt nok nogen, der havde bestemt sig til at afholde en ekstraordinær paskontrol ved ankomsten. Men efter fem minutters skarpt trav/løb nåede jeg frem til gate D83 – blot for at opdage at flyet til Aalborg var forsinket. Sjældent har jeg været så glad for en forsinkelse. Piloterne forklarede at dette såmænd skyldtes – en sen ankomst fra Athen! Og således hang det hele pludselig pænt sammen.

Denne tur til Aalborg blev også på andre måder noget særligt, for det var formodentlig min sidste flyrejse nogensinde (med forbehold for livstruende sygdom, nære slægtninges dødsfald o.lign. mens jeg opholder mig i udlandet).

Så længe flytrafikken bidrager så voldsomt til den globale opvarmning, kan jeg ganske enkelt ikke forsvare at flyve. Jeg har besøgt mange interessante dele af verden på flyrejser, ja faktisk har jeg været på alle kontinenter på nær Antarktis. Men nu er det slut. Formodentlig kommer jeg derfor aldrig igen til at forlade Europa (hvis vi ser bort fra mulige sejlture til Marokko eller den asiatiske del af Tyrkiet). Det er på sin vis ærgerligt, men jeg holder mere af miljøet end jeg holder af ferier langt væk og af akademiske konferencer. Jeg har allerede levet længe, og jeg har set meget. Fra nu af vil jeg tage med bus og tog rundt. Jeg klarer den nok; jeg er meget mere bekymret for miljøet.

Vi er nødt til at lægge pres på regeringerne, men vi skal også gøre en indsats hver især og lære at tilpasse vores livsstil til en ændret virkelighed. Dette løfte er en del af min personlige indsats.

(Visited 229 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

En kommentar til “Sidste flyrejse”

[…]  Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere. […]

Skriv et svar