Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.