Jeg hører (ikke) hvad du siger

Jeg er lige nu ved at læse de sidste sider af Rasmus Willigs bog fra 2016, Afvæbnet kritik. Her analyserer han, hvordan ledere i det offentlige svarer på kritik. Det helt centrale for ledere er blevet at udtrykke sig på en måde, der sender kritikken tilbage og får den, der fremfører kritikken, til at virke ynkelig og “ufleksibel”. Samtidig bruger lederne en jargon, der skal få dem til at virke empatiske – de lyder nærmest som en slags terapeuter.

Hele kapitel 4 af Afvæbnet kritik er en række citater fra ledere, som Rasmus Willig har indsamlet blandt offentligt ansatte. Jeg har læst brudstykker af kapitlet højt for kolleger, og de og jeg kan genkende citaterne – endda alt, alt for godt. En af de floskler, jeg har det allerværst med, er Jeg hører, hvad du siger. Det er en afværge-floskel, der nu er blevet så udbredt, at også ikke-ledere bruger den (jeg har gode kolleger, der sommetider forfalder til at bruge den). 

Rasmus Willig skriver

“Jeg hører, hvad du siger” er efter min bedste overbevisning en meget informativ sætning, fordi den vidner om en form for neoliberal etisk brutalisering af en fundamental og grundlæggende etik. 

Det, der er så brutalt ved netop denne floskel, er at den skal få det til at se ud som om floskel-brugeren rent faktisk bekymrer sig om Den Anden. Men den er ikke andet end en afværgemanøvre pakket ind i noget, der skal lyde terapeutisk og omsorgsfuldt uden at være det. Det sande indhold er nemlig det stik modsatte: “Jeg er ligeglad med det, du har sagt”. Flosklen er del af samme pseudo-kommunikation som de ikke-svar, som uhyggeligt mange politikere inden for de seneste 15-20 år er begyndt at betjene sig af, og hvis jeg kunne, ville jeg indføre en bødekasse rettet mod dem, der hævder at “høre hvad jeg siger”.

(Visited 96 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar