En aktiv søndag

Fra dagens demonstration for en samtykke-baseret lov om voldtægt.

Det er ikke hver søndag, jeg står op kl. 6.00. Men det gjorde jeg i dag, for jeg skulle interviewes kl. 8.15 i det direkte morgenprogram P4 Nordjylland om en demonstration, som vi arrangerede i Amnesty International i Aalborg i anledning af den internationale dag om vold mod kvinder. Kl. 7.00 cyklede jeg hjemmefra, ud til DR i Aalborg Øst (DRs bygning ligger faktisk lige ved siden af universitetet). Resultatet kan man høre her.

Demonstrationen var til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en voldtægtslovgivning, der siger, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. En sådan lovgivning har vi endnu ikke i Danmark, men det skal vi have for at kunne leve op til Europarådets konvention om vold mod kvinder – der er baseret på et samtykkeprincip.

Efter interviewet på P4 cyklede jeg hjem igen via Amnesty Internationals lokaler, hvor jeg gjorde materiale klar til demonstrationen – trykke sange, udskifte batterier i en megafon, pakke alting sammen osv. osv.. Vel hjemme brugte jeg et par timer sammen med familien på at skille min datters store skrummel af en Ikea-seng ad, bugsere den ind i et andet værelse og samle den igen. (Jeg nåede forresten også at feje visne blade sammen på fortovet.)

Omsider oprandt tiden til demonstrationen; 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret ved Gabels Torv til Toldbod Plads. Her var der taler og sang; det hele var overstået i løbet af en halv times tid. De elektriske fakler kom dog først for alvor til deres ret, da mørket havde sænket sig lidt efter kl. 16.00

Og derefter kunne jeg så vende hjem og runde dagen af med at forberede morgendagens projektvejledning. Det var blevet en af de mere travle søndage.

(Visited 103 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar