For 50 år siden

Finn Ejnar Madsen og Mogens Fog.

I dag var jeg til møde i Dansk Magisterforenings lokalklub på Aalborg Universitet, og her var bekymringen og vreden over ledelsens fremfærd i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise på AAU stor. Den situation, vi er i nu, er en situation hvor vi som universitetslærere sket ingen medbestemmelse har, og det samme gælder de studerende. Vi diskuterede hvad vi dog kan gøre, og vi var enige om, at det nu er fuldstændig oplagt, at vi skal alliere os med de studerende.

Hjulet er rullet helt tilbage i forhold til situationen for 50 år siden. Dengang begyndte protesterne blandt danske universitetstuderende for alvor. Natten til den 21. marts var der på en mur ved Københavns Universitet med store bogstaver skrevet: ‘Bryd Professorvældet’ og ‘Medbestemmelse Nu’. Det blev fulgt op af flere demonstrationer fra de studerende. Det, de krævede, var at få indflydelse på udformningen af deres uddannelse. Blandt andet krævede det, at studienævnene skulle bestå af lige mange studerende og lærere.

Samme efterår, for præcis 50 år og 1 uge siden var der årsfest på Københavns Universitet. Det var en lukket fest for Danmarks elite med kongen, dronningen og tronfølgeren. Men nogle studerende havde fået trykt forfalskede adgangskort, og det lykkedes dem at komme ind til festen. Finn Ejnar Madsen, der var psykologistuderende, nåede op på talerstolen (dette har jeg allerede kort nævnt i et indlæg fra 2014). Rektor Mogens Fog indså at man ikke kunne få ham ned fra talerstolen uden at skabe en scene, og Finn Ejnar Madsen fik tre minutters taletid.

Det er helt symbolsk at årsfesten på Aalborg Universitet i 2014 for første gang i universitetets historie var en lukket fest, forbeholdt særligt indbudte. Der var ingen studerende i kjole og hvidt på talerstolen den aften, men jeg håber at der kommer en ny Finn Ejnar engang snart. Det trænger vi til.

(Visited 80 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar