Gensyn med universitetsforlaget

I dag var der reception i anledning af at Aalborg Universitetsforlag fyldte 40 år, og jeg var med. Der er sket meget med universitetsforlaget i de 36 år, der er gået siden jeg først begyndte at færdes på det, der dengang hed AUC. Noget af det, der er sket, er at publikationsstrategierne er blevet markant anderledes. I dag gør det voldsomme fokus på den bibliometriske forskningsindikator (BFI), at de fleste forskere ikke vil skrive en bog, men hellere skrive en længere række artikler, thi det giver langt flere BFI-point. Og så er papirbogen voldsomt trængt af e-bogen, samtidig med at den stadig har nogle fordele, som intet filformat kan hamle op med.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen holdt et interessant oplæg om fagbogens, universiteternes og forlagenes fremtid. Der var en paneldebat og lancering af en ny bogserie, TrendBites. Der var overrækkelse af en præmie for bedste forslag til en bog om PBL. Og som rosinen i pølseenden var der en slags battle (eller kamp på ord) mellem mig og min kollega Tem Frank Andersen fra Center for Interaktive Digitale Medier & Oplevelsesdesign. Tem kender jeg godt fra vores fælles arbejde i Studienævn for datalogi, men i dag havde vi en rask ord-fejde om bøgernes fremtid. Min store pointe er, at BFI er kommet til at betyde Bøger Findes Ikke, og jeg mindedes med undren det år, hvor det blev solgt -1 (minus ét) eksemplar af min bog fra Cambridge University Press i Nordamerika.

Autonome våben fra AAU

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan ledelsen på Aalborg Universitet er meget ihærdig i sit ønske om at få midler fra EUs nye militære forskningsprogram, der er rettet mod våbenudvikling. Der er allerede 90 millioner euro i PADR-projektet, men i 2019 kommer formodentlig den store European Defence Fund (EDF) på 13 milliarder euro, formodentlig mere. Som så ofte før er der her tale om et EU-program, der i høj grad består i støtte til virksomheder, og virksomhederne har selv bestemt hvordan de skal støttes. Den belgiske NGO Vredesactie (Fredsaktion) har dokumenteret, at EU-kommissionens forslag til rammer for EDF i høj grad er baseret på materiale fra militærindustrien. 

AAUs ledelse har oprettet kontoret AAU Defence, og en del af den strategiske satsning er, at AAU skal satse på udvalgte områder som bl.a. militærforskning og autonome systemer (omend kandidatuddannelsen i autonome systemer nu lukker på grund af de seneste nedskæringer).

Det er to meget aktuelle områder, AAU åbenbart nu skal satse på. Snart er der den årlige konference i i European Defence Agency, From unmanned to autonomous systems: trends, challenges and opportunities, hvor EU-pinger og den europæiske militærindustri mødes. Som titlen antyder, er noget som EDA interesserer sig særligt for, er såkaldte autonome våbensystemer. Det er våben, der uden menneskelig indgriben (og på baggrund af maskinintelligens) udvælger og angriber mål. Den slags våben er formodentlig i strid med folkeretten; det Internationale Røde Kors har sat spørgsmålstegn ved om våben, der træffer beslutning uden menneskelig indgriben, overhovedet er lovlige.  Måske kan autonome våben en dag overholde international humanitær lov, hvis deres beslutninger er baseret på at international lov skal overholdes. Men dertil er man slet ikke nået endnu. Det hele kompliceres yderligere af, at der er en ulden grænse mellem egentlige autonome våben og våben som droner.  

Der er faktisk netop nu en kampagne i gang for at få autonome våben forbudt.  I juli år tilsluttede 160 organisationer og virksomheder, der specialiserer sig i maskinintelligens, sig et krav om et sådant forbud, Alligevel satser Aalborg Universitet tilsyneladende på et så tvivlsomt og foruroligende område. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Nu gik det lige så godt…

Hvor stort er Aalborg Universitets underskud egentlig? Da jeg først blev orienteret om den aktuelle krise, hed det sig at universitetets råderum var faldet med 100 millioner kroner. Senere i denne uge har vi fået at vide, at der “kun” er tale om et underskud på 67 millioner kroner. Situationen forandrer sig pludseligt.

Hos Aalborg Universitets økonomiafdeling kan man finde universitetets årsrapporter. Rapporten for 2017 udkom i april 2018, og heri skriver man:

Universitetet er i en positiv økonomisk situation, som gør det muligt at investere betydeligt i forskellige strategiske indsatser, der skal styrke universitetet og dets bidrag til omverdenen i de kommende år samtidig med, at finanslovsbevillingerne fortsat er stramme og løbende strammes yderligere.

Et halvt år efter denne optimistiske konklusion (hvor det dog også lykkes at kritisere regeringen) beslutter universitetets ledelse så, at 30 mennesker skal afskediges. Situationen forandrer sig pludseligt.

Den nuværende udemokratiske og hierarkiske magtstruktur i den danske universitetsverden er først og fremmest velegnet til at flytte ansvaret væk fra sig selv. Enten flytter man ansvaret nedefter: At det er institutterne på universitetet, der handler uansvarligt og derfor nu skal holde for. Eller også flytter man ansvaret opefter, til regeringen. Der er ingen tvivl om at nogle institutter på AAU nogle gange har handlet uklogt, og der er heller ingen tvivl om at de årlige nedskæringer på 2 procent gør det svært at være universitet.

Men det er næsten alle institutter, der bliver ramt nu. Og jeg ville have forventet, at AAUs ledelse ville påtage sig et ansvar og have som mål at skabe trygge rammer for os, der endnu er ansat på universitetet. Der er kun gået knap 5 år siden sidste krise, og vi husker den utryghed og pessimisme, der prægede 2014 og 2015. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af at mønsteret med tilbagevendende kriser vil blive et, vi skal vænne os til som menige ansatte, og at ledelsen nu har fået et styringsredskab, hvor man bruger risikoen for nye kriser som et permanent skræmmebillede og begrundelse for lokale nedskæringer. Det er ikke dén form for forudsigelighed, der skaber tryghed.

Et moralsk standpunkt?

Foto: Lars Jørgensen/Ritzau Scanpix

I sin tale i dag ved Venstres landsmøde siger Lars Løkke Rasmussen

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab«, siger Løkke.

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere«.

Jeg kunne blive fristet til igen at spørge om hvorfor det er moralsk rigtigt at udvise nogen fra et land, hvor de aldrig har boet og at kræve at de skal forlade det arbejde, de har, og den uddannelse, de er i gang med. Hvis den slags bliver virkelighed, er der mange, der tænker sig om en ekstra gang, inden de vil ansætte flygtninge. I den globaliserede kapitalisme, vi lever med i 2018, er der flere mennesker end nogensinde før, der er på gennemrejse. Det er netop dét, der skaber en følelse af konstant forandring og mangel på kontinuitet.

Hele Lars Løkke Rasmussens udtalelse afslører, at al talen om at Danmark mangler de nødvendige resurser til at magte at tage imod flygtninge, ikke giver den egentlige bevæggrund bag regeringens og Socialdemokratiets politik – det er meget enklere: politikerne vil bare ikke have flygtninge i Danmark.

Men det, man i virkeligheden bør anholde her, er statsministerens tale om moral. På den ene side er det interessant, at en politiker begrunder sine holdninger ud fra et moralsk standpunkt. På den anden side er det påfaldende, at kravet om at handle moralsk rigtigt kommer fra lederen af en regering, hvis ministre (forhenværende og nuværende) så ofte har været på kant med både dansk og international lovgivning. 

Muligvis er alt det, regeringen gør og er fortaler for, moralsk korrekt. Forskellen mellem moral og etik er ofte set som en skelnen mellem konkrete forskrifter (dette er moral) og moralfilosofi (dette er etik). Men da bør man spørge, hvilke moralfilosofiske betragtninger, regeringen baserer sig på. Jeg ved det ikke.

Når det stormer i samfundet

Nogle gange hører jeg det synspunkt, at hver enkelt af os skal finde ud af, hvilke vilkår, vi kan forandre, og hvilke, vi ikke kan forandre. Men hvad er det, vi kan forandre?

Jeg husker meget tydeligt, hvordan HR-repræsentanten på mødet om nedskæringer på Aalborg Universitet kaldte situationen for en “perfekt storm”.  Det er en forklaringsmodel, som man tit hører i vore dage – at noget, der er sket i samfundet, er en slags uundgåeligt naturfænomen. Den dårlige økonomi på Aalborg Universitet er opstået på samme måde som en storm, og derfor kan man ikke gøre noget for at forhindre den. Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at der altid med mellemrum skal fyres medarbejdere.

Denne tro på at samfundet adlyder nogle “naturlove”, som er uden for beslutningstagernes rækkevidde, ser man også f.eks. i integrationsdebatten – mennesker fra bestemte etniske/religiøse baggrunde har en slags indbygget underlegenhed eller fejl. Dem kan man ikke gøre noget ved (og derfor, er den ofte dårligt skjulte konklusion,  skal de pågældende mennesker ikke være her hos “os”). Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at mennesker fra andre etniske/religiøse baggrunde tilsvarende har en indbygget overlegenhed.

Hele denne idé om at der er ganske mange forhold, der er uden for politisk rækkevidde, finder man også andetsteds. Liberalistiske forklaringer af markedsmekanismer ender med at beskrive dem som en slags naturfænomener, en “usynlig hånd”. Konsekvensen er da ofte, at man skal lade markedet passe sig selv, for da vil det før eller siden stabilisere sig.

I neoliberalismen, som vi kender den fra konkurrencestaten og konkurrencesamfundet, bliver konsekvensen, at politiske beslutninger ikke kan gøre andet end tage højde for de uafvendelige “naturlove”. Beslutningstagerne kan ikke rigtig gøre noget, og vi andre kan blot resignere. 

Men denne holdning får nogle overraskende konsekvenser. Hvis de mennesker, som er født underlegne, klarer sig i henhold til “naturlovene”, dvs. dårligt, kan vi ikke tillade os at være vrede på dem. Man kan nemlig ikke være vred på en storm.

Og hvis den økonomiske krise på universitetet skyldes “naturlove”, er det på den ene side ikke ledelsens skyld, men på den anden side heller ikke tilfældet for de personer, der nu skal fyres.  Derfor er det tvivlsomt at fyre dem. Man kan nemlig ikke kræve egenbetaling for lægehjælp af nogen, der er blevet ramt af faldende grene mm. under en storm.

Og man skal heller ikke hylde dem, der klarer sig godt i konkurrencen. For de kan heller ikke gøre for det. Man kan ikke give dem fordele, ligesom man heller ikke kan begunstige det gode vejr.

Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.

Stan Lees visdom

Hvor citatet kommer fra.

Citatet

With great power there must also come great responsibility

er særdeles rammende. Jeg ser frem til at kunne bruge det over for f.eks. Aalborg Universitets ledelse, hvis de klumrer i det. Det kunne lyde som et citat fra en kendt filosof, men det kommer faktisk fra den første Spiderman-historie af Stan Lee og Steve Ditko  – og må derfor skyldes Stan Lee, thi han var tekstforfatter, . Ditko døde i juni i år, mens Lee døde i den forgangne uge, Stan Lee er stamfader til alle de store Marvel-helte, og alene af den grund er han vigtig, men hans formulering er det virkeligt store bidrag til vor tid.

Endnu en aften med poetry slam

I aften var der igen poetry slam i Aalborg. Mellem runderne optrådte Sara Hauge, der er dobbelt Danmarksmester. Det var som altid godt at opleve Sara på en scene – og det var godt at hilse på hende igen. Aftenens vinder var Emma Elisabeth Holtet, der hermed kvalificerede sig til finalen i DM i poetry slam med sine velformulerede tekster på engelsk. (Selv røg jeg ud i første runde, men min tekst og min fremførelse var bestemt heller ikke noget at råbe hurra for.)

Visdom og vrøvl

Et autogenereret Deepak Chopra-citat.

Internettet og ikke mindst de sociale medier som Facebook flyder over med viise citater. Nogle udsagn er viise, andre virker bare viise. Men hvordan kan man skelne mellem visdom og vrøvl? Nogle gange må jeg med Nigel Tunnel fra Spinal Tap indrømme at “There is a fine line between the clever and the stupid”.

Her er et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius:

Magt over ens sjæl er evnen til at vække sig selv, rette sin energi i den retning og støbe sig selv i den form, sjælen vil, bevirke, at alt, hvad der hænder sjælen, synes den at være sådan som den selv vil.

Jeg vil til enhver tid forsvare, at der ligger en dyb indsigt i Marcus Aurelius’ tanker – de er et hovedværk i antikkens filosofiske tænkning. Citatet ovenfor tager fat i et centralt begreb i stoicismen, nemlig kontrollen over selvet. Og så er det forbilledligt klart formuleret.

Men så er der også andre slags udsagn. Den indiske Deepak Chopra er en af dem, der er berygtet for sine tilsyneladende dybe udsagn, der af mange kritiseres for at være ingenting hæftet op med roser. Der findes faktisk flere websteder, der tilbyder autogenererede Chopra-citater.Her er et ægte citat af Chopra:

Our minds influence the key activity of the brain, which then influences everything; perception, cognition, thoughts and feelings, personal relationships; they’re all a projection of you.

Det lyder også som et stort udsagn om menneskesindet – men hvad siger det egentlig? Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved det, endsige om

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Deepak Chopra kan have skrevet noget viist på et tidspunkt eller at Marcus Aurelius kan have skrevet noget vrøvl. Men noget af det, jeg bemærker, er at meget af det, der på mig virker som vrøvl forklædt som visdom, bruger flittigt løs af “store ord” og begreber fra hjerneforskning, kognitiv psykologi, kvantefysik mm. og det ofte i en særpræget blanding og med vage betydningsdannelser. Hvad betyder f.eks. “they’re all a projection of you” i citatet ovenfor?

Heroverfor står de enkle og konkrete udsagn, som man findes hos f.eks. Marcus Aurelius og langt senere hos Ludwig Wittgenstein. En forfatter som Svend Brinkmann er tydeligt inspireret af den filosofiske retning, man kalder for dagligsprogsfilosofien –  som kendetegner bl.a. den sene Wittgenstein. Det er den tilgang til filosofi, hvor man ser filosofien som en analyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultater, der så også bliver formuleret i almindeligt sprog. Og det er vel dét, der gør det så nemt for Brinkmann at popularisere uden at popularisere ihjel.

På en måde er det samme slags forskel som man ser i lyrik – nogle af dem, der begynder at skrive digte, slynger hele tiden om sig med store begreber om frihed. død, fremmedgørelse osv. osv.. Men de vellykkede digte er i stand til at tale om frihed, død, fremmedgørelse mm. uden at de behøver at nævne alle disse store begreber ved navn.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!