Farvel til 2018

Om syv en halv time slutter 2018.

Det var året, der startede med en lang arbejdskamp for os, de offentligt ansatte. Hver gang jeg mødte de studerende, jeg underviste, mindede jeg dem om at det måske kunne være sidste gang, vi skulle ses. Der var store demonstrationer og mange diskussioner og en solidaritet i befolkningen, som jeg havde længtes efter at opleve igen. Mange opdagede vigtigheden af at være organiseret og af at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Imens skrev jeg på endnu en Horizon 2020-ansøgning og besøgte endnu engang Lissabon i den forbindelse. Det var godt at møde partnerne bag ansøgningen. Men også alt dette blev påvirket af arbejdskampen i Danmark, for ansøgningen skulle være færdig inden alt måske lukkede ned. Da foråret var omme, var arbejdskampen endt med et forlig, men jeg havde også oplevet at også denne Horizon 2020-ansøgning var blevet afvist, selv om den var nået over tærskelen. Det var en skuffelse. En anden, lovende mulighed for eksterne forskningsmidler glippede også meget pludseligt. Også dét var en skuffelse.

Sommeren blev lang og varm og tør – alt for varm og alt for tør. Omsider gik det op for mange, at de menneskeskabte klimaforandringer er virkelige. I 2018 blev de almindelige danske mainstream-medier pludselig optaget af miljøspørgsmål og af plantebaseret kost. Det var helt nyt at opleve.

Jeg brugte en del tid i 2018 på at genopfinde mig selv som underviser og på at lave helt nyt undervisningsmateriale. Min undervisning lykkedes bedre end i 2017, hvor så mange havde været så vrede på mig. I efteråret deltog jeg i to konferencer – den ene i Lissabon, den anden i Athen. Det var mit første besøg i den græske hovedstad i mange år og samtidig min sidste flyrejse. Der var også gensyn med gamle, nære venner og med mit barndomshjem.

Jeg blev Aalborg-mester i poetry slam for anden gang, Jeg tabte mig helt som planlagt efter en sommerferies vellevned. Jeg var med til at organisere en hel del begivenheder i Amnesty International; specielt den 10. december oplevede jeg hvor mange mennesker, der stod sammen i et forsvar for menneskerettighederne. Jeg fik besøg af Gonzalo Vargas fra Fakse (og Chile). Kim Larsen døde, og endnu engang oplevede jeg, at det var noget, der kunne samle befolkningen.

Der var endnu engang en pludselig, alt for pludselig økonomisk krise på Aalborg Universitet. Nogle af mine kolleger mister deres arbejde, men ledelsen gik som sædvanlig fri.

Og hvad så med 2019? Der er allerede løftet en lille flig af sløret. I januar skal jeg på min første lange togrejse i mange år, når jeg deltager i en konference i Portugal, så jeg har købt min første InterRail-billet i dette årtusinde. Lige efter min hjemkomst skal jeg deltage i Danmarksmesterskaberne i poetry slam og også i story slam. Forårssemesteret bliver travlt; jeg skal undervise i Syntaks og semantik, måske for sidste gang i en længere årrække. Om jeg kan eller skal prøve kræfter med Horizon 2020 og den slags, ved jeg endnu ikke. Jeg bliver nok nødt til det. Der bliver i øvrigt også et folketingsvalg engang i 2019; jeg håber det bedste og frygter det værste. Mit håb er baseret på alle de gode oplevelser i 2018, hvor mange i befolkningen kom tæt på hinanden og stod sammen om noget positivt og vigtigt.

Hermed ønsket om et godt nytår og et tak for dem gamle år, til alle jer, der læser med her og måske har delt oplevelser med mig. Vi ses i 2019.

En intellektuel hitliste?

For tiden er der en del delinger på Facebook og Twitter af Weekendavisens liste over fremtrædende danske intellektuelle i 2018. På listen er fødevare- og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen på førstepladsen og længere nede ser man Hella Joof og en meget omtalt kvinde fra et nyt, højrenationalistisk parti. Mange spørger lidt forargede, om dén slags mennesker virkelig skal regnes som intellektuelle.

Her vil jeg bemærke flere ting. For det første vil jeg bemærke, at Weekendavisen også undrer sig over, hvem det er, der er på listen, og skribenten kommer med en noget tør hyldest til Jakob Ellemann-Jensen.

For det andet siger Weekendavisen, at listen er baseret på en rangordnings-strategi, som skyldes den tyske forfatter Max Höfer og bruges af tidsskriftet Cicero. Men Max Höfer siger selv at

Das Ranking “identifiziert jene 500 Öffentlichkeitsarbeiter, deren Produktivvermögen in den vergangenen zehn Jahren am stärksten angewachsen ist oder sich behauptet hat. Das Vermögen, gehört zu werden. Intellektuelle sind Menschen, die vor Publikum vernehmbar denken.”

(fra Max Höfers websted, http://www.maxhoefer.de/startseitendetails/article/die-500-einflussreichsten-intellektuellen.html)

Så i den tyske udgave taler man om vækst i omtale inden for de seneste ti år. Jeg ved ikke, hvordan denne vækst bliver målt, men der er ganske mange af personerne på listen (bl.a. den højrenationalistiske partileder) der først er dukket op i medierne inden for de seneste par år.

Og for det tredie: Jeg ved heller ikke, hvad det vil sige at være intellektuel (og jeg synes ikke selv, at jeg er det.) Jeg forbinder stadig begrebet med skarpsindige mennesker, der i skrift og tale har kritiseret magten og givet ny indsigt her – mennesker som Andrei Sakharov og Vaclav Havel og Hannah Arendt og Noam Chomsky og Slavoj Žižek. Der er ikke ret mange af personerne på Weekendavisens liste, der er sammenlignelige med dem. Og jeg ved heller ikke, hvordan de ville klare sig i Höfers eller andres rangordninger.

Her bor vi

I denne uge er det præcis 50 år siden, Apollo 8-astronauterne tog deres berømte billede af Jorden set fra deres tur rundt om Månen. Det skete juleaften 1968. På denne kugle var jeg og andre fra min generation børn, der ventede på at blive gamle nok og heldige nok til at komme i skole.

Herunder er et senere billede, hvor både Jorden og Månen er helt med, taget fra Galileo-sonden i en afstand på 6,2 millioner kilometer. Billedet er taget 23 år senere, dvs. i 1992. Nu var jeg blevet universitetslærer og underviste datalogistuderende i Syntaks og semantik for første gang.

Jeg tror, vi alle burde se på disse billeder engang imellem for at minde os selv om vores egen rolle og om det sted, vi alle har boet og skal blive ved med at bo.

Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

Alle vil have velfærd, men hvad er det?

Der er ikke mange danske politikere, der vil sige noget dårligt om velfærd.

Senest kan man læse et langt interview med den tidligere socialdemokratiske udenrigs- og finansminister Mogens Lykketoft i Information. Også dét interview kommer til at handle om velfærd.
Det, jeg bemærker, er at der endnu engang ikke bliver gjort et forsøg på at forklare hvad begrebet velfærd egentlig dækker over.  Der er i bedste fald en slags beskrivelse af hvad velfærd ikke er:


Den nordiske velfærdsmodel er ifølge Mogens Lykketoft ikke »gearet til«, at en meget stor del af befolkningen permanent skal være på offentlig forsørgelse.

I en annoncekampagne fra efteråret 2018 taler også Venste om velfærd som noget, man vil værne om.

Vi investerer med andre ord mere end nogensinde før i vores sundhedsvæsen.- Derfor bliver jeg overrasket, når jeg af og til møder opfattelsen af, at Venstre ikke prioriterer velfærden, siger Lars Løkke Rasmussen i annoncen.

Det, jeg bemærker, er at begrebet velfærd ser ud til i dag at være blevet et begreb, der tager udgangspunkt i sundhedsvæsenet og retter sig mod middelklassens behov for ydelser. Det handler ikke om at bekæmpe ulighed eller bare om at gøre noget ved konsekvenserne af ulighed.
Tværtimod er ulighed og velfærd blevet to tydeligt adskilte begreber. Kontanthjælp og dagpenge (nu kendt som “offentlig forsørgelse”) bliver ikke set som velfærd, men bliver derimod brugt som led i en sanktionspolitik.
Det er ikke noget tilfælde, at det er endt sådan. Det er nemlig andre løfter, “svingvælgerne” i middelklassen skal have. De skal ikke loves mulighed for dagpenge eller kontanthjælp (endsige at slippe for “hjemsendelsesydelse”). Som Mogens Lykkketoft siger:


Vi har selvfølgelig altid været interesseret i meningsmålinger for at finde ud af, hvad folk mener om vores politik. Men det er bekymrende, at man i dag mere bruger meningsmålingerne til at rette sin politik ind end til at overbevise vælgerne om, hvad man mener.

Lindholm og Egholm – og dyrene

Der er som bekendt planer om at indrette et udrejsecenter for udvisningsdømte udenlandske statsborgere på øen Lindholm i Stege Bugt. Det kommer kun til at koste 759 millioner kroner. Men dele af øen er underlagt særlig beskyttelse, fordi nogle beskyttede dyrearter yngler her. Og derfor kan man bare ikke omlægge brugen af øen på den måde, som regeringen har tændt sig. Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening udtaler til Berlingske at

Havternen og klyden er helt afhængige af, at dele af øen vil blive spærret af i yngletiden, så der ikke er færdsel. De har sammen med andre arter haft nogle solide bestande på øen. Men havternen er gået temmelig meget tilbage på verdensplan, så den har god brug for ynglelokaliteter som Lindholm…

(fra Berlingske 26. december 2018)

Jeg bemærker selvfølgelig her, at den lysbugede knortegås trækker fra yngleområderne i Nordgrønland og Svalbard til Danmark for at overvintre. Mere end halvdelen af bestanden kommer til i Danmark om efteråret, hvorefter antallet stiger hen til foråret. Da findes hele bestanden faktisk i Danmark, og et særligt stort antal findes på en anden dansk ø, som politikere vil lave om på – nemlig Egholm, hvor nogle vil have anlagt en motorvej. Også strandtudsen, der som alle andre padder i Danmark er fredet, findes på Egholm. Motorvejen vil kun koste omkring 9 milliarder kroner.

Salatmyten

I dag så jeg ved et tilfælde et indslag på TV2 om det forslag, der har været fra et flertal i byrådet i Aarhus om at der alle offentlige institutioner (dvs. skoler, daginstitutioner, plejehjem og medarbejderkantiner i kommunen) skulle tilbyde en plantebaseret valgmulighed. Det forslag er nu blevet droppet. (Personligt synes jeg, at det er rigtig ærgerligt; det var ikke et af de nu så populære “obligatoriske tilbud”.) I indslaget interviewede man en række beboere på et plejehjem, der alle var enige om at det var vigtigt at spise kød til hvert måltid.

Men det rigtig interessante var kommentarerne bagefter. En gæst i studiet udtalte, at man ikke kunne tvinge ældre mennesker til at spise salat!!!

Og da jeg i sidste måned var til skolejubilæum, fik jeg at vide at der var salat, så der var noget, jeg kunne spise – salaten var så en coleslaw med æg og skinke. I tidens løb er jeg blevet serveret utallige kedelige salater af mennesker, der havde fået at vide, at jeg er veganer.

Men jeg har aldrig mødt en veganer, der bad om salat eller gav udtryk for at holde af salat, og i de veganske og vegetariske kogebøger, jeg har kendskab til, er der ikke lange kapitler med opskrifter på salat. Jeg har aldrig besøgt en vegansk eller vegetarisk restaurant, hvor der var mange salater på menuen. Tværtimod. Hvor kommer den sejlivede “salatmyte” egentlig fra?

Fred på jord?

I dag er jeg endnu engang i medierne, og nu er det Nordjyske, der har en kritisk dækning af Aalborg Universitets satsning på EUs nye militære forskningsprogram. Jeg udtaler mig som sædvanlig kritisk (jeg har skrevet om det her tidligere)og Nordjyske bringer endda et gammelt billede af mig, hvor jeg er mørkhåret.

Her vil jeg dog give ordet til rektor Per Michael Johansen. I et langt interview i Nordjyske, der er en del af dagens tema, siger han bl.a. dette:

For at være helt ligefrem, så handler det om at få etableret en samlet dansk indsats i forhold til at øge hjemtaget af midler til dansk forskning fra EU. Det er jo det helt overordnede aspekt af det her…

Hvis vi ser på den umiddelbare fremtid for danske universiteter, så er der ikke tegn på, at de nationale forskningsmidler øges de kommende år. Derfor må man sige, at hvis vi som universitet vil hjemtage flere midler for at understøtte forskningen, så er vi nødt til i højere grad at rette fokus mod EU….

Men det er klart, at et område som kunstig intelligens, kan have drastiske konsekvenser for, hvordan det kan udnyttes i forhold til en fjende. Men det kan jo også udnyttes defensivt, hvis der er en fjende, der vil angribe os…

Jeg kan godt forstå, hvor du vil hen, men det her handler for mig ikke om oprustning eller ej. Det handler for mig om udvikling af forskellige teknologier, som kan bruges civilt og kan bruges militært….

Jeg står også lidt med en fornemmelse af, at hvis vi sætter os op på den høje hest og siger, at her er en speciel teknologi, som blandt andet kan have nogle militære anvendelsesmuligheder, som vi så ikke vil arbejde med, så er der andre, der vil….

Truslen er i dag så bred, at den kan true fundamentet i vores demokratiske samfund. Man er vel stadigvæk nogenlunde sikker på, at russerne var inde og påvirke det amerikanske valg. Hvis det samme er tilfældet, og russerne er parate til at påvirke et fremtidigt dansk valg, så er teknologiens rækkevidde langt større end blot det at forsvare sig i militær kontekst, I virkeligheden er vi ude i at skulle forsvare os i en demokratisk kontekst. Hvor det forsvarsteknologiske bliver en del af det demokratiske.

Fra interview med Per Michael Johansen, Nordjyske, 23. december 2018.

Det er en lang og detaljeret forklaring – eller rettere bortforklaring – der anvender alle de velkendte argumenter for at deltage i militære udviklingsprojekter. Alle mine mistanker om at militærforskning vil gøre os økonomisk afhængige, bliver bekræftet helt direkte. I det mindste er Per Michael Johansen helt ærlig om dette.

Hvad angår de etiske overvejelser er det som sædvanlig ideen om teknologi som en neutral hyldevare, der bliver udviklet uden bagtanker fra nogens siden, der bliver brugt til bortforklaringen. (Denne gang taler man dog ikke om knive, men om økser.) Men som navnet på afdelingen AAU Defense kraftigt antyder, er der bestemt ikke tale om teknologi, der kan have militære anvendelser, men om teknologi, der skal have militære anvendelser. Der er tydelige militære bagtanker.

Og hvis ikke udtalelsen om at hvis ikke vi vil arbejde med dette, så er der bare andre, der gør det, ikke er en etisk blankocheck, hvad er den så?

Aalborg Universitet kunne have valgt en anden vej end den kynisk/følgagtige: Man kunne gå sammen med andre universiteter og forskningsinstitutioner i Europa for at lægge pres på beslutningstagerne for at skaffe forskningsmidler til grundforskning og til vigtige civile anvendelser.