Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv. 

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det ikke er meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

(Visited 69 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar