Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

(Visited 134 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar