Hvad kan man lære af at undervise?

Et essay af Mary Beisiegel på American Mathematical Societys blog om matematikundervisning tager fat på et noget, der er forbløffende overset – nemlig hvad universitetslærere lærer ved at undervise.

Nogle universitetslærere tænker på undervisning som en overflødig belastning, der skal undgås. De ser sig selv som værende først og fremmest forskere, og nogle af dem ser ned på kolleger, der gør meget ud af deres undervisning. Man kan gå for meget op i at undervise, og så mister man akademisk prestige, men man kan aldrig gå for meget op i sin forskning. Så vidt jeg ved, har ingen fået afslag på en akademisk stilling, fordi de havde forsket for meget.

Mary Beisiegels observation er, at man kan lære rigtig meget vigtigt ved at undervise, og det er jeg helt enig i. Gennem min undervisning har jeg selv lært meget, som jeg kan bruge i min forskning. Her tænker jeg ikke først og fremmest på det faglige indhold, selv om det også er tilfældet at jeg nogle gange bruger projektvejledning til at få et første indblik i problemstillinger. Jeg tænker derimod på den meget vigtige kompetence, det er at kunne formidle fagligt stof på en struktureret, præcis og forståelig måde. Den prøver jeg at få i spil, når jeg skriver artikler og holder foredrag til konferencer. Og de kompetencer inden for at facilitere en opdagelsesproces, som man har brug for som projektvejleder, har man også glæde af i selve forskningsprocessen.

En yderligere pointe i Mary Beisiegels essay er, at akademikere, der på et tidspunkt forlader den akademiske biks og får andet arbejde, får glæde af de kompetencer inden for kommunikation, planlægning og facilitering, som undervisning kan give dem.  

Begge dele er for mig at se væsentlige, helt pragmatiske argumenter for at man som universitetslærer også skal tage sin undervisning alvorligt.

(Visited 104 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar