Min brogede baggrund

Verdenskort over mit DNA.

Jeg har egentlig aldrig tænkt over slægtsforskning for alvor før i tiden, men når man har nået en vis alder og er blevet forælder, sker der noget. For et godt stykke tid siden bestilte jeg (som så mange andre før mig) en DNA-test på nettet, der kunne fortælle mig om min genetiske etniske baggrund. Sent i aftes kom resultatet så, og det førte til at jeg kom sent i seng. Det var nemlig spændende læsning.

Næsten to tredjedele af min arvemasse er udenbys fra. Men hvis jeg ser syd- eller mellemeuropæisk ud (som jeg måske gør), er det falsk reklame. 36,6 procent af min arvemasse er skandinavisk, herunder dansk. Min mormor og morfar var vendelboer fra henholdsvis Hallund og Sæby.

Det meste af resten, 46,8 procent, er asiatisk. Det kommer selvfølgelig ikke bag på mig, når nu min farmor og farfar var fra Ludhiana i Indien. Der er også centralasiatisk og vestasiatisk arvemasse. Det er til gengæld overraskende, at der er så lidt tysk arvemasse i mit DNA; mit navn er tysk, for min tipoldefar er tysk.

Faktisk optræder der mere DNA fra de baltiske lande og fra Irland, Skotland og Wales. Måske har der været en spændende skotsk-usbekisk romance i en fjern fortid? Det får jeg dog formodentlig aldrig at vide. Min farbror, som var den eneste pålidelige kilde til oplysninger om den asiatiske side af familien, døde for nogle år siden.

Min familie fra Vendsyssel er der helt anderledes styr på. Nu er jeg begyndt at opbygge et stamtræ på nettet, og jeg kan se at min mormor og morfar dukker op i andre brugeres stamtræ som fjerne slægtninge til dem. Jeg opdager også, at der er er en vis uenighed om hvorfra i det sydlige Tyskland, min tipoldefar egentlig kom. Under alle omstændigheder er det interessant, at en person fra et sted midt i Europa (enten Sachsen eller Bayern) ender med at blive fisker i Sæby.

Min nærmeste genetiske slægtning blandt de andre, der har taget samme test, er i øvrigt Esther Jytte Jensen, 70 år gammel og ifølge testen min kusine i 1. led forskudt 2 generationer eller en kusine i 3. led forskudt 1 generation. Der er dog næppe nogen overhængende risiko for, at hun og jeg vil blive forvekslet med hinanden.

Studenterjubilæet som tidsrejse

Udsnit af fotoalbummet for 1.x, Fjerritslev Gymnasium, 1979. Foto (af fotoalbummet): Flemming Smit.

I dag faldt jeg over en interessant artikel af den amerikanske professor i psykologi Glenn Geher, der skrev om at være til sit 30-års jubilæum med den gamle high school-klasse.

Glenn Geher var glad for at se sine gamle skolekammerater igen, og der var en positiv stemning. Tidsrejser er (så vidt vi ved) umulige, men der er noget fascinerende ved at være sammen med mange mennesker, man kendte godt og tilbragte megen tid sammen med for mange år siden – nu bare i meget ældre udgave. Studenterjubilæer er en slags tidsrejse. Sådan tænker jeg også på det. Nogle gange kan samtalen nærmest fortsætte, der hvor man slap engang. Andre gange starter man på en helt ny samtale, for der er sket så meget, der gør os anderledes. Vi har et arbejdsliv, har typisk mistet en eller begge af vores forældre og de fleste af os har voksne eller næsten voksne børn. Nogle enkelte fra dengang lever ikke mere.

I artiklen bemærker Geher i øvrigt, at han mødte tre slags mennesker tre slags mennesker

  • Dem, der på en måde så uforandrede ud i forhold til skoletiden (dem var der vel 20 procent af, anslår han)
  • Dem, der simpelthen lignede 30 år ældre udgaver af dem, de var i skoletiden (dem var der vel 40 procent af, anslår han)
  • Dem, der var helt ukendelige; det var typisk dem, han ikke rigtig havde haft noget med at gøre i skoletiden

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Når jeg har været sammen med min gamle gymnasieårgang, har de altid kunnet genkende mig, men det skyldes sikkert i høj grad, at jeg har været primus motor i vores arrangementer. Da jeg genså min gamle folkeskoleklasse tidligere i år, var der til gengæld nogen, der ikke kunne genkende mig.

På lørdag skal jeg gense nogle af dem, jeg gik i gymnasiet med. Til næste år er det 40 år siden, vi begyndte, og det utroligt at tænke på. Jeg glæder mig til at se dem igen og komme på endnu en tidsrejse for en stund.

Krænket?

På det seneste har der været en del fokus på krænkende adfærd på Københavns Universitet – eller rettere: på nogle bestemte hændelser og den Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane som universitetet siden har udarbejdet.

Nogle synes, at hændelserne, bl.a. en fest, hvor studerende skulle klæde sig ud som mexicanere, ikke var krænkende, andre synes at der var grund til at gribe ind.

Min fjerne chef, uddannelsesminister Tommy Ahlers, synes at nogle studerende går for vidt.

»Det er næsten, som om der er en lille gruppe studerende, der leder efter noget, de kan blive krænket over«

Jeg er ikke sikker på, at det skulle være tilfældet. 

Nogle universitetsansatte frygter, at retningslinjerne kan få konsekvenser for den akademiske frihed, fordi det er så subjektivt, hvad der udgør en krænkelse.. Den bekymring kan jeg til gengæld dele.

Min egen fornemmelse er, at hele denne sag og andre tilsvarende sager om krænkelser først og fremmest  røber noget andet: Nemlig at mange mennesker i dag har dårligere situationsfornemmelse end de tror, og at det i virkeligheden måske er ved at blive værre, fordi vi er så dårlige til at lytte til hinanden og fordi debatkulturen er blevet så polariseret. Der er flere, der er meget udfarende og voldsomme, og flere, der er meget på vagt.

De, der bagatelliserer en hændelse, som andre finder krænkende, tager ofte den pågældende hændelse for lidt alvorligt. De, der finder en hændelse så krænkende, at de bliver vrede og forlanger sanktioner, tager ofte sagen for alvorligt.  Jeg ved f.eks. ikke om det var studerende med mexicansk baggrund, der var vrede over udklædningerne eller hvad studerende med mexicansk baggrund ville have sagt. Men jeg ved heller ikke, hvad der skulle være ideen i at bede studerende om at klæde sig ud som mexicanere.

Hvad kan man lære af at undervise?

Et essay af Mary Beisiegel på American Mathematical Societys blog om matematikundervisning tager fat på et noget, der er forbløffende overset – nemlig hvad universitetslærere lærer ved at undervise.

Nogle universitetslærere tænker på undervisning som en overflødig belastning, der skal undgås. De ser sig selv som værende først og fremmest forskere, og nogle af dem ser ned på kolleger, der gør meget ud af deres undervisning. Man kan gå for meget op i at undervise, og så mister man akademisk prestige, men man kan aldrig gå for meget op i sin forskning. Så vidt jeg ved, har ingen fået afslag på en akademisk stilling, fordi de havde forsket for meget.

Mary Beisiegels observation er, at man kan lære rigtig meget vigtigt ved at undervise, og det er jeg helt enig i. Gennem min undervisning har jeg selv lært meget, som jeg kan bruge i min forskning. Her tænker jeg ikke først og fremmest på det faglige indhold, selv om det også er tilfældet at jeg nogle gange bruger projektvejledning til at få et første indblik i problemstillinger. Jeg tænker derimod på den meget vigtige kompetence, det er at kunne formidle fagligt stof på en struktureret, præcis og forståelig måde. Den prøver jeg at få i spil, når jeg skriver artikler og holder foredrag til konferencer. Og de kompetencer inden for at facilitere en opdagelsesproces, som man har brug for som projektvejleder, har man også glæde af i selve forskningsprocessen.

En yderligere pointe i Mary Beisiegels essay er, at akademikere, der på et tidspunkt forlader den akademiske biks og får andet arbejde, får glæde af de kompetencer inden for kommunikation, planlægning og facilitering, som undervisning kan give dem.  

Begge dele er for mig at se væsentlige, helt pragmatiske argumenter for at man som universitetslærer også skal tage sin undervisning alvorligt.

En af de sidste af slagsen?

Foto: Brian Flaherty/New York Times.

I New York Times’ netudgave er der i dag en lang portrætartikel om Donald Knuth, den (for mig og andre af min slags) legendariske amerikanske datalog og matematiker, der har så mange store opdagelser på samvittigheden. Jeg har skrevet om Knuth før her på bloggen; han er altid værd at vende tilbage til. Han er gammel nu – den 10. januar bliver han 81.

Knuth-Morris-Pratt-algoritmen til søgning i tekst (som alle, der søger i en tekst med CTRL-F bruger) ig dokumentbehandlingssystemet TeX (som jeg bruger dagligt – i form af LaTeX) er bare to af mange af Knuths bidrag.

Portrætartiklen er i det store og hele præcis (omend jeg ikke er så glad for forsøget på at forklare hvad et højniveau-programmeringssprog er), og den røber, at vi kan regne med snart at se næste bind af The Art of Computer Programming., Til ikke-fagfolk: Dette flerbindsværk er ikke er en bog om programmering, men derimod er en bog om algoritmeteori og langt hen ad vejen en lærebog i matematik (og en god én af slagsen).

Det, der slår mig for alvor, er dog at Donald Knuth måske er en af de sidste af sin slags. Knuth begyndte sin karriere, mens datalogi endnu blev set som en gren af anvendt matematik. Så alene her favner han bredere, end moderne dataloger som oftest gør. Han interesserer sig for musik, sprog, typografi og litteratur og har noget interessant at sige om hvert af disse områder. Og hans måde at publicere på har været en helt anden end den, man ser i dag. Han har ikke publiceret siden 2012 – ikke så sært, for det er meget længe siden, han gik på pension. Knuths publikationer op gennem årene er temmelig få, og også i hans egentlige aktive periode var der år, hvor han ikke publicerede. Andre år havde han kun én publikation, men den var så til gengæld en bog.

I dag laver vi (og jeg er medskyldig her) mere og mere specialiserede kandidater i alle universitetsfagene, og selvfølgelig også i datalogi. Men jeg ville ønske, at vi også kunne stimulere de studerende til også at have en anden slags forbilleder end de hyppigt publicerende og iværksætter-aktive kandidater med formuer af forskningsmidler, der så ofte bliver hyldet i disse år. Jeg tror selv, at det er dét. der skal til for at skabe en ny Donald Knuth-skikkelse.

Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

En regering for hele folket?

I mandags var jeg med til fakkeldemonstrationen i anledning af 70-året for Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Flere af dem, der holdt tale, var kommet til Danmark som flygtninge, og et gennemgående træk i deres taler var, at de holdt af mange ting ved Danmark og følte, at de hørte hjemme her, men også oplevede en tiltagende følelse af utryghed.

Man behøver ikke at være flygtning for at tænke på den måde. Mustafa Kemal Topal, der er PhD-studerende på Roskilde Universitet og dansker med tyrkisk baggrund, har en interessant kronik i Information om hvordan det er at være dansker med mindretalsbaggrund og følge med i “udlændingedebatten” i Danmark.  Mustafa Kemal Topal finder det meget ubehageligt,  han slukker oftere for fjernsynet, end han gjorde engang. Og han spekulerer på, hvordan hans datter på 11 år mon oplever “udlændingedebatten”.

Kronikkens konklusion bør være stof til eftertanke.

Støjberg repræsenterer ikke kun sig selv, men også den danske stat og regering, hvorfor hun også er forpligtet til at arbejde for, at min datter ikke skal føle sig som ’en anden’ i Danmark. Jeg ønsker ikke, at min datter bliver radikaliseret, hverken af højreorienterede danske politikere eller af islamistiske grupper, som er imod integrationen.

Men den danske udlændingepolitik er desværre blevet alt for polariseret, og det gør det svært for os i gruppen af ikkevestlige forældre at skabe balance for vores børn i den verden, de skaber.

Derfor er min opfordring til politikerne inden det kommende valg: Hold jer til en faglig og saglig diskussion om udlændinge, selv om jeres politik, der hviler på præmissen om den uintegrerbare ’anden’, giver mening for jer. Husk, at vores børn lytter med på jeres diskussioner i tv’et.

Regeringen skal forestille at være en regering for hele Danmark. Derfor vil jeg godt spørge: Hvad gør regeringen for at alle mennesker, der bor i Danmark, kan føle sig trygge og for at sikre at ingen af dem føler sig anderledes og udenfor? Hvordan vil de sikre sig, at tonen i valgkampen lever op til dette?

De fysiske mediers renæssance?

En lang overgang talte man om, at man skulle mindske forbruget af papir på arbejdspladserne og kun gøre alle dokumenter tilgængelige online. Og hvis man købte cd’er eller dvd’er, var man gammeldags. Det papirløse samfund ville være mere miljøvenligt.

Nu er der kommet fokus på CO2-forbruget ved streaming af film og musik. En times streaming af film i hd-kvalitet på Netflix bruger den samme mængde energi, som det vil koste at koge otte liter vand på en elkedel og føre til et udslip på 163 gram CO2. Energiforbruget skyldes, at data skal transporteres langs mange servere.

I 2009 fandt en undersøgelse frem til at produktion og distribution af en dvd vil føre til et udslip på omkring et engelsk pund (dvs. 453 gram). Men heraf følger det, at hvis man ser en film flere gange eller måske har dvd’er med 3 timers indhold, er de fysiske medier faktisk et bedre valg end streaming.

Tilmed kan man låne sine cd’er og dvd’er ud uden at det belaster miljøet. Måske har vi her argumentet for at holde fast i de fysiske medier i al fald endnu en stund?

En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Za’atari genbesøgt

Foto: André Pain

For tre år siden skrev jeg om flygtningelejren Za’atari i Jordan. Lejren  ligger kun 12 kilometer fra grænsen ; i 2015 var der en overgang 120.000 syriske flygtninge der, nu er der “kun” 80.000 i Za’atari. Lejren er med andre ord på størrelse med Esbjerg. Nyankomne flygtninge kommer nu til Azraq-lejren i stedet. 

 I Information er der i dag en lang artikel om situationen i Za’atari, og den viser at den ikke er en garanti for stabilitet – tværtimod.

Matteo Paoltroni, der er rådgiver ved EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse, siger i artiklen at

De steder, som kaldes for nærområder, står over for en mætning. Økonomien er under et gevaldigt pres. Forestil dig lige, hvis kong Abdullah af Jordan pludselig giver opholds- og arbejdstilladelser til syrerne. Oprør! Jordanerne mangler selv job og ønsker på ingen måde at konkurrere med syrerne om de få, der er tilbage…

På én måde er lejren et billede på det, den danske regering gerne vil have: Flygtningene bor i et nærområde, de modtager ingen økonomisk hjælp og de må ikke arbejde eller uddanne sig  i modtagerlandet. Men samtidig – og af samme grunde – er lejren blevet netop dét, den danske regering også ofte taler om i stærkt negative vendinger, nemlig et parallelsamfund. De syriske flygtninge lever for sig selv uden kontakt med det omgivende samfund.  Og noget af det, Inger Støjberg ofte advarer imod, er blevet realitet i Za’atari, netop på grund af den udsigtsløse situation.

»Jeg ser flere og flere unge piger under 15 år føde børn, ja, faktisk helt ned til 12-årsalderen. Vi kæmper en daglig kamp for at oplyse familierne om, hvor skadeligt det er, men til ingen nytte,« siger Uhud al-Nuaimi, jordansk kvindelæge på hospitalet i Zaatari.