Logicomix

For hele syv et halvt år siden skrev jeg her på  siden om Frege og nævnte da kort den grafiske roman Logicomix fra 2008, der er skrevet af Christos Papadimitriou og Apostolos Doxiadis og tegnet af Alecos Papadatos og Annie di Donna. Logicomix tager fat på fortællingen om matematikkens grundlagskrise og alt, hvad den afstedkom. Vi møder Gottlob Frege, Georg Cantor, David Hilbert, Kurt Gödel og Ludwig Wittgenstein – men først og fremmest Bertrand Russell. 

Jeg var tidligere i år blevet inviteret til at være gæsteunderviser for Aalborg Katedralskoles 2.k, som er den klasse, min datter går i. Planen var nemlig, at 2.k skulle læse Logicomix i forbindelse med et flerfagligt forløb. Og i dag besøgte jeg så 2.k. På vej dertil skulle jeg have en sandwich, og tilfældet ville, at jeg i sandwich-baren mødte Emil Ottosen, der er adjunkt i matematik (og gammel elev fra Aalborg Katedralskole)! Emil og jeg fik talt lidt om firefarveproblemet, der nok er det problem, der nemmest illustrerer hvorfor der var en grundlagskrise for matematikken sidst i 1800-tallet.

Besøget i 2.k gik vist ikke så dårligt; jeg fortalte om Cantors resultater om uendelighed, Russells paradoks og lidt om typeteori (i Russell og Whiteheads udgave). Eleverne stillede gode spørgsmål og virkede faktisk til at være interesserede. Jeg kunne undervejs ikke lade være med at bemærke, at alle de mest forstyrrede personer i Logicomix – Frege, Cantor, Hilbert, Gödel og Wittgenstein – alle talte tysk.

Det var også godt for mig at møde nogle af dem, vi måske en dag kan møde på universitetet. Desværre fik en elev et voldsomt ildebefindende i en pause og måtte hjælpes ud af klasselokalet. Forhåbentlig har hun det bedre nu.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv. 

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det ikke er meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

Landsindsamling for Amnesty International

I dag havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år, og der var en del begyndervanskeligheder – selve det at organisere og afholde en indsamling var noget, den ellers særdeles erfarne organisation ikke havde nogen erfaringer med. I år var ganske meget anderledes; blandt andet var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.

Den nødvendige fjende

Den seneste tids handlinger fra regeringens side viser, at den lægger an til endnu et “udlændingevalg”. Min fornemmelse er dog samtidig den paradoksale, at regeringen ikke ville kunne undvære flygtninge. En skarp analyse i Inrmation i dag (under pseudonymet Center for Vild Analyse) slutter med at konkludere at

Regeringen har desperat brug for flygtninge for at legitimere sin politik og fastholde magten. De skal være helt tæt på – men samtidig holdt ud i strakt arm, så alle kan se, at der bliver gjort noget ved alt det, der er farligt. Derfor skal Støjbergs færgebilletter også kun være »næsten umulige« at betale:

Det er vigtigt, at de fjerne fremmede fastholdes som en trussel, der kan risikere at dukke op midt i blandt os, hvis vi ikke er årvågne og i undtagelsestilstand hele tiden.

I mange lande har minoriteter fået denne rolle som trofaste lynafledere. I Østeuropa gælder det især jøder og romaer. I Polen blev omkring 3 millioner jøder dræbt i Holocaust; i dag er der kun 3200 jøder tilbage i landet. I Ungarn er der heller ikke mange jøder tilbage i dag. Men alligevel viser antisemitismen stadig sit grimme fjæs i begge lande. I USA har Donald Trump brugt indvandrere fra Mellemamerika som lynafleder.

Hvis man ikke har en lynafleder, bliver man nødt til at tale om noget andet og får svært ved at vise at man er handlekraftig. Den danske regering gør ikke meget ved den globale opvarmning – udgifterne til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm er større end summen af alle udgifter til at imødegå klimaforandringerne – men stramningerne er et tydeligt forsøg på at få regeringen til at fremstå handlekraftig, når den på andre områder faktisk er rådvild eller handlingslammet (eller bare ligeglad). Mange andre partier er enige i denne prioritering. Hvis det lykkes at lave valgkampen til et “udlændingevalg”, får man nemlig fred på de andre områder af den politiske dagsorden.

Lærer man dansk på arbejdspladsen?

I septemberudgaven af Magisterbladet gav Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti endnu engang udtryk for sin negative holdning til udlændinge. Og den negative holdning udstrækker sig selvfølgelig til højtuddannede mennesker med udenlandsk baggrund. Han er bl.a. citeret for dette: 

Mange arbejdspladser tilpasser sig til deres udenlandske medarbejdere. Fordi de ikke er gode til dansk. Jeg har mødt mange, der har arbejdet i Danmark i mange år, der ikke kan dansk. Så kan det godt være, at de bor i et almindeligt villakvarter, men det er et problem, hvis de ikke kan begå sig på dansk…

Det ærgerlige er, at han på én måde har ret. På Aalborg Universitet har jeg mange kolleger, der er født og opvokset i udlandet, og taler flydende og godt dansk (måske endda grammatisk helt fejlfrit), men desværre også af og til nogle andre, der selv efter et årti eller mere i Danmark overhovedet ikke kan dansk og heller ikke ønsker at lære sproget (og måske endda brokker sig over at nogle undervisnings- og administrationsopgaver kræver danskkundskaber), selv om de er lektorer eller professorer. Når jeg oplever det, er det trist.

Det er ikke godt, at højtuddannede mennesker kan bo i Danmark i mange år uden at kunne forstå eller tale dansk. Det er svært at få en dybere indsigt i det danske samfund, hvis man ikke taler og forstår dansk – og som universitetslærer er det nødvendigt med en vis fornemmelse for den kulturelle baggrund, mange danske studerende kommer med. Ellers ender man med at blive en højtuddannet person, der er “på gennemrejse” – og det er helt i tråd med den karriere af skiftende løse ansættelser, mange akademikere har i vore dage og forstærker i virkeligheden netop den tendens. Det er også paradoksalt, at flygtninge uden uddannelse møder meget kontante forventninger om at skulle lære dansk (og ubehagelige sanktioner, hvis det ikke går hurtigt nok), mens man (i al fald nogle steder i universitetsverdenen) ikke forventer noget som helst af lektorer og professorer.

Men det er selvfølgelig ikke et argument for at vi ikke skal have højtuddannede mennesker fra udlandet i Danmark. Det er derimod et endnu et eksempel på at vi har meget at lære i Danmark om integration. Martin Henriksens udtalelser og det, jeg selv har observeret, viser nemlig, at antagelsen om at man lærer dansk på arbejdspladsen, tydeligvis er forkert. Det er denne antagelse, der også er dukket op i de bestræbelser på integration af flygtninge, der nu er under afvikling.

Inger Støjberg, der er integrationsminister (men vel nu skal tituleres hjemsendelsesminister) sagde således i 2017

Der er også en vis enighed om, at flygtninge skal ud og arbejde med det samme, og at de bedst lærer dansk på arbejdspladsen.

De mennesker, jeg kender, som har arbejdet med flygtninge, har nemlig også kunnet observere at flygtninge heller ikke lærer dansk på arbejdspladsen. De ender snarere med at blive isoleret fra deres dansktalende kolleger. De gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne blev for manges vedkommende aldrig gode til dansk, netop fordi aldrig blev undervist, men kun mødte det danske sprog på usystematisk vis på arbejdspladserne – nogle gange næsten ikke. 

Hvis man skal være længe i Danmark, bør man for sin egen skyld lære at forstå og tale dansk, men det kræver tid, ro og ordentlige resurser, en systematisk tilgang og realistiske forventninger fra det danske samfund. Sådan er det slet ikke i dag, hvor sprogundervisningen tværtimod er ved at blive voldsomt nedprioriteret, formodentlig ud fra det nu fremherskende ideal om hjemsendelse.

Til DM i poetry slam 2019

De tre tekster, jeg fremførte her til aften.

I aften deltog jeg i endnu en kvalifikationsrunde om at repræsentere Aalborg ved Danmarksmesterskaberne i poetry slam, der bliver afholdt i København den 25. januar 2019. Ved den foregående kvalifikation røg jeg ud i første runde. Denne gang gik det forbløffende meget bedre.

Jeg vandt en kneben sejr over den uforlignelige Michael Dyst (Danmarksmester i 2013) og Nikolaj Lind Holm (der fortjener snart at vinde igen; Nikolaj har i øvrigt ingen forbindelse til den triste, øde ø). Michael rejser land og rige rundt og er foreløbig kommet ind på en andenplads fire gange, men det tager han med oprejst pande – og vodka. Snart prøver han igen, denne gang på hjemmebane i København.

Selv nyder jeg en Limfjordsporter i skrivende stund, inden jeg om lidt skal til køjs.

Man må ikke diskriminere, og derfor…

Den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Men konventionen om flygtninges rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden, uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Men reglerne rammer også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. 

Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også skaber danske “brøkpensionister”. Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke danske statsborgere til konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at de bliver ramt – snarere end at lovgivningen er dybt asocial og udtryk for et ubehageligt syn på flygtninge.

Danske statsborgere på “hjemsendelse”

I Politiken udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti at

»Når man tænker på, at det er mennesker, der kommer til Danmark og påstår, at de har behov for beskyttelse, så giver vi dem beskyttelse. Sådan er reglerne nu. Jeg mener ikke, at vi derudover er forpligtede til at give dem ydelser. Men det gør vi jo rent faktisk. Nu sænker vi så nogle af de ydelser. Men de får stadig ydelser. Så jeg synes ikke, vi har noget at skamme os over, det må jeg sige«, siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen.


Ifølge Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Geneve den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling er det dog tilfældet. Her står der i Artikel 23 at

Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.

Så flygtninge skal have samme behandling som danske statsborgere. Dette er endda del af dansk lovgivning. Den eneste måde, hvorpå man kan omgå dette, er ved at indføre en lovgivning, der gør at danske statsborgere, der har været væk fra Danmark, også kan modtage det, der nu hedder “hjemsendelsesydelse”. Af samme grund kan danske statsborgere også modtage det særlige “dansktillæg”, hvis de har bestået FVU-trin 2 prøven i dansk (det er der ikke mange danske statsborgere, der har). Hvor de danske statsborgere på “hjemsendelsesydelse” så skal sendes hen, når skal “hjemsendes”, ved jeg dog ikke.

Tålt ophold

Nogle udenlandske statsborgere, der befinder sig i Danmark, er på tålt ophold.  De har ingen rettigheder, må ikke arbejde, får en meget lav kontant ydelse, og det er meningen, at de en dag skal sendes ud af Danmark. Nogle af dem, der er på tålt ophold, er mennesker, der på den ene side ikke har krav på beskyttelse, fordi i deres oprindelsesland har gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, men på den anden ikke kan sendes retur fordi de da vil være i fare. Men de fleste mennesker, der er på tålt ophold, er mennesker der tidligere har haft opholdstilladelse, men har begået en kriminel handling, som førte til en udvisningsdom. Af den danske finanslov for 2019 fremgår det, at udlændinge på tålt ophold skal opholde sig på øen Lindholm, der tidligere er blevet benyttet af DTU til forsøg med smitsomme sygdomme. Denne beslutning har ikke overraskende ført til mange reaktioner, men de vil alle kunne afvises med at mennesker på tålt ophold er en uønsket belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Men den mest skræmmende beslutning er for mig at se en anden. Hensigten er nemlig nu, at flygtninge altid skal sendes tilbage til deres oprindelsesland, og de får nu en endnu lavere kontanthjælp. Det er ikke meningen, at flygtninge skal integreres. Det er uklart, hvad holdningen til flygtninges arbejde og uddannelse vil være, men der har længe været et ønske hos Dansk Folkeparti om at flygtninge også skal leve afsondret og ikke må arbejde eller uddanne sig. Regeringen bruger ikke længere eufemismen “integrationsydelse”, men taler nu direkte om “hjemsendelsesydelse”. På denne måde er ordningen om tålt ophold kommet til at fremstå som en model for hvordan mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Der er en glidning mod at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil sikre at flygtninge kommer til at fremstå en belastning for samfundet og derfor skal behandles derefter.

Et kooperativt universitet

Værdigrundlaget for Mondragon Unibertsitatea.

I min sommerferie i Spanien i år foretog jeg de fleste madindkøb i Eroski-supermarkedet, som er del af Cooperación Mondragon, verdens største kooperativ. Det har jeg tidligere nævnt her.

Men først nu går det op for mig, at der faktisk også er et kooperativt universitet, nemlig Mondragon Unibertsitatea. Mondragón er en by i Baskerlandet med ca. 22.000 indbyggere, dvs. af samme størrelse som Nørresundby. Det kooperative universitet i Mondragon blev stiftet i 1997 ved sammenlægning af nogle mindre uddannelsesinstitutioner. Det er et ikke-statsligt universitet, men er akkrediteret ved lov af den spanske stat. På Mondragon Unibertsitatea finder der undervisning og forskning sted, præcis som på alle andre universiteter. Der er omkring 4000 studerende og 400 ansatte. Og som navnet antyder, er der en forbindelse til Cooperación Mondragon.

Det er interessant at læse universitetets mission og vision.

Universitetet skal være en del af samfundslivet, skal være non-profit og skal forandre samfundet gennem almen uddannelse og vidensoverførsel. Universitetet skal fremme uddannelse af kvalitet, ikke kun videnskabelig og teknisk viden, men også kompetencer og værdier fra samarbejde, som kan sikre at de studerende kan være aktivt handlende i at skabe humanistiske, teknologiske og bæredygtig fremskridt ved at udvikle virksomheder og organisationer. Universitetet ser sig selv som et lokalt universitet, hvor de fleste studerende kommer fra Baskerlandet.

Jeg kan genkende nogle principper, som Aalborg Universitet engang har haft, men efterhånden er blevet slidt ned eller bevidst fjernet. Aalborg Universitet har bestemt ikke som mål at være non-profit, og det lokale fokus er også for længst forsvundet med ekspansionen til København.

Tiden må være kommet til at overveje at lave et kooperativt universitet på dansk grund, hvor vi som akademikere kan lave det, vi egentlig gerne vil og er bedst til. Det skal ikke være et stort universitet, bare ét, vi som ansatte og studerende kan genkende os selv som del af.