39 millioner tons CO2 tilbage

Tabellen ovenfor er del af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts svar til et spørgsmål stillet af Søren Egge Rasmusseen, MF for Enhedslisten.

Det rigtig interessante er, at prognosen fra regeringen regner med at der inden for de næste 11 år vil ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser svarende til knap 6 millioner tons CO2. I 2050 skal udledningerne i Danmark være nede på 0 (nul) tons CO2. Jeg spekulerer nu på, hvordan dette skal kunne lade sig gøre, når man inden for de næste 11 år tilsyneladende kun kan bremse udledningerne i det tempo, der her er tale om.

De trofaste problemer

I dag var jeg igen censor på P1-projekter på 1. semester. Det er altid interessant at være censor her, for på én måde er alle projekter vidt forskellige, på en anden er de altid helt ens.

Det interessante er nemlig, at de studerende altid slås med de samme udfordringer: Vidensdeling, tidsplanlægning, gruppekonflikter, manglede fremmøde, dårlige møder, disponering af en projektrapport osv. osv. Nogle gange kunne det være fristende at udgive en lille manual, hvor man skrev nogle bud på løsninger og refleksioner ned. Men efterhånden er det ved at gå op for mig, at man nok ikke skal gøre det. For den eneste måde at lære noget på om alt dette er formodentlig ad erfaringens vej. Vi kan ikke lave en manual, der fjerner problemerne.

Vejlederne på de to projekter, jeg var censor på, var begge tidligere studerende og nogen, jeg kunne huske fra min tid som vejleder. Begge talte de i pauserne helt spontant om deres egne erfaringer fra første studieår, og det stod da klart, hvor meget de første erfaringer havde betydet for dem – og den ene havde endda nogle temmelig klare minder om ting, jeg havde sagt til ham, da jeg havde kommenteret den projektrapport, han havde været med til at lave på P0-forløbet for nu meget længe siden.

Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

Karakterer er et gode

I denne uge holder jeg mundtlig eksamen, og jeg bruger karakterskalaen i den forbindelse. Jeg har selvfølgelig fulgt den seneste tids diskussioner, hvor det nu er klart, at den siddende danske regering vil have gjort noget ved karakterskalaen. Uddannelsesminister Tommy Ahlers har bl..a. udtalt,, at der bliver givet for mange 12-taller.

Karakterskalaen afspejler en måde at tænke om læring på. 12-skalaen er en mangel-baseret skala; en karakter afspejler alene hvor meget eksaminanden mangler i forhold til at opfylde læringsmålene. Et eksempel er den officielle definition

Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler.

Så hvis der er mange elever, der opfylder læringsmålene til fulde, skal der være mange, der får 12. Ministeriet har samtidig målsætninger om hvor stor en andel, der skal have bestemte karakterer – men den slags målsætninger er uforenelige med et undervisningsideal, hvor man vil have så mange som muligt med (jvf. taxametermodellens honorering af beståelse). Det er til dels her, det egentlige problem findes.

Derudover er det meget vigtigt at huske, at karakterer også er et gode, som bliver fordelt. Hermed mener jeg bestemt ikke, at karakterer er gode, men alene at karakterer har betydning for den person, der modtager karaktereren – præcis ligesom penge er et gode, der har betydning både for dem, der har penge, og dem, der ikke har penge. Et af målene med karakterer er at de skal bruges som en sorteringsmekanisme, der betinger bl.a. adgang til bestemte uddannelser. Dette taler man sjældent om, når man taler om berettigelsen af karakterer.

Pengesystemet kan både være et udtryk for og påvirke graden af ulighed, og det samme gælder karakterer. Og karakterer kan give udtryk for en form for inflation. Tilbage i august 2018 kostede et kilo ost således 7,5 millioner bolivar i Venezuela. Det betyder ikke, at ost er en spise for ekstremt rige mennesker i Venezuela eller at mennesker i Venezuela er ekstremt rige (tværtimod!), men derimod at landet lider under meget voldsom inflation.

Hvis der er mange, der får karakteren 12 i det eksisterende danske uddannelsessystem, betyder det helt tilsvarende, at mange opfylder læringsmålene, og at karaktersystemet ikke længere kan være det redskab til sortering, som man havde håbet, at det ville være. Den måde at tænke om læring på, som man troede kunne bruges til sortering af de uddannelsessøgende, virker ikke som sorteringsredskab. Det er også her, en del af problemet med karaktergivning findes.

Og derfor er det underligt at diskutere, hvordan karakterskalaen skal se ud, og ikke hvad det er, karakterer skal bruges til.

At samle landet

Sidste år var det de to danske fodboldlandshold, der samlede landet for en tid til henholdsvis EM for damer og VM for herrer. Her i dag er det herre-håndboldlandsholdet, der samler nationen for en stund – og tillykke til dem med verdensmesterskabet. For os midaldrende mennesker, der fulgte med på tv da herrelandsholdet med Anders Dahl Nielsen, Mogens Jeppesen og de andre nåede indtil flere fjerdepladser for omkring 35 år siden, er det en speciel følelse omsider at se et dansk landshold nå helt til tops på hjemmebane. Jeg er ikke så stor en fan af håndbold som jeg er af fodbold, men begge er de sportsgrene, der ser enkle ud og kan spilles på motionsplan, og samtidig er forræderisk svære, hvis man skal være god.

Det rigtig interessante ved VM-sejren i dag er dog, at vi her igen har en af de særlige stunder, hvor en stor del af Danmark er samlet om noget positivt. Sidst var det vel den uge i efteråret, hvor Kim Larsen døde og blev mindet. Jeg håber sådan, at vi kan bruge den slags erfaringer til noget godt.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

DM i poetry slam 2019

I dag var der så DM i poetry slam i Valby Kulturhus, som også danner rammen om den ene af Københavns poetry slam scener (den anden er CopenOpen). Feltet af deltagere er nok det stærkeste, jeg har set i mine 10 år i poetry slam, blandt dem to tidligere Danmarksmestre og Danmarksmesteren 2018, Sara Hauge.

Kl. 13.00 var der generalprøve for de deltagere, der kunne være til stede allerede da. Publikum var københavnske skoleelever fra 7.-9. klasse og deres lærere. Her var det Sara Rahmeh, der vandt. Jeg blev faktisk nummer tre her.

Kl. 20.00 var det alvor, og første runde satte niveauet – og det var højt. Især vil jeg her huske Lasse Nyholm Jensens tekst om de 12 millioner danske svin – noget af det bedste fra hans hånd (og der er meget godt!). David Rousing fra København var også et nyt bekendtskab for mig; han er på nogle måder en sjællandsk pendant til Thomas Thisted.

Jeg var blandt de fire, der røg ud i første runde.

Selvfølgelig er det ærgerligt at ryge ud tidligt, for jeg har altid mere på hjerte. Og det giver mig også grund til at tænke over om og hvordan jeg skal fortsætte med poetry slam – det, jeg gør, virker jo tydeligvis ikke. Men samtidig giver det også mulighed for at kunne sidde og opleve resten af showet i fred og ro.

Så det var dét, jeg gjorde. I finalen så vi Sara Rahmeh, Kristine Madsen og Lasse Nyholm Jensen – tre meget forskellige udøvere med noget vigtigt på hjerte, med hver deres udgangspunkt, med hver deres brug af humor og med et fælles højt niveau.

Vinderen blev helt fortjent Kristine Madsen. Et stort tillykke til Kristine herfra!

Story Slam på Katapult

Her til aften drog jeg til Aarhus for for første gang at deltage i story slam, der er en spoken word-konkurrenceform, hvor publikum er dommere sammen og hvor det er fortællinger fra éns eget liv, der er i centrum. Hver deltager får seks minutter til at fortælle om noget, der er hændt dem i deres liv. Efter en pause er der så mulighed for at fortælle igen. Til sidst stemmer publikum om hvem der er bedst, og vinderen får lov til at runde aftenen af – ikke med en fortælling mere, men med at sige pænt farvel til alle.

Aftenens vinder på Teater Katapult var Erik, en ældre mand fra Frederikshavn der fortalte om sine tre selvmordsforsøg og hvordan han til sidst lærte at elske sig selv. Det var fuldt fortjent, for Eriks fortælling var usædvanligt gribende. Han gav os, hvad der viste sig ar være en helt kondenseret udgave af et halvanden time langt foredrag, han havde holdt flere gange. Desværre var Erik nødt til at gå lige inden vinderen blev fundet – han skulle nå det sidste tog nordpå.

Jeg forventede selvsagt ikke at vinde, men jeg synes selv at det gik nogenlunde. Formen tiltaler mig, specielt fordi livserfaring (i modsætning til poetry slam, i al fald nogle gange) er så tydeligt velkommen, så længe man kan sætte gode ord på den.

Jeg gerne være med igen en anden gang – og som var det ikke nok, var min trofaste medforfatter og samarbejdspartner udi uddannelsesforskningsemner, Dorina Gnaur, også blandt publikum (på min invitation) og hun meldte sig også til at være med. Også hun er et voksent menneske og har en hel del at fortælle om.

Men først, i morgen, skal jeg deltage i DM i poetry slam i København.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Omsider hjemme

Jeg sov over mig og nåede ikke morgentoget fra Frankfurt; jeg hoppede på bumletoget og fik syv timers togrejse plus en halv times forsinkelse ud af det. Så til Flensburg, vente en time der og så med et IC3-tog til Aarhus. Derefter tog til Langå og en af de sørgeligt hyppige togbusser det sidste stykke til Aalborg. Jeg er hjemme med tre timers forsinkelse.

Nu skal jeg sove. I morgen begynder fyringsrunden på universitetet.