Stram miljøpolitik???

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive noget om statsministerens nytårstale. Faktisk tror jeg nemlig ikke, jeg har set ret mange nytårstaler fra danske statsministre i fjernsynet, og i år var ingen undtagelse. Jeg bliver nemlig uvægerligt altid i dårligt humør.

Men Lars Løkke Rasmussens tale ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside. Og det er oplagt at sammenligne prioriteringerne i talen. Der er 11 linjer om de menneskeskabte klimaforandringer i talen, og intet overhovedet om konkrete initiativer fra regeringens side. Der er til gengæld f.eks. 37 linjer om “udlændingepolitik” – den gængse fællesbetegnelse for en række områder, der nu konsekvent bliver kædet sammen i dansk politik. Og her omtaler Lars Løkke Rasmussen bl.a. konkrete initiativer som særregler for ghettoområder.

Det er påfaldende, at den danske regering stadig taler om borgere med udenlandsk baggrund som værende den største trussel, selv i en situation hvor konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer er blevet så tydelige, som de blev i 2018. Statsministeren er i stand til at tale om stram udlændingepolitik, men ikke om en stram miljøpolitik. Det er ellers på miljøområdet, der virkelig er brug for stramninger nu.

Ærefrygt

Halong-bugten i det nordlige Vietnam.

Bente Klarlund skriver i Politiken om følelsen af ærefrygt, og om hvor vigtig den følelse er. Jeg har også selv skrevet om ærefrygt her for nogle år siden. Alene dét, at man oplever at der er noget, der er større end én selv, er en vigtig erfaring.

Siden jeg selv sidst skrev om ærefrygt på denne blog, er der kommet flere oplevelser til. Jeg husker tydeligt den 24. november 2016, hvor jeg stod på en bakketop på en ø i Halong-bugten i Vietnam og skuede ud over de små øer og de mange små skibe.

Ærefrygt kan bruges af mennesker med magt til at skræmme andre med, og det gælder især religiøse og politiske ledere. Men det kunne også hjælpe dem til at sætte sig selv i perspektiv og til at indse, at der var noget større end dem selv. Især nu, stillet over for de alvorlige trusler mod klodens miljø, ville det være en vigtig følelse at kommunikere – at der er noget, der er større end selv et menneske med magt.