Udgivet den

En regnfuld lørdag

  • Udsigt fra Miradouro Santa Catarina
  • Endnu en udsigt fra Miradouro Santa Catarina
  • Ved Praça do Comercio
  • Kuplen i Panteão
  • Panteão
  • Vinil Experience, Rua do Loreto
  • Et forladt elektrisk løbehjul
  • Chokoladekage med hindbærcoulis, Ao 26

Selv om det var en ind imellem temmelig regnfuld lørdag, lykkedes det mig at genbesøge en del steder i Lissabon, som jeg holder af (så forudsigelig er jeg)– og også spist frokost med Susanne Sayers, der som nogle vil vide, er en dansk forfatter og journalist, der nu er bosat i Lissabon. Vi fik bl.a. talt om de forskellige underlige trafik-modefænomener, der plager den portugisiske hovedstad. Før i tiden var det de allestedsnærværende tuk-tuk’er, der pludselig prægede gadebilledet. Nu er turen så kommet til elektriske løbehjul med møntindkast; de er en form for bycykler for de ekstra dovne, og man kan se dem stå eller ligge de underligste steder.

Hvordan løbehjul kan blive en succes i en by med stejle, brostensbelagte gader, står hen i det uvisse. Susanne kunne fortælle en gyserhistorie om en kvinde, hvis løbehjul satte sig fast i en sporvognsskinne, netop som en modkørende lastbil nærmede sig!

Udgivet den

Den sidste aften

Så sluttede POPL 2019, og efter det sidste foredrag var der en afsluttende sammenkomst for alle de mere end 600 deltagere. Der er efterhånden sket det, at jeg altid ender med at snakke med de samme kolleger andre steder fra, typisk fordi jeg samarbejder med dem eller tidligere har gjort det. Sådan endte det også denne gang – tre af os stod og snakkede om vores fortid i Storbritannien som PhD-studerende og om nogle af dem, vi kendte fra dengang. Minderne fylder meget mere, end man måske tror. På mange måder er de en fortælling om en tid, hvor alting var mere ukompliceret og hvor verden endnu syntes åben.

Jeg selv og en kollega fra Glasgow tog ind til Lissabon og havde en god stund sammen på en restaurant, hvor jeg ofte er kommet, når jeg har besøgt byen. I toget ind til Lissabon snakkede vi om typesystemer, men på restauranten talte vi efterhånden om alt muligt andet end datalogi, og vi kom undervejs også til at tale om en kvindelig kollega, som vi kender godt og som besøgte konferencen, men kun kort. Det gik op for os, at vi begge var en del bekymrede for hende, for det virkede som om hun aldrig var glad mere, selv om hun har haft og stadig har stor succes med sin forskning. Da hun for nogle år siden mistede sin mand (som også var hendes nære samarbejdspartner) og senere kom ud for en alvorlig ulykke, var det som om der skete noget med hende – hun kastede sig over sit arbejde på fuld kraft og holdt op med at tale om andet end arbejde. Når man er blandt de få kvinder inden for sit fagområde, og man endda kommer fra Østasien, hvor den kulturelle norm siger, at man skal være høfligt og helst ikke tabe ansigt, bliver den slags desværre endnu mere oplagt.

Jeg ville ønske, at jeg havde spurgt hende, hvordan hun havde det, da jeg hilste på hende til konferencen, og også at hun kunne have haft en rolig stund der på restauranten sammen med os.