Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

(Visited 417 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar