Kristian G. Olesen

I dag var sidste dag, hvor Kristian G. Olesen var institutleder på Institut for datalogi, og i den anledning var der reception. Rigtig mange var mødt op på Selma Lagerlöfs Vej 300, for der er rigtig mange rundt om på universitetet, der kender ham.

Også jeg har kendt Kristian længe, faktisk siden 1983, hvor jeg begyndte at læse matematik. Han var dengang den første decentrale studievejleder ved de naturvidenskabelige uddannelser på AUC; jeg blev hans efterfølger i den henseende.

Ti år senere deltog jeg i adjunktpædagogikum sammen med Kristian, og fra dengang husker jeg meget tydeligt hans store talent for formidling. Han valgte dog en anden vej end at undervise – først en årrække som studienævnsforperson, siden som institutleder. Her samarbejdede jeg i mange år med ham i samarbejdsudvalget på Institut for datalogi, hvor jeg repræsenterer medlemmerne af Dansk Magisterforening. Jeg lærte ham at kende som en gemytlig mand, der tænkte sig om og ville det gode – vigtige egenskaber i en akademisk verden, der med årene desværre er blevet mindre og mindre tilgivende. Kristian har altid gjort meget at leve op til nogle gode dyder om åbenhed og om at lytte til mangfoldigheden på instituttet. Det var nogle idealer, der kendetegnede AUC, men er på stærkt retur på det AAU, vi har nu. Jeg har på fornemmelsen, at han ikke altid havde det let med netop dét.

Jeg vil godt hermed sige tak for til Kristian for mange års godt samarbejde; jeg håber og tror at han vil få glæde af sin nye tilværelse som lektor. Fra og med i morgen hedder institutlederen på Institut for datalogi ved Aalborg Universitet Jesper Kjeldskov.

Universitetsreklamer

Mens jeg ventede på toget på vej hjem fra story slam i Aarhus kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de mange store reklamer på perronen for naturvidenskabelige uddannelser på universitetet – vel at mærke på Københavns Universitet. Der er præcis de samme uddannelser på Aarhus Universitet, ganske få kilometer væk fra perronen.

I området ved Aalborg Universitet er der reklamer for IT-Universitetet i busskure og der er andre reklamer for live-streaming af foredrag fra Aarhus Universitet ved cykelstien i udkanten af AAUs Aalborg-campus. Jeg ved ikke, hvor mange penge danske universiteter bruger på at reklamere for sig selv. I 2011 var det 38,9 millioner, og beløbet er næppe mindre nu, 8 år senere.

Dette bizarre fænomen: at statslige uddannelsesinstitutioner skal konkurrere så åbenlyst med hinanden, er et af det tydeligste udslag af den konkurrencementalitet, vi ser i den akademiske verden i dag.

Jeg savner AUC

Mit sidste minde om AUC er en kasse på mit kontor.

En af mine fyrede kolleger sendte mig i dag en mail, som Aalborg Universitets ledelse sender ud for tiden.

I forbindelse med den igangværende budget-tilpasningsproces findes der på Aalborg Universitet en række tilbud for både opsagte og ikke-opsagte medarbejdere, som I kan benytte jer af. …

Herefter opremses tilbud om psykologhjælp og jobsøgning, og der indkaldes til et møde med dagsordenen

– Forandringsprocesser og naturlige reaktioner

– Kom godt ud af døren

– Det dynamiske arbejdsmarked i Danmark

– Indhold i outplacement-programmet

Men det, jeg især bemærker, er den sproglige nydannelse budget-tilpasningsproces. Dette er AAU-ledelsens eufemisme for fyringsrunden.

En anden af mine kolleger diskuterer forholdene på AAU på de sociale medier, men tilføjer derefter, at hun hellere må være forsigtig, for hun har ingen eksterne forskningsmidler. Underforstået: Hun er bange for at blive fyret, hvis hun er for kritisk.

Der var engang et sted, der hed AUC. Det lå i Aalborg, havde medarbejderdemokrati, et konsistorium med åbenhed og en venlig rektor, som alle holdt af og som kom rundt og ønskede os glædelig jul, når det blev december. Initiativerne var mange, og de kom fra undervisere, forskere og studerende. Ledelsen var en del af os og underviste og forskede på lige fod med os andre. Når jeg var andre steder henne, fortalte jeg gerne alle, at jeg kom fra AUC.

Lige nu savner jeg og mange andre af mine kolleger på Aalborg Universitet AUC mere end nogensinde før.

Tilbage til spisekammeret

Den store begrundelse for at have køleskabe er selvfølgelig, at madvarer kan holde sig spiselige længere. Men et moderne køleskab udleder mellem 94 og 328 kg CO2 om året ifølge tal fra EU.

Det er kun et par generationer siden, køleskabe var sjældne. Min mormor og morfar havde et spisekammer, hvor det var køligt det meste af året (nogle gange takket være isolering indadtil mod resten af huset). I andre boliger var der svaleskabe, der var skabe med direkte forbindelse ud af huset. På landet var der nogle steder frysehuse, hvor der var en stor, fælles dybfryser til de madvarer, der ikke kunne opbevares i spisekamre eller svaleskabe.

Endnu engang er det min fornemmelse, at en god vane fra gamle dages resursebevidsthed er gået tabt. De fleste lande i den rige verden ligger i egne, hvor vejret (endnu) er køligt en stor del af året. En mulighed for at spare energi vil i disse lande være at gå tilbage til at have spisekamre og svaleskabe, der kan udnytte de lave udetemperaturer i kombination med en ændret madkultur, hvor man enten går væk fra dybfrost eller genindfører frysehusene. Det ville kunne skabe arbejdspladser og give en god mulighed for at gentænke isoleringskravene til boliger.

Endnu et fyringsmøde på AAU


Jeg og mange andre troede, at fyringerne på Aalborg Universitet var slut nu. Men i dag skulle jeg deltage som bisidder i endnu et fyringsmøde. Denne gang var det en yngre medarbejder, der var ansat i et forskningsprojekt, der pludselig stoppede. Om det var tilfældet at penge fra projektet skulle bruges til at “lappe huller” skabt af den dårlige økonomiske situation, var uklart. Og måske finder vi aldrig ud af det.

Det bliver aldrig rutine for mig at være bisidder til fyringsmøder. Når jeg taler med dem, der skal fyres, har jeg i alle tilfælde set de samme reaktioner: De spekulerer på hvad der mon er den egentlige årsag til at de skal fyres, og de spekulerer på hvad de dog skal gøre nu. Efter fyringsmødet spørger jeg dem, hvad de gør lige nu. Alle vil bare hjem med det samme. Sådan var det også i dag.

Jeg kan i øvrigt bemærke, at den kollega, der skulle fyres i dag, også har forsket i årsagerne til at koralrevene nu dør. Årsagen er den globale opvarmning, ikke alt muligt andet.

Kineserne med deres svømmefødder

Afblegningen af Great Barrier Reef på grund af den globale opvarmning.
Foto: ARC Centre of Excellence for Coral Reef Studies/ Mia Hoogenboom.

Hvis man gerne vil finde ud af mere om de partier, der slår sig op på nogle meget begrænsede enkeltsager, kan det være spændende at spørge deres repræsentanter om deres holdninger til en problemstilling, der ligger uden for enkeltsagens område. Det kunne f.eks. være interessant at spørge Hizb-ut-Tahrir, hvad de mon synes om uddannelsesloftet eller en motorvej over Egholm.

I dag får den kvinde, der er leder af det nu opstillingsberettigede Nye Borgerlige, mulighed for at udtale sig om partiets holdning til klimaforandringerne i et langt interview over to sider. Det er spændende læsning, for det bliver hurtigt helt tydeligt, at hun (og dermed også partiet) ikke rigtig mener, at der skal gøres noget. Problemerne er måske alvorlige, men det hele løser sig på en eller anden måde af sig selv.

Interviewets højdepunkt kommer herunder.

– Omvendt kan man vel sige, at flytrafikken bidrager til at ødelægge koralrevene?

»Hvis vi taler ødelagte koralrev i Thailand, er det min klare opfattelse, ud fra det jeg har set, at det største problem er kinesere, der vælter ud i vandet med redningsveste på, fordi de ikke kan svømme, og så ligger de og ødelægger havbunden med deres svømmefødder. Det er dødærgerligt og irriterende.«

Marinebiologer har i de seneste år konkluderet, at den globale opvarmning skaber højere vandtemperaturer som korallerne ikke kan tåle. Man kan se dette i form af afblegning af revene; tilbage i 2016 døde 30 procent af korallerne i det enorme Great Barrier Reef på denne måde.

Det kunne selvfølgelig også skyldes kineserne og deres svømmefødder. Jeg ved dog ikke helt hvordan.

Hvad lærer man af en nedtur?

Det var overraskende for mig at læse, at Henrik Sass Larsen har haft en depression. Det er nok ikke kun mig, der altid har tænkt på ham som en hård og arrogant person, men med depressionen kom en voldsom følelse af hjælpeløshed over ham. Min første tanke var, at han måske lærer noget af alt dette og bliver mindre hård og arrogant.

Hvis Henrik Sass Larsens periode med depression kan få ham til at tænke sig om og måske endda tænke på om psykiatrien har tilstrækkeligt gode vilkår i Danmark, vil meget være vundet. Men lærer man nødvendigvis noget nyt af af opleve voldsom modgang? Jeg tvivler. I så fald skulle f.eks. hjemløse og ofre for partnervold være usædvanligt stærke. Det er de som bekendt langt fra altid. For to et halvt år siden skrev jeg her om hvordan mange politiske tiltag i disse år er baseret på en idé om at man skal opleve modgang og derigennem blive stærkere.

Jeg kan frygte, at Henrik Sass Larsens periode med depression bare ender med at forstærke hans eksisterende karaktertræk. I et interview taler han således først om at psykologen rådede ham til at få et andet arbejde, men til sidst røber han, at han stadig gerne vil være finansminister.

Den taknemmelige flygtning?

En lille tysk flygtningedreng hilser på den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der var leder af Flygtningeadministrationen. Billedet er fra perioden 1945-1949.

Der er et mønster i debatten om flygtninge i Danmark, der er påfaldende på en træls måde. Nogle flygtninge bliver hurtigt så gode til at læse og skrive dansk, at de får lyst til at deltage i den offentlige debat med debatindlæg og kommentere de forhold, de lever under i Danmark. Det, de oplever, er meget ofte en bestemt slags reaktioner. Her er to eksempler fra denne måned.

I dag er der en kronik i dagbladet Information, hvor en kurdisk flygtning fra Iran udtrykker sin bekymring over hvad han oplever i Danmark.

I 2014 søgte jeg asyl i Danmark. Mit håb var, at jeg med base her kunne bruge de rettigheder, som det danske demokrati sikrer, til at kæmpe videre imod racismen i mit hjemland. … Efter snart fem år i Danmark må jeg sande, at selv i et land, der har næsten 200 års demokratiske erfaringer at trække på, trives de overlegenhedsfølelser, som racismen bygger på, fortsat.

I kommentarsporet efter kronikken kom der hurtigt mange kommentarer om at forfatteren til kronikken var utaknemmelig og at danskere ikke er racister: De negative reaktioner er en nødvendig reaktion på flygtningene i Danmark. Mange af kommentarerne kommer derefter frem med nogle meget negative udsagn om flygtninge i Danmark.

En ung flygtning fra Syrien, der går i gymnasiet, skrev i sidste uge et andet debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun udtrykte sig meget mere positivt. Hendes indlæg slutter:

Jeg har lært, at de racistiske og negative kommentarer og beskeder, jeg altid får, fordi jeg er aktiv i medierne, skal gøre mig endnu stærkere. Det må ikke svække mig eller være en grund til, at jeg opgiver kampen. Jeg har lært, at jeg ikke må hade dem, der skriver negative og racistiske ting til mig, men at jeg skal lytte til dem og kæmpe for at ændre deres synspunkter. Jeg har lært at elske mig selv, som jeg er. Jeg har også lært, hvad kærligheden og håbet er. Jeg har fået meget kærlighed i mit liv: kærlighed fra min familie og venner, kærlighed fra de flygtninge og indvandrere, der tror på mig, støtter mig og ser mig som deres stemme i medierne, og kærlighed fra alle de danskere, der står på min side og hjælper mig med at føle mig velkommen i Danmark. Jeg har lært, at kærlighed er livsvigtig og er stærkere end alt det had, der findes i vores store verden.

Men også i dette kommentarspor var kommentarerne af fuldstændig samme art som dem, der kom på kronikken i Information. Ja, jeg vil endda sige at kommentarerne til indlægget i Jyllands-Posten var endnu mere negative.

Selvfølgelig kan jeg forstå, at det kan være hårdt at blive kritiseret og at man føler et behov for at forsvare sig. Men jeg bemærker to forhold.

For det første, at mange af svarene reelt bekræfter det udsagn om negative holdninger til flygtninge, som det oprindelige debatindlæg omtaler.

For det andet, at der tilsyneladende er en holdning om at flygtninge først og fremmest skal være taknemmelige og kun ytre sig for at vise deres taknemmelighed. Og måske er de endda “indbildte flygtninge”, der faktisk ikke burde være i Danmark. Det er også en holdning, man nogle gange ser til andre grupper i befolkningen – f.eks. de arbejdsløse. De skal være taknemmelige, fordi “vi” giver dem mulighed for at få dagpenge og skal ikke kritisere de forhold, som “vi” er nødt til at byde dem. Måske er de arbejdsløse endda “indbildt arbejdsløse”.

Jeg synes selv, det er godt og meget vigtigt, at de mennesker, der er eller oplever sig selv som marginaliserede i samfundet, kommer til orde og fortæller, hvordan de oplever marginaliseringen. Man kan ikke lave politik hen over hovedet på nogen. Arbejdsløse er kun i ringe tal politisk aktive, og udenlandske statsborgere kan i stort omfang slet ikke deltage i den politiske proces. Men mange af kommentarerne går mest ud på at få de pågældende mennesker til at tie stille og være taknemmelige.

Et godt valg?

Foto: Mogens Engelund

For 30 år siden, mens jeg boede i Edinburgh, var jeg på sommerferie i Danmark, og sammen med min mor besøgte jeg Skagens Museum. Min mor bemærkede under besøget, at den mand, der stod lidt væk, var Klaus Riskær Pedersen. Det var første gang, jeg hørte om ham. Min mor kunne fortælle mig, at hans far var Knud Pedersen, der var med i den legendariske Churchill-klub – den første danske modstandsgruppe under 2. verdenskrig, som i øvrigt blev stiftet på Aalborg Katedralskole. Senere kom jeg til at dele lejlighed i Edinburgh med en dansker, der havde stemt på Klaus Riskær Pedersen – og jeg skulle igen mindes om hvem manden var.

Og nu stiller Klaus Riskær Pedersen så op til folketingsvalget. adskillige konkurser, retssager, domme og fængselsophold senere. Det har han lov til, for han har udstået sin straf. Og han forsøger at markedsføre sig selv som en “anstændig borgerlig politiker”, for det er nu blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Men jeg håber, at ingen vil stemme på ham, for Klaus Riskær Pedersen er alt andet end anstændig. Det siger jeg ikke fordi han har en kriminel fortid som sådan, men fordi hans kriminelle fortid er så lang og grov, som den er, og fordi han er skoleeksemplet på opportunisme. Der er ingen grund til at forære alle de andre danske politikere, der er opportunister eller har et tvivlsomt forhold til lovgivningen, men ikke f.eks. har tømt et ejendomsselskab for 1,4 milliarder, en lynafleder, så de kan fremstå i et bedre lys.

Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.