Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.

(Visited 104 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar