Innovationsslottet og fyringsrunden

Kilde: Bygningsstyrelsen

Dette er en tegning af det såkaldte Science & Innovation Hub på Aalborg Universitet, som skal være et nybyggeri på 8500 kvadratmeter med laboratorier, digitale værksteder, faciliteter til virksomhedssamarbejde, inkubatormiljø, kontorer osv. Hele herligheden kommer til at koste 200 millioner kroner; A.P. Møller-fonden bidrager med halvdelen, men den anden halvdel skal Aalborg Universitet selv betale.

Jeg ved ikke, hvem der har bedt om at få det nye innovationsslot. Det er i al fald ikke universitetets medarbejdere. Vi befinder os som bekendt i en situation, hvor AAU pludselig skal spare omkring 100 millioner kroner og bruger det som begrundelse for at fyre lektorer og professorer og hvor der bliver færre medarbejdere til at undervise flere studerende. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at nogle af dem, der nu er blevet fyret, var medlemmer af og kritiske røster i institutråd og akademisk råd.

I næste uge når fyringsrunden frem til TECH-fakultet, og her skal jeg igen være bisidder ved fyringsmøderne.