Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

(Visited 374 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar