…kan medføre gener for nogle… (Fyringerne på TECH)

I dag og i morgen slutter den igangværende fyringsrunde på Aalborg Universitet; nu er det medarbejdere på TECH-fakultetet, der bliver fyret. Der er denne gang ikke nogen af de fyrede i Aalborg, der er medlemmer af Dansk Magisterforening, så jeg skal ikke være med som bisidder ved fyringsmøderne. Personligt er det en lettelse for mig, men de kolleger, som i dag og i morgen bliver fyret, vil opleve at deres liv bliver forandret på helt afgørende vis.

Denne sidste del af fyringsrunden blev for nylig fremrykket. Dekanen for TECH-fakultetet skrev i en mail ud til alle at

Dette er resultatet af en god drøftelse og grundige overvejelser, da beslutningen i sagens natur kan medføre gener for nogle, men konklusionen er, at det overvejende er til medarbejdernes bedste at få besked hurtigst muligt.

Det er interessant, at AAUs ledelse på denne måde oplever sig selv som åben og hensynsfuld og indrømmer, at en fyring “kan medføre gener for nogle”. Det må siges at være årets underdrivelse.

Under alle omstændigheder har fyringsrunderne på afgørende vis forandret det tillidsforhold, der måske engang har været mellem ledelse og ansatte på Aalborg Universitet. Jeg kan ikke sige noget pænt om AAUs ledelse, og alle de kolleger, jeg har talt med på det seneste, har det på samme måde. Vi taler om at protestere, og protesterne vil komme, selv om der også har været en følelse af afmagt. Det menneskesyn, som efterhånden åbenbarer sig, er ikke et, der burde herske på et universitet (eller på nogen anden arbejdsplads).