Men jeg er optimist

Tidligere i dag skrev jeg endnu et indlæg her om noget, der optager mig meget. Man kan sagtens få den tanke, at jeg er pessimist. Men faktisk er jeg optimist. Ikke i den forstand, at vi mennesker bare kan lade stå til og fortsætte som vi plejer, og at alt nok skal blive godt af sig selv. Tværtimod. Der er en masse kynisme, had, ligegyldighed, profitjagt og ødelæggelse af miljøet i verden i dag, som skal bekæmpes. Men der har også været en masse forandringer, der alle har skyldtes at mennesker har handlet og har kæmpet for en bedre verden og bekæmpet det, der var forkert. Hvis jeg var pessimist, ville jeg ikke være aktivist i de sammenhænge, hvor jeg er det. Universitetsdemokratiet blev indført sidst i 1960’erne efter lang tids kamp fra studerende og løstansatte – og vi kan indføre det igen. Der var hul i ozonlaget, men der blev gjort noget efter lang tids kamp fra miljøorganisationerne. De fleste lande havde engang dødsstraf. Sådan er det ikke mere.

En ung miljøaktivist som Greta Thunberg fra Sverige (som jeg bestemt ikke tør sammenligne mig med) har et alvorligt budskab, men hun er også optimist – hun tror på at vi kan skabe forandringer. Nogle vil sige, at alt er forgængeligt og at alt er ligemeget (og det hele går alligevel til administration osv.), men den slags er bare resignation. Selv om alt skal bort, kan vi jo også kæmpe for at alt det, der er vigtigt for os lige nu, ikke skal forgå før tiden er inde.

Det er vi nødt til, og jeg tror på at vi mennesker er i stand til at skabe det gode. Og her er det os, der ikke er magthavere, der i sidste ende kan skabe forandringerne, ikke alle dem, der er ministre eller drømmer om at blive det. Sådan er min optimisme.

(Visited 204 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar