Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.

(Visited 102 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar