Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.

(Visited 88 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar