Et godt valg?

Foto: Mogens Engelund

For 30 år siden, mens jeg boede i Edinburgh, var jeg på sommerferie i Danmark, og sammen med min mor besøgte jeg Skagens Museum. Min mor bemærkede under besøget, at den mand, der stod lidt væk, var Klaus Riskær Pedersen. Det var første gang, jeg hørte om ham. Min mor kunne fortælle mig, at hans far var Knud Pedersen, der var med i den legendariske Churchill-klub – den første danske modstandsgruppe under 2. verdenskrig, som i øvrigt blev stiftet på Aalborg Katedralskole. Senere kom jeg til at dele lejlighed i Edinburgh med en dansker, der havde stemt på Klaus Riskær Pedersen – og jeg skulle igen mindes om hvem manden var.

Og nu stiller Klaus Riskær Pedersen så op til folketingsvalget. adskillige konkurser, retssager, domme og fængselsophold senere. Det har han lov til, for han har udstået sin straf. Og han forsøger at markedsføre sig selv som en “anstændig borgerlig politiker”, for det er nu blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Men jeg håber, at ingen vil stemme på ham, for Klaus Riskær Pedersen er alt andet end anstændig. Det siger jeg ikke fordi han har en kriminel fortid som sådan, men fordi hans kriminelle fortid er så lang og grov, som den er, og fordi han er skoleeksemplet på opportunisme. Der er ingen grund til at forære alle de andre danske politikere, der er opportunister eller har et tvivlsomt forhold til lovgivningen, men ikke f.eks. har tømt et ejendomsselskab for 1,4 milliarder, en lynafleder, så de kan fremstå i et bedre lys.