Jeg savner AUC

Mit sidste minde om AUC er en kasse på mit kontor.

En af mine fyrede kolleger sendte mig i dag en mail, som Aalborg Universitets ledelse sender ud for tiden.

I forbindelse med den igangværende budget-tilpasningsproces findes der på Aalborg Universitet en række tilbud for både opsagte og ikke-opsagte medarbejdere, som I kan benytte jer af. …

Herefter opremses tilbud om psykologhjælp og jobsøgning, og der indkaldes til et møde med dagsordenen

– Forandringsprocesser og naturlige reaktioner

– Kom godt ud af døren

– Det dynamiske arbejdsmarked i Danmark

– Indhold i outplacement-programmet

Men det, jeg især bemærker, er den sproglige nydannelse budget-tilpasningsproces. Dette er AAU-ledelsens eufemisme for fyringsrunden.

En anden af mine kolleger diskuterer forholdene på AAU på de sociale medier, men tilføjer derefter, at hun hellere må være forsigtig, for hun har ingen eksterne forskningsmidler. Underforstået: Hun er bange for at blive fyret, hvis hun er for kritisk.

Der var engang et sted, der hed AUC. Det lå i Aalborg, havde medarbejderdemokrati, et konsistorium med åbenhed og en venlig rektor, som alle holdt af og som kom rundt og ønskede os glædelig jul, når det blev december. Initiativerne var mange, og de kom fra undervisere, forskere og studerende. Ledelsen var en del af os og underviste og forskede på lige fod med os andre. Når jeg var andre steder henne, fortalte jeg gerne alle, at jeg kom fra AUC.

Lige nu savner jeg og mange andre af mine kolleger på Aalborg Universitet AUC mere end nogensinde før.

Tilbage til spisekammeret

Den store begrundelse for at have køleskabe er selvfølgelig, at madvarer kan holde sig spiselige længere. Men et moderne køleskab udleder mellem 94 og 328 kg CO2 om året ifølge tal fra EU.

Det er kun et par generationer siden, køleskabe var sjældne. Min mormor og morfar havde et spisekammer, hvor det var køligt det meste af året (nogle gange takket være isolering indadtil mod resten af huset). I andre boliger var der svaleskabe, der var skabe med direkte forbindelse ud af huset. På landet var der nogle steder frysehuse, hvor der var en stor, fælles dybfryser til de madvarer, der ikke kunne opbevares i spisekamre eller svaleskabe.

Endnu engang er det min fornemmelse, at en god vane fra gamle dages resursebevidsthed er gået tabt. De fleste lande i den rige verden ligger i egne, hvor vejret (endnu) er køligt en stor del af året. En mulighed for at spare energi vil i disse lande være at gå tilbage til at have spisekamre og svaleskabe, der kan udnytte de lave udetemperaturer i kombination med en ændret madkultur, hvor man enten går væk fra dybfrost eller genindfører frysehusene. Det ville kunne skabe arbejdspladser og give en god mulighed for at gentænke isoleringskravene til boliger.