Vor tids tyskerpiger

“Tyskerpiger” tilbageholdes i Aarhus efter Danmarks befrielse.

For tiden er der diskussioner af hvad man skal gøre ved de europæiske statsborgere (danskere, tyskere, briter og andre) der rejste til Syrien og Irak og tilsluttede sig Islamisk Stat. De fleste er enige om at de pågældende mennesker har handlet helt igennem forkasteligt, men der stopper enigheden. Nogle mener, at de pågældende europæere ikke skal kunne vende tilbage til det land, de forlod. Dette er også holdningen hos den danske regering. Til gengæld mener Donald Trump, at de europæiske lande skal lade deres statsborgere, der sympatiserede med Islamisk Stat, vende tilbage, så de kan blive retsforfulgt. Det er underligt at indse, at jeg for første gang faktisk er enig med Donald Trump!

De kvinder, der rejste til Mellemøsten og giftede sig ind i Islamisk Stat, er et særligt komplekst fænomen. Af reaktionerne rundt omkring kan jeg se, at nogle nærer et voldsomt had til dem. Og jeg synes selvfølgelig, at det er forkasteligt at tilslutte sig en grusom og menneskefjendsk gruppering som Islamisk Stat. Men et statsborgerskab må gælde, uanset et menneskes gerninger. Det vil være svært for Danmark at udlevere kriminelle udenlandske statsborgere til udlandet, hvis Danmark ikke også vil acceptere at modtage sine egne kriminelle statsborgere.

Men der er noget andet, jeg også vil bemærke her. Der er for mig at se en tydelig parallel til hadet mod de unge kvinder, der havde forhold til medlemmer af den tyske besættelsesmagt. Efter Danmarks befrielse var der et voldsomt had til “tyskerpigerne”, og på nogle måder var de en form for lynafledere, netop fordi Danmarks rolle i besættelsen havde været mere tvetydig end mange brød sig om at tænke på. På samme måde har mange landes rolle i krigene i Syrien og Irak været temmelig tvetydig, og måske er det også derfor, reaktionerne mod de unge kvinder, der tilsluttede sig Islamisk Stat, er så voldsomme. På én måde burde mange af “tyskerpigerne” være langt nemmere at tilgive, for mange af de omkring 107.000 tyske soldater i Danmark under 2. verdenskrig begik faktisk ikke grusomheder. På en anden måde er historien om “tyskerpigerne” til gengæld voldsommere, for der var mange flere “tyskerpiger” (måske op mod 50.000) end der er unge kvinder, der har sluttet sig til Islamisk Stat.

I begge tilfælde var der tale om unge kvinder, der ikke tænkte sig om.

Skal de skamme sig?

På Instagram er der en konto ved navn aningslosainfluencers (på svensk: aningslösa influencers) der fokuserer på hvordan influencers, dvs. Instagram-brugere med mange følgere, foretager flyrejser og hvordan de dermed udleder en masse CO2. Der er nu også en artikel om dette i dagbladet Information.

Nogle synes, at aningslosainfluencers bedriver udskamning. Og det er heller ikke rart at blive påtalt offentligt for sin adfærd. For influencers på Instagram er sagen for mig at se imidlertid enkel: her er tale om mennesker, der fremstår som forbilleder for mange. Derfor bør man påtale deres adfærd, når den ikke er forbilledlig. Men hvad så med alle dem, der ikke er influencers?

Jeg skriver selv nogle gange en kommentar, hvis nogle af mine kontakter på de sociale medier lægger billeder op fra rejser, de kun kan have foretaget med fly. Men jeg ved at de pågældende mennesker måske bliver kede af det og måske også synes, at jeg er utroligt irriterende. Og det er kun få måneder siden, jeg selv besluttede mig til aldrig at flyve mere, så jeg var selv i en ikke så fjern fortid blandt dem, der belastede miljøet voldsomt ved at rejse med fly. Så man vil kunne anklage mig for at være en af “de sidste dages hellige”. Samtidig ved jeg imidlertid også, at de pågældende mennesker ofte er nogen, jeg deler mange holdninger med, og jeg tror derfor, at jeg nemmere vil kunne påvirke netop dem til at ændre adfærd.

Så jeg har efterhånden indset, at jeg er nødt til at gøre det svære: at være irriterende.. Som jeg selv skrev her på bloggen helt tilbage i 2011:

Selv vil jeg gerne kunne anlægge en saglig vinkel og argumentere uden at virke forurettet, men nogle gange er man nødt til at være det, der på engelsk hedder en killjoy. Jeg prøver at minde mig selv om at det ikke er de konfliktsky mennesker, der forandrer verden til det bedre.

Det er træls at ødelægge den “gode stemning”, men det er værre at ødelægge miljøet og ikke få kritik for det. Så nu er alle advaret: der kommer til at være flere kommentarer fra mig på Facebook til de af mine venner, der rejser med fly.

Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.

Men jeg er optimist

Tidligere i dag skrev jeg endnu et indlæg her om noget, der optager mig meget. Man kan sagtens få den tanke, at jeg er pessimist. Men faktisk er jeg optimist. Ikke i den forstand, at vi mennesker bare kan lade stå til og fortsætte som vi plejer, og at alt nok skal blive godt af sig selv. Tværtimod. Der er en masse kynisme, had, ligegyldighed, profitjagt og ødelæggelse af miljøet i verden i dag, som skal bekæmpes. Men der har også været en masse forandringer, der alle har skyldtes at mennesker har handlet og har kæmpet for en bedre verden og bekæmpet det, der var forkert. Hvis jeg var pessimist, ville jeg ikke være aktivist i de sammenhænge, hvor jeg er det. Universitetsdemokratiet blev indført sidst i 1960’erne efter lang tids kamp fra studerende og løstansatte – og vi kan indføre det igen. Der var hul i ozonlaget, men der blev gjort noget efter lang tids kamp fra miljøorganisationerne. De fleste lande havde engang dødsstraf. Sådan er det ikke mere.

En ung miljøaktivist som Greta Thunberg fra Sverige (som jeg bestemt ikke tør sammenligne mig med) har et alvorligt budskab, men hun er også optimist – hun tror på at vi kan skabe forandringer. Nogle vil sige, at alt er forgængeligt og at alt er ligemeget (og det hele går alligevel til administration osv.), men den slags er bare resignation. Selv om alt skal bort, kan vi jo også kæmpe for at alt det, der er vigtigt for os lige nu, ikke skal forgå før tiden er inde.

Det er vi nødt til, og jeg tror på at vi mennesker er i stand til at skabe det gode. Og her er det os, der ikke er magthavere, der i sidste ende kan skabe forandringerne, ikke alle dem, der er ministre eller drømmer om at blive det. Sådan er min optimisme.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Gymnasierne fyrer også

Det er ikke kun Aalborg Universitet, der fyrer. De danske gymnasier fyrer også lærere i stort tal; over hele landet er der varslet et trecifret antal fyringer. Og her kan man ikke føre fyringerne tilbage til dårlig økonomistyring eller ønsker fra en ledelse om omorganisering – det er “bare” de årlige besparelser på 2 procent på uddannelsessektoren, der blev videreført i den seneste finanslov, som nu slår igennem.  Gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser (VUC, SOSU og erhvervsuddannelserne) får i perioden 2016 til 2022 10,8 milliarder kroner mindre.

Regeringen hævder, at pengene fra 2022 skal føres tilbage til uddannelsessektoren (!!), men da har lærerne allerede været fyret i en årrække. Der skal være folketingsvalg i år, og disse nedskæringer bør også være et tema – og endnu en grund til at tænke sig om, inden man stemmer.

Vi er alle i samme bygning

Skjernvej 4A.
Kroghstræde 3.

I forbindelse med fyringsrunden på Aalborg Universitet sker der det, at Institut for Kultur og Globale Studier bliver indlemmet i Institut for Læring og Filosofi. Beslutningen om denne sammenlægning kom fra dekanerne for HUM-og SAMF-fakulteterne og blev annonceret på et medarbejdermøde i denne uge. Det hele er gået stærkt; Institut for Læring og Filosofi har netop fået en ny institutleder, men han er tilsyneladende ikke blevet inddraget i beslutningen om at han skulle være leder af et meget større institut end han troede. Hvad har de to institutter til fælles? De to institutter er begge tværfakultære institutter under HUM og SAMF. Derudover har de ikke så meget til fælles rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Kroghstræde 3.

Sidste år blev det pludselig meddelt, at administrationen af Institut for Matematiske Fag skulle lægges ind under administrationen af Institut for Materialer og Produktion. Jeg var gæst ved det møde på Institut for Matematiske Fag, hvor beslutningen blev meddelt, og jeg husker meget tydeligt at alle var chokerede. Hvad har de to institutter til fælles? Ikke så meget rent fagligt, men de befinder sig i samme bygning, nemlig Skjernvej 4A, og er begge under ENG-fakultetet. Det var AAUs ledelse, der havde ønsket, at de to institutter skulle dele adresse, efter at Institut for Matematiske Fag i mange år havde været på Fredrik Bajers Vej 7G.

Ved fyringsrunden i år blev Institut for Elektroniske Systemer ramt; det blev Institut for Datalogi ikke. I sommeren 2019 skal Institut for Datalogi formodentlig flytte til Fredrik Bajers Vej 7D og 7E, hvor Institut for Elektroniske Systemer allerede findes. Begge institutter er under TECH-fakultetet. Den kommende flytning er et krav fra AAUs ledelse. Jeg kan ikke undgå at spekulere på, om ledelsen mon har endnu en institut-sammenlægning i tankerne.

Hold ud?

Dette er dag 1 efter massefyringerne på Aalborg Universitet, en fyringsrunde der ikke vil blive glemt foreløbig. 107 blev fyret alt i alt i kontrast til de 30 fyringer, AAUs ledelse talte om i efteråret. Lige nu har ledelsen meget travlt med at glatte ud.

Dekanen for TECH-fakultetet skriver i dag i en mail til alle de endnu ansatte at

Det er naturligvis en utryg situation for de berørte, og vi har som tidligere beskrevet derfor tilbudt forskellige former for hjælp til at komme videre – bl.a. rådgivning og outplacement. Det er også vigtigt for fakultetet og institutter at komme videre, selvom rammerne som følge af besparelserne kan være anderledes. Det kan kun lykkes ved en fælles indsats.

(Outplacement er i parentes bemærket et begreb brugt af konsulentfirmaet Ballisager, der lever af jobsøgningsforløb for dem, der bliver fyret.)

Selvfølgelig kan ledelsen komme videre. Men hvordan er det, ledelsen forestiller sig, at menige medarbejdere skal komme videre? Nogle forskningsmiljøer er på vej til at forsvinde; to institutter skal slås sammen her efter fyringsrunden med alt hvad det indebærer. Blandt de fyrede er, så vidt jeg erfarer, censorformænd, studienævnsmedlemmer og indtil flere, der har været Årets underviser. Det ser ud som om bestemte aldersgrupper er særlig talrigt repræsenteret blandt de fyrede, og her tænker jeg på medarbejdere mellem 55 og 62.

Og hvad dekanen glemmer, er at dette ikke blot er en utryg situation for dem, der er blevet fyret – det har været og er en utryg situation for alle os ansatte, der ikke er del af AAUs ledelse. Og når han tilmed bruger vendingen “…i indeværende afskedigelsesrunde…”, bliver jeg selv ikke mindre utryg.

Endnu en oliekonflikt

Foto: France24.com.

Jeg kan ikke sige noget positivt om Maduro-regimet i Venezuela. Som Amnesty International har dokumenteret, foregår der omfattende krænkelser af menneskerettighederne i Venezuela. Flere og flere venezuelanere flygter til andre lande og søger asyl. Menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt.

Men der er ét aspekt af hele krisen om Venezuela, som man kun sjældent taler om: Venezuela har verdens største oliereserver og har gennem en lang årrække været blandt verdens ti største eksportører af råolie (men er det ikke for tiden). Tilmed går 45 procent af Venezuelas eksport af olie til USA.

På denne måde er der en parallel til situationen i Irak i 2003. Og som så ofte før taler lande som USA pludselig om udemokratiske og undertrykkende regimer (og Maduro-regimet er et sådant) og om social ulighed i befolkningen på en måde, de ellers ikke er kendt for at gøre. På denne måde dækker de tilsyneladende hensyn til menneskerettighederne over det, der dybest set bare er økonomiske interesser.

Et andet eksempel på at storpolitiske konflikter reelt handler om økonomiske interesser mere end om så meget andet, er det mindst lige så plagede Afghanistan. I 1980erne viste det sig, at Afghanistan har store resurser af metaller – jern, kobber, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der har stor betydning for elektronikindustrien.

…kan medføre gener for nogle… (Fyringerne på TECH)

I dag og i morgen slutter den igangværende fyringsrunde på Aalborg Universitet; nu er det medarbejdere på TECH-fakultetet, der bliver fyret. Der er denne gang ikke nogen af de fyrede i Aalborg, der er medlemmer af Dansk Magisterforening, så jeg skal ikke være med som bisidder ved fyringsmøderne. Personligt er det en lettelse for mig, men de kolleger, som i dag og i morgen bliver fyret, vil opleve at deres liv bliver forandret på helt afgørende vis.

Denne sidste del af fyringsrunden blev for nylig fremrykket. Dekanen for TECH-fakultetet skrev i en mail ud til alle at

Dette er resultatet af en god drøftelse og grundige overvejelser, da beslutningen i sagens natur kan medføre gener for nogle, men konklusionen er, at det overvejende er til medarbejdernes bedste at få besked hurtigst muligt.

Det er interessant, at AAUs ledelse på denne måde oplever sig selv som åben og hensynsfuld og indrømmer, at en fyring “kan medføre gener for nogle”. Det må siges at være årets underdrivelse.

Under alle omstændigheder har fyringsrunderne på afgørende vis forandret det tillidsforhold, der måske engang har været mellem ledelse og ansatte på Aalborg Universitet. Jeg kan ikke sige noget pænt om AAUs ledelse, og alle de kolleger, jeg har talt med på det seneste, har det på samme måde. Vi taler om at protestere, og protesterne vil komme, selv om der også har været en følelse af afmagt. Det menneskesyn, som efterhånden åbenbarer sig, er ikke et, der burde herske på et universitet (eller på nogen anden arbejdsplads).