Overlad det til de andre

Verdenskort med det centralt beliggende Danmark. Kilde: Wikimedia Commons.

Jens Philip Yazdani husker mange som den velformulerede gymnasieelev fra Aarhus, som var med i Debatten på DR2 i efteråret 2016 og her kolliderede med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti der “ikke kunne vide om” Jens var dansker. Senere blev Jens faktisk formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og er nu studerende på Københavns Universitet. For nylig har han skrevet et meget rammende indlæg på RÆSON, som er værd at læse.

Hans vigtige observation (men læs Jens’ indlæg!) er at dansk politik i dag anskuer alle problemer som “danske” problemer og at de helst skal løses ved – at overlade dem til udlandet. Det er paradokset i nationalismen i sin essens: “Vores” land er noget særligt og har en særlig styrke, men er samtidig så afmægtigt, at andre skal løse “vores” problemer.

Danskfødte kriminelle uden dansk statsborgerskab bliver udvist til lande, hvor de aldrig har boet. Så skal deres nye hjemlande leve med deres kriminalitet, selv om den skyldes en opvækst i Danmark. Danske Syriens-krigere med dansk statsborgerskab skulle helst, stod det til regeringen og andre, ikke udleveres til Danmark. Så kan Syrien og andre lande leve med de pågældende, også ganske farlige personer. Og mennesker på flugt, der flygter til Danmark, skal ideelt set ikke være i Danmark – men overlades til andre lande. Hvis der er mennesker på flugt i Danmark, skal de helst gemmes af vejen indtil de igen kan overlades til udlandet.

Den samme tendens ser vi i miljøpolitik. Den globale opvarmning er ikke et “dansk” problem og skal derfor overlades til udlandet. Og i det omfang, der er tale om et “dansk” problem, er der ikke så meget, “vi” kan eller skal gøre ved det.

Det internationale udsyn er blevet væk, og det er på tide at finde det igen.

Fyringsrunden når frem til medierne

Det tog lang tid at få de landsdækkende medier til at opdage fyringsrunden på Aalborg Universitet. I dag er der et debatindlæg om fyringsrunden, hvor jeg og 14 af mine kolleger fra alle fakulteter kritiserer den måde, situationen udviklede sig og blev håndteret på.

Også i Magisterbladet bringer et indlæg om fyringsrunden. Det er skrevet af Morten Ejrnæs, der er en af initiativtagerne til indlægget i Politiken. ForskerForum bringer et interview med en af dem, der er blevet fyret. I ScienceForum er der et andet indlæg af Morten Ejrnæs og mig. Der er endda en artikel i DJØF-bladet – det er særligt interessant, når man husker at DJØF også organiserer store dele af ledelsen og ledelsens sekretariat.

Forhåbentlig vil krisen på AAU ikke glemt, men blive anledningen til at vi kan få gjort noget ved de dybt kritisable forhold, der nu kendetegner Danmarks universiteter.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

Trends i terrorisme?

I dag var der så endnu en grusom forbrydelse, hvor en yngre mand dræbte tilfældige mennesker – og denne gang var det i Utrecht. Tilbage i 2016 og 2017 var der en stribe angreb på tilfældige mennesker i Nice, Berlin, London, Stockholm og New York, alle begået af yngre mænd. Det skrev jeg om her i maj 2017. Alle disse angreb havde noget fælles: Gerningsmanden havde med høj hastighed kørt et motorkøretøj ind i en folkemængde.

Siden er masseskyderierne vendt tilbage som foretrukken drabsform; en af grundene er måske de afspærringer, som er blevet sat op mange steder og på den måde er med til at gøre bilangreb sværere. Men måske er der også andre forklaringer. Julia Ebner fra Institute for Strategic Dialogue, der er en tænketank i London som fokuserer på voldelig ekstremisme, udtalte for få dage siden, at det var sandsynligt at der kunne komme copycat-angreb efter massakren i Christchurch. Måske er dagens drab i Utrecht et eksempel på netop dét.

I en artikel fra 2010 skrev forskeren Brigitte Nacos fra Columbia University i USA om copycat-terrorisme. Formodentlig var bilangrebene i 2016-2017 en sådan grusom trend, mens vi nu skal se endnu en bølge af skyderier rettet mod tilfældige mennesker.

Brigitte Nacos hæfter sig ved at medierne spiller en stor rolle i at skabe trends inden for terrorisme. De gør de, fordi alle beretningerne fra voldshandlingerne er med til fortælle alle, hvilke former for vold, der kan skabe mest ødelæggelse og mest død. Jeg synes selvfølgelig ikke, at medierne skal lade være med at dække disse grufulde hændelser, men man kunne tænke over, hvad det egentlig er vigtigt at berette og hvorfor. De udpenslede beretninger om hvad der er sket ved tidligere, tilsvarende forbrydelser er strengt taget kun sensationalisme. Selv bemærker jeg heldigvis, at der denne gang er særligt fokus på ofrene for massakren i Christchurch og deres livshistorier, så alle kan se, at det var tilfældige mennesker som dig og mig, hvis liv sluttede så brat.

En anden slags hjælp til nærområderne

Somaliske flygtninge flygter fra oversvømmelserne i Dadaab i Kenya. Foto: UNHCR.

Når man hører om den danske regerings flygtningepolitik, bliver det hurtigt klart, at den mest går ud på at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark. Og man taler om “flygtningekrisen” og om hvordan den kræver hurtig handling. Ofte tales der også i et ukonkret tonefald om vigtigheden af at “hjælpe i nærområderne”. Og man indfører en skelnen mellem “flygtninge” og “migranter”, hvor man typisk underforstår at sidstnævnte ikke burde forlade deres hjemland. Men det er ikke mange gange, man hører danske politikere tale om at fjerne årsagerne til at mennesker bliver drevet på flugt. Det er bestemt heller ikke alle danske politikere, der taler om en flygtningekrise, der også taler om en klimakrise, der kræver hurtig handling.

I New York Times er der en interessant artikel af Lauren Markham om de mange mennesker, der flygter fra konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR er mere end 22,5 millioner mennesker siden 2008 blevet drevet på flugt af ekstremt vejr. Mange flygter på grund af ændrede nedbørsmønstre, der gør det umuligt at leve af landbrug. Nogle flygter nordpå mod USA fra Mellemamerika, hvor tørken i Guatemala og El Salvador gør det umuligt at ernære sig som kaffebønder. Andre flygter sydpå mod Kenya fra Ethiopien, hvor tørken også gør det umuligt at fortsætte med at leve af at dyrke jorden.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den svigtende kornhøst i Syrien var med til at drive fødevarepriserne i vejret og dermed til at udløse de uroligheder, der førte til borgerkrigen.

De mennesker, der flygter fra klimaforandringerne, er ikke personligt forfulgte, men det, de flygter fra, er lige så reelt som en krig. Hvis man skal tale om flygtninge i den kommende valgkamp og om “hjælp i nærområderne”, bør det ske ud fra en erkendelse af at klimaforandringerne driver mennesker på flugt og af at en helt fundamental form for hjælp til nærområderne må være at få standset klimaforandringerne så hurtigt som overhovedet muligt.

FNs dag mod racisme

I 1966 erklærede FN den 21. marts for dagen for bekæmpelse af racisme og diskrimination. Man valgte denne dag, fordi det var den 21. marts 1960, at politiet dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville i Sydafrika.

I dag markerede Stay Human-netværket dagen med en demonstration i Aalborg med tilslutning fra lokale organisationer og partier. Optoget gik fra John F. Kennedys Plads til Teglgårds Plads ved Nordkraft; undervejs krydsedes vore veje med et optog fra Karneval i Aalborg. Det kunne være endt som noget rod, men det gjorde det sket ikke – Dunkelfolket og andre fra karnevalsoptoget hilste på os, da vi gik forbi.

Rasha Khalife og Khadra Farah holdt en tale. Auri Paz gav sine helt egne fortolkninger af sange fra Peru. Claus Nivaa og Nader Alkasem fremførte deres digte fra Dobbelt-A-digtsamlingen. Og jeg holdt en tale på vegne af Amnesty International. Den kan I læse herunder.

***

Tale ved FNs dag mod racisme.

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, og det er dér, jeg oprindelig kender begrebet fra. Når en naturvidenskabelig teoridannelse bliver falsificeret af observationer, ender man med at skulle erstatte den med en ny teoridannelse, og et nyt paradigme opstår.

Men ordet dukker nu op i en helt anden sammenhæng, nemlig forbindelse med de voldsomme ændringer af dansk asylpolitik som kommer nu. Hvad Thomas Kuhn ville have tænkt om alt dette, ved jeg ikke. Han ville nok have vendt sig i sin grav.

Disse ændringer vil i sidste ende ikke opnå andet end simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

“Paradigmeskiftet” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler reelt om noget helt andet, nemlig at rigtig mange politiske partier ikke vil integrere flygtninge.

Lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal med andre ord genintegreres i deres tidligere hjemland. Det vil så kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her, hvor de er nu? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. 

Vi ved allerede, hvilke psykiske følgevirkninger den store usikkerhed har for de mennesker, der venter i uvished på udrejsecentrene Ellebæk, Kærshovedgård og Sjælsmark. I Amnesty International arbejder vi for at også disse mennesker skal have ordentlige forhold; det har de ikke nu, og for børnefamilier er situationen særligt hård.

“Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

Et af elementerne i den nye lovgivning rettet mod flygtninge er den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Konventionen om flygtninges retsstilling og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden – uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Reglerne rammer imidlertid også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også rammer danske statsborgere og skaber de såkaldte “brøkpensionister”. 

Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke befolkningen til at konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at danske statsborgere bliver ramt – snarere end, at al den lovgivning vi ser i disse år er diskriminerende og et udtryk for at man bestemt ikke mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Christchurch

Foto: New York Times

Jeg er dybt rystet over terrordrabene i Christchurch, hvor 49 mennesker mistede livet. Min søster og hendes forlovede boede der i flere år, og jeg var på besøg hos dem i 2010. Dengang lærte jeg byen at kende som et fredeligt og venligt sted i et på mange måder rigtig dejligt land langt væk. Det er helt ubegribeligt, at en massakre som den, der fandt sted i dag, kunne udspille sig netop dér. Mens jeg var i Christchurch, cyklede jeg ofte forbi det sted, hvor den ene af de to moskeer, som i dag blev ramt, ligger.

Facebook, Google og merværdien

I går aftes var Facebook nede – eller rettede: Jeg kunne ikke tilgå Facebooks tjenester og skrive en statusopdatering. Det var første gang nogensinde, at jeg oplevede et så langvarigt og omfattende nedbrud

Vigtigheden af denne begivenhed gik op for mig, da jeg i dag fik en mail fra Jes Vestergaard, som engang var med i vores Amnesty-gruppe i Aalborg og en overgang endda var med i Amnesty Internationals danske hovedbestyrelse. Jes ville gøre mig opmærksom på en bog af den amerikanske samfundsforsker Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism. Desværre har jeg endnu ikke fået læst bogen, men Jes’ anbefaling og anmeldelsen af den i The Guardian var nok til at jeg bestilte den (hos The Guardian).

Zuboffs pointe er, at de mange data om os, som store firmaer som Facebook og Google samler om os, faktisk er en slags merværdi. I almindeligt lønarbejde sælger arbejderen sin arbejdskraft, men får ikke den fulde værdi udbetalt. Arbejdsgiveren (som retteligt er arbejdskøberen) beholder noget i form af merværdi. På samme måde er oplysningerne om alt det, vi søger efter på Google og alt det, vi skriver til hinanden på Facebook, en merværdi, som de store datasamlende firmaer har glæde af. De bruger merværdien til at målrette reklamer mod os og derved forstærke den “klassiske” kapitalisme. Det er dét, der er overvågningskapitalismen.

Og ligesom konsekvenserne af den klassiske kapitalisme først sent gik op for mange mennesker, og ligesom konsekvenserne af den globale opvarmning først nu er ved at gå op for mange, ligesådan er det med konsekvenserne af overvågningskapitalismen. Og ligeså skræmmende er de faktisk.

Det, der skete i går aftes, var at Facebook en kort overgang ikke vidste, hvad mange af os foretog os og ikke kunne høste merværdi. Og det blev ikke en dårligere aften af den grund, mens det stod på.

Ingen motorvej over Egholm!

Udsigten fra Egholm en smuk Sankthansaften. Foto: Mig.

Nu har regeringen og Dansk Folkeparti lavet en såkaldt infrastrukturaftale, der i tidens ånd hedder Aftale om et sammenhængende Danmark. I aftalen figurerer også en motorvej over Egholm. I aftalen figurerer også en motorvej over Egholm. Transportminister Ole Birk Olesen siger

Vi vil have mindre transporttid. Med infrastrukturplanen kan vi sørge for, at det går hurtigere at transportere sig fra A til B, hvad enten man benytter sig af tog, bus eller bil…

Det er selvfølgelig ikke et tilfælde, at aftalen kommer netop nu, få måneder før et folketingsvalg, og det er heller ikke overraskende at se formuleringen om valgfrihed – det er den formulering om valgfrihed, borgerlige partier altid påkalder sig som argument for at kollektiv trafik ikke skal opprioriteres. Det interessante her er følgende passus i aftalen:

Da nærværende aftale udgør en samlet plan for alle statslige infrastrukturinvesteringer frem mod 2030, indebærer aftalen således også, at Dansk Folkeparti opsiger forliget om Togfonden DK, samt forliget om Bedre og Billigere Kollektiv Trafik ved det kommende folketingsvalg, jf. sædvanlig forligsskik. De takstnedsættelser fra puljen til takstnedsættelser, som allerede er aftalt af forligskredsen bag aftale om Bedre og Billigere, vil fortsat gælde fremadrettet. Udisponerede midler i forligskredsen betragtes hermed som udmøntet. Midlerne i pulje til investeringer til forbedringer af den kollektive trafik, som også er afsat af forligskredsen bag aftale om Bedre og Billigere, er med til at sikre finansiering til en ny pulje til cykel-projekter i hele landet og vedligehold og fornyelse af jernbanen.

Andre partier, der måtte ønske at tilslutte sig aftalen, skal opsige forliget om Togfonden DK samt forliget om Bedre og Billigere Kollektiv ved det kommende folketingsvalg.

Dette betyder nemlig, at aftalen har nogle overraskende bindinger, og især da at den nuværende regering kan fortsætte efter valget. Socialdemokraterne er desværre også opsat på at få lavet en Egholm-motorvej, men det er ikke klart for mig, om de vil lave en særskilt lov om den, hvis det bliver dem, der skal danne regering. De har næppe lyst til at opsige de aftaler, der er nævnt ovenfor – dem var de nemlig selv med til at lave.

Der vigtige er selvfølgelig at blive ved med at kæmpe mod Egholm-motorvejen og i det hele taget mod alle de motorvejsdrømme, der stadig lurer. Ét er den ødelæggelsens vederstyggelighed, som en Egholm-motorvej vil være. Et andet er, at det overhovedet ikke er klart for mig eller for mange andre, hvordan man skulle kunne opnå målene fra Paris-aftalen, hvis man bliver ved med at satse på biltrafik.