Noget at vende hjem til? (Eller: Jeg fik desværre ret)

Der er en meget læseværdig kronik i dagbladet Information af Sedra Al-Yousef, der er medicinstuderende på Københavns Universitet og kom til Danmark som 17-årig. I kronikken skriver hun

I dag bliver jeg fremstillet som ’amoralsk’ af den danske regering og de partier, der vil sende mig hjem, fordi jeg ikke vil tilbage til Syrien. Men er jeg det? Og var min far det?

Debatten om genopbygningen af Syrien er i virkeligheden en blåstempling af, at de, der flygtede, skal vende tilbage til Syrien og underkaste sig Assad, Rusland og Iran, så de kan genopbygge deres regime oven på ligene af de borgere, heriblandt børn, som demonstrerede for demokratiske rettigheder for otte år siden.

Det er derfor ikke mit land, jeg ifølge nogle politikere er forpligtiget til at vende hjem og genopbygge, men Assads land. Jeg skal genopbygge det diktatur, vi demonstrerede imod og i sidste ende flygtede fra.

Det er ikke i sig selv et etisk betinget påbud at “vende hjem”. Men sådan er det blevet i mange borgeres opfattelse af hvad mennesker på flugt bør gøre. Hele den “landegenopbygger”-retorik, som danske politikere så ofte påkalder sig, er blot en nemt gennemskuelig udgave af den strategiske velvilje, der i virkeligheden kun dækker over en afvisning af flygtninge.

Da jeg havde læst kronikken, kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde skrevet her om det samme emne. Tilbage i november 2017 skrev jeg dette, efter der havde været udtalelser fra Dansk Folkeparti om hjemsendelse af flygtninge:

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialdemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Jeg er ked af at måtte indse, at jeg i det store og hele har fået ret i denne forudsigelse. Der er endnu ikke kommet en egentlig “genopbygningsordning”, men alt det andet, jeg forudså, er blevet til virkelighed. Det siger ikke noget om mine profetiske evner, men derimod noget om hvor forudsigelig dansk flygtningepolitik (og vel i det hele taget dansk politik) efterhånden er blevet og om hvor få positive visioner og hvor megen “strategisk velvilje”, der er.

Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

PhD ved et tilfælde

George Dantzig.

En af de mest fascinerende anekdoter i universitetsmatematik er vel beretningen om George Dantzig, manden bag simplex-algoritmen, kendt fra lineær programmering.

I et interview fra 1986 fortæller han, hvordan han i 1939 som første-års PhD-studerende på Berkeley engang kom for sent til en statistikforelæsning med Jerzy Neyman. Dantzig så at Neyman havde skrevet to problemer på tavlen, og han regnede med at der var tale om hjemmearbejde til næste kursusgang. Så gav Dantzig sig til at løse de to problemer; han undskyldte bagefter til Neyman at han afleverede sin besvarelse for sent.

Men det var slet ikke to hjemmeopgaver; det var faktisk to åbne problemer fra matematisk statistik, som Neyman havde skrevet på tavlen – og George Dantzig havde løst dem “i god tro”.

Jeg har ikke kunnet finde ret mange oplysninger om hvad det var for to åbne problemer, men det ene problem handler om det såkaldte Neyman-Pearson-lemma, der fortæller hvordan man finder den stærkeste test for et givet signifikansniveau.

Jerzy Neyman foreslog George Dantzig at publicere sine beviser og lade dem udgøre en PhD-afhandling. Så det gjorde han (Anden Verdenskrig kom ganske vist i vejen for en tid.)

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.

Nu fyrer de i København

Foto: Christian Rasmussen (https://www.flickr.com/photos/apoltix/with/409161054/)

Mine kolleger sidder med efterdønningerne af fyringsrunden på Aalborg Universitet, og intet bliver vel igen som før. Nu kommer der så også en fyringsrunde på Københavns Universitet, og ligesom på Aalborg Universitet begrundes den i nedskæringer og i dimensionering af uddannelserne. Det Humanistiske Fakultet budgetterer fakultetet med en indtægtsnedgang på 57 millioner kroner frem mod 2022. 31 millioner skal findes på lønbudgettet, og det indebærer, at der skal ske fyringer. Det er rigtig ubehageligt, og min og sikkert mange af mine AAU-kollegers sympati går til vores kolleger ovre i København.

En interessant detalje her er, at nyheden faktisk kan læses i Københavns Universitets universitetavis. Den er uafhængig af ledelsen og er ikke bange for at være kritisk eller for at have en egen redaktionel linje. Man taler i artiklen ikke om en “budgettilpasningsproces”, sådan som ledelsens eufemisme er i Aalborg, men direkte om en fyringsrunde.

På Aalborg Universitet har der længe ikke været noget tilsvarende organ, hvor ansatte og studerende kunne fremføre deres kritik. Alle officielle publikationer på AAU har længe haft karakter af at være idylnotater, der roste ledelsen og udvalgte medarbejdere. Men nu skulle der efter sigende omsider komme en slags universitetsavis også her, og den får navnet AAU Inside. Om det så faktisk fører til en åben og kritisk debat af forholdene på Aalborg Universitet, tør jeg ikke spå om.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

Infektionerne i permafrosten

Permafrost, der tør op. Foto: NPS Climate Change Response (C.Ciancibelli)

En af årsagerne til at der ikke bliver gjort ret meget for at standse den globale opvarmning er, så vidt jeg kan se, at der er tale om en katastrofe, der finder sted i slow motion. I dag kunne jeg læse, at verdens samlede udledning af CO2 er steget for andet år i træk. Det er meget foruroligende, at der tilsyneladende ingen ting sker.

Men der er en potentielt meget farlig konsekvens af den globale opvarmning, som burde kunne få mange til at vågne op, og det er konsekvenserne ved at permafrosten i bl.a. Sibirien, Alaska og Canada tør op. Én konsekvens er, at store mængder metan bliver frigivet, og metan er en drivhusgas. Men der er også en anden konsekvens, som vi kun sjældent taler om. Og dén er også skræmmende.

Permafrosten kan nemlig bevare levende mikroorganismer i en dvaletilstand, og især længere nede i jordlagene kan der være ganske meget, vi ikke kender til. I 2007 fandt man i Alaska RNA fra den influenzavirus, der var bag den pandemi, der er bedre kendt som Den Spanske Syge.

Der er dog et mere tydeligt eksempel. I august 2016 døde en 12 år gammel dreng på Yamal-halvøen i Sibirien af miltbrand og mindst tyve andre indbyggere måtte indlægges. I begyndelsen af det 20. århundrede ramte en stor epidemi af miltbrand rensdyrbestanden, og omkring en million dyr omkom. Man mener, at et af disse rensdyr, der altså døde omkring 75 år tidligere, er årsagen. Rensdyrkadaveret havde i mange år været dækket af permafrost. Men i sommeren 2016 ramte en hedebølge denne del af tundraen, og permafrosten tøede op og slap miltbrandbakterierne løs. Miltbrandbakterierne havnede så i grundvandet og blev på denne måde spredt.

Sandsynligvis er der også andre bakterier, der forårsager farlige sygdomme, der har ligget i dvale i tundraen. Forskere mener at det bl.a. er tilfældet for kopper og for byldepest. BBC har en grundig artikel fra 2017 om hvad man ved om dette, og det er ikke rar læsning.

Naturen er ikke, hvad den har været

Tegning: CartoonRalph (https://twitter.com/CartoonRalph)

I økologi taler man om shifting baseline theory. Det er den antagelse, at menneskers opfattelse af naturen er ukorrekt, fordi de hele tiden vurderer naturens normaltilstand ud fra hvordan naturen ser ud lige nu. Jo mere mennesker ændrer et økosystem, jo mere tror de efterhånden, at økosystemet skal være sådan.

Et aktuelt eksempel er, at der engang levede ulve i Danmark, men de var væk i 200 år. Nu kan ingen huske, hvordan det var, og der er opstået en frygt for de få ulve, der nu igen lever i Danmark.

Et andet eksempel er gråspurvenes forsvinden. Da jeg var barn i Han Herred i 1970’erne, vrimlede det med små gråspurve. I dag ser man langt færre gråspurve, og det er ikke kun en anekdotisk observation: Siden 1970’erne er antallet af gråspurve i Danmark tæt på halveret. Jeg tænker som regel ikke selv over, at der ikke er så mange gråspurve – det er blevet normen.

Faren ved konsekvenserne af shifting baseline theory er, at det gør det sværere at føre miljøpolitik: Vi ved ikke, hvad vi har mistet og er på vej til at miste, for vi kan ikke forestille os, hvordan det hele kunne være. Og hele miseren skyldes at menneskers hukommelse er dårlig og selektiv, for egentlig har vi ikke at gøre med et fænomen, der er forbeholdt økologiens verden. Shifting baseline theory kan nemlig også forklare helt andre samfundsforhold: Engang var demokrati på universiteterne en selvfølge, men i dag er det længe siden, det blev afskaffet. De studerende og mange ansatte er vokset op med udemokratiske universiteter og økonomisk styring og forventer derfor, at det er sådan, tingene “skal være” på universiteter.

Måske kan shifting baseline theory endda forklare en af de mere opsigtsvækkende udtalelser fra Esben Lunde Larsen, der engang var fødevare- og miljøminister. Han blev i et tv-program spurgt, om en kornmark var natur. Og ja, det mente han faktisk, at den var.

Og vi er i fare for at havne i en situation, hvor det uforudsigelige vejr, som skyldes klimaforandringerne, vil blive opfattet som en normaltilstand og ikke som en ekstrem situation, vi er nødt til at ændre.

I virkeligheden tror jeg, at alle diskussioner af miljøpolitik bør tage udgangspunkt i shifting baseline theory. Faren er, at mange er ude af stand til at forestille sig fortiden og måske endda vil forsvare de forkerte politiske beslutninger, der førte os derhen, hvor vi desværre er nu.

På flugt fra USAs apartheid

En sovjetisk plakat fra 1964. Teksten lyder:Jeg vil aldrig glemme en ven, hvis jeg får ham som ven i Moskva!
Foto: Wayland Rudd Archive/Yevgeniy Fiks/Flint

I dag så jeg filmen The Green Book med Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Den bygger på venskabet mellem Don Shirley, en afro-amerikansk pianist, og Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk ufaglært arbejder. Filmen viser starten på deres venskab i 1962, hvor der stadig er apartheid i USA. I Danmark hæfter mange sig selvfølgelig ved at Mortensen har en hovedrolle, men den autentiske beretning i filmen er bestemt interessant. En interessant detalje i filmen, som der ikke bliver ofret megen tid på, er at Don Shirley var konservatorieuddannet – men fra musikkonservatoriet i Leningrad midt under den kolde krig!

Sovjetunionen var et diktatur, der gennemførte meget voldsom undertrykkelse og også registrerede borgere efter etnisk tilhørsforhold. Således var det angivet i sovjetiske pas, om bæreren af passet var f.eks. russer, ukrainer, ester, usbeker – eller jøde. Dette at være jøde opfattedes af regimet ikke som en religion, men som en nationalitet. Men samtidig kunne styret med rette kritisere USA for at undertrykke de amerikanere, der havde afrikansk baggrund.

Derfor var det en propagandasejr at Don Shirley som amerikaner og som den første nogensinde med afrikansk baggrund blev konservatorieuddannet i Leningrad. Fra 1920’er og frem til 1980erne var der afro-amerikanere, der valgte at slå sig ned i Sovjetunionen, og skal man tro en artikel fra The Guardian fra 2016, følte de sig særdeles godt taget imod, nemlig som ligeværdige. I Rusland findes endda en samling af plakatkunst, The Wayland Rudd Collection, opkaldt efter en afro-amerikansk skuespiller, der i 1932 emigrerede til Sovjetunionen og levede de sidste 20 år af sit liv der. Det er bemærkelsesværdigt (og egentlig også skræmmende), at han selv midt under stalinismens værste udskejelser åbenbart følte sig friere der end i USA.

Robert Robinson. Foto: http://www.historynotes.info/a-black-worker-in-soviet-union-948/

En anden afro-amerikaner, Robert Robinson, tilbragte hele 44 år i Sovjetunionen og fandt også ud af at klare sig uskadt gennem stalinismens grusomheder (hvor det farligste for ham var at han var amerikansk statsborger), men til sidst ville han tilbage til USA. Det var meget svært for ham at få et udrejsevisum, men til sidst lykkedes det – ved at rejse til Uganda.

En sø er forsvundet

Foto: Martin Bernetti / AFP / Getty Images
Et foto af søen, fra da den endnu fandtes. Foto: Neison Pérez. tps://www.panoramio.com/photo/45688766

Hvis man vil se et meget tydeligt eksempel på hvad den globale opvarmning gør ved kloden, er Aculeo-søen i Paine, ikke så langt fra Chiles hovedstad Santiago, et tragisk eksempel. Så sent som i 2011 var søen et populært udflugtsmål for borgere fra Santiago. Men nu er søen, der engang dækkede et areal på 12 kvadratkilometer, væk. Vandstanden er gradvist faldet siden 2011; søen er på den måde et meget tydeligt offer for den langvarige tørke, der har hersket i det centrale og sydlige Chile siden 2011.

Den globale opvarmning er årsag til den langvarige tørke, og misbrug af søens vandresurser har kun gjort det hele værre. Landbrug har brugt søen til vanding af afgrøder, og da der ikke er kommet tilstrækkeligt med nedbør til erstatning, tog det livet af Aculeo-søen. På denne måde minder historien om Aculeo-søen om beretningen om Aral-søen i Centralasien. Dette var engang en af verdens største søer med et overfladeareal på  68,000 km2 , men nu er den næsten helt forsvundet. Det skrev jeg om her i 2014.