Det med undervisning er ikke så vigtigt

Fra et tomt auditorium.

I november 2015 var jeg indbudt til et heldagsmøde på Syddansk Universitet om anerkendelse af undervisning i universitetsverdenen. Ideen med det møde var at skabe grundlaget for at finde ud af, hvordan man bedre kunne anerkende god undervisning på danske universiteter. I denne uge var der så en rykker fra ledelsen på Aalborg Universitet om at deltage i en undersøgelse af hvordan god undervisning bliver anerkendt. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der ikke rigtig er sket noget, her mere end tre år efter konferencen, jeg var til. Der er masser af parametre til måling af forskning og masser af konsekvenser, hvis man publicerer for lidt eller de forkerte steder eller ikke får skaffet eksterne forskningsmidler. Men hvis man får hård kritik af sin undervisning, sker der ikke så meget.

Siden mødet har jeg i min egenskab af semesterkoordinator desværre hørt en del mindre positive udsagn om undervisere på universitet. Jeg har oplevet studerende, der sagde, at en underviser virkede uforberedt til sine forelæsninger. Og jeg har hørt andre studerende, der sagde at deres projekt slet ikke gik godt; deres vejleder var uvillig til at komme dem i møde, og det virkede mest som om han slet ikke brød sig om at skulle vejlede. I begge tilfælde kunne jeg sige til de studerende, at der var tale om undervisere, der havde fået megen anerkendelse for deres forskning. Det beroligede dem dog ikke. Og nogen af dem, der nu er blevet fyret på AAU, er faktisk undervisere, der havde fået megen ros for deres undervisning.

Jeg ved ikke, hvad man skal gøre her. Nogle ville sige, at hvis man som universitetslærer fik gentagen og hård kritik, skulle man bare ikke have lov til at undervise. Men for de pågældende mennesker ville det bare have fremstået som en belønning: de ville nu kunne koncentrere sig fuldt og helt om deres forskning. Man kunne også bede dem om at undervise rigtig meget for at få mere erfaring, men det ville blot gå ud over mange studerende. Eller man kunne bede dem op at blive pædagogisk opkvalificeret, men det ville de næppe have accepteret. Problemet er nemlig, at de undervisere, jeg har nævnt, var fuldt og helt overbevist om at de gjorde det godt og at det alene var de studerende, der var urimelige.

På en måde er det selvfølgelig godt at der ikke er sanktioner; i 2017 fik jeg selv meget hård kritik, og jeg kunne så bruge kræfterne på at forbedre mig. Det ville ikke have hjulpet mig at blive udsat for sanktioner; jeg var pinligt bevidst om hvor dårligt det var fat. Men anerkendelse er der heller ikke rigtig indbygget i systemet. Jeg kender en universitetslærer, der søgte en stilling som professor, men ikke fik den. Han havde tidligere været kvalificeret til et professorat, så nu prøvede han igen, men igen uden held. Begrundelsen var, at han ganske vist havde lavet nogle gode publikationer, men at han havde brugt for megen tid på at koncentrere sig om sin undervisning, og det kritiserede man. Det var underligt for mig at erfare, at det var sådan.

(Visited 188 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar