Et bogstav på en kasket

I går kunne jeg hos DRs nyheder læse, at en 35-årig mand af Københavns Byret var blevet idømt 40 dages fængsel for at gå med en kastet, der havde et stort “F” fortil. Desuden fik han forbud mod at færdes bestemte steder i København – han må ikk opholde sig på bestemte, navngivne gader.

Manden var tidligere blevet dømt for at være medlem af banden Loyal To Familia, og u mente anklagemyndigheden, at han videreførte bandens aktiviteter og signalerede dem til andre ved at bruge denne kasket. Sanktionen om et opholdsforbud kommer af, at han havde overtrådt et tidligere nedlagt opholdsforbud.

Jeg har intet pænt at sige om banderne eller det de gør; de er en samling hærdede kriminelle. Og selv bor jeg kun få hundrede meter fra Helle Angels’ klubhus i Nørresundby, så jeg ser af og til medlemmer af en bande i bybilledet. Men denne dom om kasketten med bogstavet “F” er på én gang usædvanligt tidstypisk og mere symbolsk end noget andet. Den vidner om at man tror, at man kan regulere menneskers adfærd ved at forbyde dem at gå med bestemte beklædningsgenstande. I et andet tilfælde prøvede man at ramme samme bande ved at udvise et ledende medlem, der ikke var dansk statsborger (men havde boet i Danmark hele sit liv). Også udvisning er som bekendt blevet en populær form for sanktion.

Når den 35-årige mand har udstået sin fængselsstraf for at gå med kasket, er han blevet en slags offer for systemet i nogle menneskers øjne og dermed høste en vis sympati. Og han vil sikkert bare flytte sin bandeaktivitet til andre dele af København (måske via mellemmænd) og signalere sit bandetilhørsforhold på en anden måde end med en kasket (idet vi antager at det faktisk var dét, bogstavet “F” var på kasketten for).

Og jeg bemærker, at bogstavet “F” på en kasket i sig selv kan udløse fængsel, mens f.eks. det store skilt på Helle Angels’ klubhus i Nørresundby kan hænge der i ro og fred.