Chikane som jagt på mening

Helle Rabøl Hansen er en af de mest fremtrædende danske forskere inden for det ubehagelige fænomen, som mobning er. I en artikel i DPUs blad Asterisk fra marts 2013 skriver hun

Påstanden… er således, at mobning kan tillæres i elevfællesskabet, ligesom en 2. gradsligning kan det. Læring forstås her som forandring gennem deltagelse i fællesskabet, og læring er dermed gjort til mere og noget andet end undervisning. Mobning kan ud fra denne læringstilgang forstås som et fælles tredje, noget at samles om – en fællesskabsakse. 

Det er en interessant og egentlig ikke overraskende konklusion af flere årsager. For det første fordi det indebærer, at for den gruppe, der udøver chikane, er det selve dét at udpege et offer og chikanere offeret, som er med til at skabe mening. Så man skaber mening og fællesskab ved at holde andre udenfor og ved at chikanere dem. For det andet, fordi det indebærer at den, der bliver chikaneret, ikke kan stoppe chikanen ved at lave om på sig selv.

I mange beretninger om mobning i skoleklasser slår klassens flertal ned på et eller andet tilfældigt ved den, der bliver mobbet. Måske er det noget, offeret for mobningen ikke kan gøre noget for at ændre. Måske er det noget, ingen ville bemærke i en velfungerende klasse.

I mange beretninger om forskelsbehandling af mennesker fra etniske eller seksuelle mindretal er det på samme måde. Den, der er offer, kan gøre meget for ikke at skille sig ud – men bare et anderledes navn, en lille smule accent eller simpelthen andres dom om at “være anderledes” er nok. Det voldsomste eksempel på dette er selvfølgelig antisemitismen i Europa. Millioner af mennesker forsøgte over en lang periode at assimilere sig fuldstændig i de europæiske samfund, giftede sig med ikke-jødiske landsmænd og forlod ofte også den jødiske religion. Men alligevel kom den helt ufattelige forbrydelse, vi i dag kender som Holocaust.

Hvor meget af den stærkt negative omtale af flygtninge og asylansøgere og etniske mindretal, vi ser i dagens Danmark, er mon i virkeligheden et befolkningsflertals jagt på en fælles mening? Min fornemmelse er, at det faktisk er en meget væsentlig bestanddel af det. For samtidig har vi set ganske mange forsøg fra “flertalsdanskere” på at tale om danskhed og hvad det mon vil sige at være dansk – og ganske mange debatindlæg fra borgere, der opfatter sig selv som danskere og egentlig bare vil være del af fællesskabet, men oplever at de ikke bliver accepteret som del af et sådant fællesskab.

(Visited 115 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar