Jeg burde lære det…

Logoet for Coq (http://www.inria.fr)

I dag var der statusseminar på 4. semester af datalogiuddannelsen, hvor projektgrupper fremlagde problemformuleringerne i deres projekter. En projektgruppe, som jeg vejleder, havde i deres materiale nævnt bevisassistenten Coq (som et eksempel på hvordan man ved hjælp af en bevisassistent kan implementere en bevisligt korrekt oversætter til et programmeringssprog). og da måtte jeg modstræbende indrømme, at jeg inden for de seneste år ofte har haft en ambition om at komme til at lære at bruge Coq, så jeg kunne formalisere alle mine beviser én gang for alle. Jeg har tidligere her skrevet om de store resultater inden for formaliseret matematik, som er nået gennem brug af Coq. Og jeg røbede, at jeg havde købt Adam Chlipalas bog om Coq, da jeg var til POPL2019 i Portugal i januar i år. Nu ligger bogen og truer på et bord på mit kontor; jeg havde lovet mig selv at bruge en eftermiddag om ugen på at komme i gang med at lære at bruge bevisassistenten. Men endnu har jeg end ikke fået læst bogens forord. Min ambition om at lære Coq er desværre på vej samme sted hen som min ambition om at blive bedre til at spille guitar. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Til POPL2019 mødte jeg flere, der havde det på den måde og havde samme underlige længsel som mig.

En studerende fra en anden gruppe spurgte til statusseminaret, om ikke jeg kunne give ham en henvisning til Chlipalas bog, for det ville han da gerne give sig i kast med. Og det kunne jeg selvfølgelig – bogen kan hentes kvit og frit hos forfatteren som PDF-fil.Det vil være noget helt særligt, hvis den første person på Aalborg, der lærer at bruge Coq, bliver en studerende på 4. semester af bacheloruddannelsen!

(Visited 149 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Jeg burde lære det…”

Skriv et svar