PhD ved et tilfælde

George Dantzig.

En af de mest fascinerende anekdoter i universitetsmatematik er vel beretningen om George Dantzig, manden bag simplex-algoritmen, kendt fra lineær programmering.

I et interview fra 1986 fortæller han, hvordan han i 1939 som første-års PhD-studerende på Berkeley engang kom for sent til en statistikforelæsning med Jerzy Neyman. Dantzig så at Neyman havde skrevet to problemer på tavlen, og han regnede med at der var tale om hjemmearbejde til næste kursusgang. Så gav Dantzig sig til at løse de to problemer; han undskyldte bagefter til Neyman at han afleverede sin besvarelse for sent.

Men det var slet ikke to hjemmeopgaver; det var faktisk to åbne problemer fra matematisk statistik, som Neyman havde skrevet på tavlen – og George Dantzig havde løst dem “i god tro”.

Jeg har ikke kunnet finde ret mange oplysninger om hvad det var for to åbne problemer, men det ene problem handler om det såkaldte Neyman-Pearson-lemma, der fortæller hvordan man finder den stærkeste test for et givet signifikansniveau.

Jerzy Neyman foreslog George Dantzig at publicere sine beviser og lade dem udgøre en PhD-afhandling. Så det gjorde han (Anden Verdenskrig kom ganske vist i vejen for en tid.)

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.