Vipassana

I dag og i går læste jeg Ti dages stilhed, en ny bog af den danske forfatter Niels Lyngsø.

Ti dages stilhed er en skildring af hans ophold på et ti dage langt meditations-retreat i Ödeshög i Sverige, hvor han får en indføring i den såkaldte vipassana-meditation.

På én måde sker der ingen verdens ting i bogen – Niels Lyngsø ankommer til meditationskurset og mediterer i ti dage fra tidlig morgen til ud på aftenen. Om aftenen er der foredrag på VHS-video af S.N. Goenka, den nu afdøde grundlægger af vipassana-skolen.

Men samtidig er bogen en fascinerende skildring af alt det, der sker inde i Niels Lyngsø – alt det, han opdager om sit sind og om sin krop. Og man opdager som læser hurtigt, at det er voldsomt krævende at sidde helt stille i tavshed i ti dage og være opmærksom på de måder, som meditationen kræver det. På mange måder forekommer de ti dage i Ödeshög som en barsk stroppetur af de mere overraskende. Alene Niels Lyngsøs beskrivelse af hvordan man skal sidde i to timer og fokusere på et område mellem næsen og overlæben er overrumplende. Flere gange i løbet af de ti dage er han overvældet af følelser eller fysisk smerte som han ikke havde kunnet forestille sig.

Efter de ti dage, hvor han ikke må sige noget til sig selv eller til andre og ikke må have øjenkontakt til de andre kursusdeltagere, har han opnået en ganske særlig form for selvindsigt og er ikke mere den samme. Han har opdaget, at meditation ikke er en genvej til føle sig godt tilpas, men en systematisk tilgang til at opnå selvindsigt. Efter kurset er han begyndt at meditere to gange en time hver dag.

Niels Lyngsø har både en indsigt i hvordan man beskriver indre mentale processer (han er også romanforfatter) og i det videnskabelige grundlag for meditation, og det gør denne bog om et tilsyneladende meget lidt handlingspræget forløb til usædvanligt spændende læsning.

Jeg har selv prøvet at meditere, men holdt op efter at have fået et brud på min albue i 2015. Senere har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke rigtig lykkedes. Om jeg orker (eller tør!) bruge ti dage på denne måde – for slet ikke at tale om hvorvidt det er muligt at rive ti dage ud af kalenderen til meditation – ved jeg ikke.

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar