Noget at vende hjem til? (Eller: Jeg fik desværre ret)

Der er en meget læseværdig kronik i dagbladet Information af Sedra Al-Yousef, der er medicinstuderende på Københavns Universitet og kom til Danmark som 17-årig. I kronikken skriver hun

I dag bliver jeg fremstillet som ’amoralsk’ af den danske regering og de partier, der vil sende mig hjem, fordi jeg ikke vil tilbage til Syrien. Men er jeg det? Og var min far det?

Debatten om genopbygningen af Syrien er i virkeligheden en blåstempling af, at de, der flygtede, skal vende tilbage til Syrien og underkaste sig Assad, Rusland og Iran, så de kan genopbygge deres regime oven på ligene af de borgere, heriblandt børn, som demonstrerede for demokratiske rettigheder for otte år siden.

Det er derfor ikke mit land, jeg ifølge nogle politikere er forpligtiget til at vende hjem og genopbygge, men Assads land. Jeg skal genopbygge det diktatur, vi demonstrerede imod og i sidste ende flygtede fra.

Det er ikke i sig selv et etisk betinget påbud at “vende hjem”. Men sådan er det blevet i mange borgeres opfattelse af hvad mennesker på flugt bør gøre. Hele den “landegenopbygger”-retorik, som danske politikere så ofte påkalder sig, er blot en nemt gennemskuelig udgave af den strategiske velvilje, der i virkeligheden kun dækker over en afvisning af flygtninge.

Da jeg havde læst kronikken, kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde skrevet her om det samme emne. Tilbage i november 2017 skrev jeg dette, efter der havde været udtalelser fra Dansk Folkeparti om hjemsendelse af flygtninge:

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialdemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Jeg er ked af at måtte indse, at jeg i det store og hele har fået ret i denne forudsigelse. Der er endnu ikke kommet en egentlig “genopbygningsordning”, men alt det andet, jeg forudså, er blevet til virkelighed. Det siger ikke noget om mine profetiske evner, men derimod noget om hvor forudsigelig dansk flygtningepolitik (og vel i det hele taget dansk politik) efterhånden er blevet og om hvor få positive visioner og hvor megen “strategisk velvilje”, der er.

(Visited 112 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar