Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Et fakultet i Aarhus – eller to?

På Aarhus Universitet skal fakultetet Science and Technology, der består af det gamle naturvidenskabelige fakultet og de ingeniørvidenskabelige dele fra den tidligere ingeniørhøjskole, nu deles. DMs lokalklub på Aarhus Universitet havde inviteret mig til at fortælle om erfaringerne fra Aalborg Universitet, hvor vi i 2015 oplevede en tilsvarende deling. Gorm Harste fra Institut for Statskundskab i Aarhus var også inviteret; han gav et grundigt og interessant billede af historien om de forskellige opfattelser af hvad et universitet skal være og hvordan det skal ledes.

Det var helt uundgåeligt, at min beretning om processen forud for delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på AAU kom til at handle om den alvorlige mangel på gennemsigtighed, der prægede hele forløbet. Hele det absurde forløb, hvor jeg forgæves bad AAUs ledelse om en begrundelse for delingen og som svar fik en plan for delingen og en henvisning til en artikel i Nordjyske, var påfaldende. Og det er ikke svært at se de andre større og uventede organisatoriske ændringer på AAU fra 2015 og frem til i dag (herunder fyringsrunderne i år) som del af det samme ubehagelige billede.

På Aarhus Universitet skal Science and Technology simpelthen deles i et naturvidenskabeligt og et ingeniørvidenskabeligt fakultet. Så enkelt og forudsigeligt var det ikke i Aalborg.

Mine kolleger fra Aarhus Universitet sagde til mig, at processen hos dem ikke var så god igen. En af bekymringerne er, at nogle fag (bl.a. biologi) risikerer at blive delt over to fakulteter. En anden bekymring, som jeg i høj grad genkendte, var at bevæggrundene bag fakultetets deling ikke var klare. Samtidig sagde Aarhus-folkene dog til mig, at deres indtryk var, at det, der skete og sker på AAU trods alt har været tydeligt værre. Det var trist at måtte give dem ret i dette. Den udvikling, vi i disse år oplever på AAU, giver mig bestemt ikke lyst til at “tage ja-hatten på”, som nogle medlemmer af ledelsen ellers opfordrer til. Ledelsen udnytter universitetslovens vide rammer i påfaldende høj grad.

Femte generation

Til Amnesty Internationals landsmøde kommer der af og til nogle underlige spørgsmål og kommentarer. En deltager spurgte i år i plenum, om ikke Amnesty International burde gøre noget for at standse den nye 5G-mobilteknologi, for “den er et alvorligt problem for menneskerettighederne”. Amnestys generalsekretær gav et forbilledligt diplomatisk svar på dette underlige spørgsmål. Jeg får også i mit Facebook-feed ganske mange bekymrede opslag fra personer, der er bekymrede over 5G-teknologien og dens konsekvenser for folkesundhed og miljø.

For ikke så længe siden var der et debatindlæg i dagbladet Information forfattet af tre personer fra det såkaldte Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der trods sit officielt klingende navn er en gruppe af bekymrede mennesker. De henviser til en rapport fra EU-Kommissionens organ for nye miljøtrusler, SCHEER, der giver 5G-teknologi den højeste prioritet for risikoafklaring.

I rapporten står der

5G networks will soon be rolled out for mobile phone and smart device users. How exposure to electromagnetic fields could affect humans remains a controversial area, and studies have not yielded clear evidence of the impact on mammals, birds or insects. The lack of clear evidence to inform the development of exposure guidelines to 5G technology leaves open the possibility of unintended biological consequences.

Men bemærk: Der står netop ikke at 5G-teknologien er farlig, blot at vi simpelthen ikke ved nok om denne teknologis konsekvenser. Det er netop derfor, man kan påstå næsten hvad som helst. Jeg har ikke ekspertisen til at sige at 5G-teknologien er ufarlig, og vi skal naturligvis undersøge helbredskonsekvenserne grunde, men hvad vi ved om tidligere trådløse teknologier har ikke påvist nogen fare for mennesker, og i 2011 udtalte Kræftens Bekæmpelse at man ikke så nogen grund til at være bekymret over helbredspåvirkningen fra de dengang eksisterende mobilnetværk.

Måske er der til gengæld andet at tænke over. Insekters levevilkår er i forvejen truet af klimaforandringerne og af sprøjtemidler, og uden insekter ingen bestøvning af planter. En artikel fra Nature i 2018 antyder, at radiofrekvenser mellem 2 og 120 GHz kan påvirke insekter, men der er tale om den første undersøgelse af sin art (og man foretager CT-scanning af insekter!). Der skal meget mere forskning til.

Det er nemt at komme i tanke om nogle helt andre, meget mere håndgribelige bekymringer. For det første kræver 5G-teknologien at der skal opstilles flere mobilantenner end i tidligere generationer af mobilteknologi, og her kommer endnu en runde af de problemer, opstilling af mange nye mobilmaster vil medføre. For andet er det trist, at en så vigtig ny infrastruktur som 5G skal være på private hænder – af præcis de samme grunde som det ville være et problem at privatisere f.eks. vejnettet eller vandforsyningen. Og for det tredie er det ærgerligt, at så megen bekymring bliver kanaliseret over i noget, der for mig at se lige nu ikke er andet end en slags konspirationsteorier i en tid, hvor de menneskeskabte klimaforandringer udgør en meget stor og meget veldokumenteret trussel.

Amnesty Internationals landsmøde 2019

I denne weekend er jeg til landsmøde i Amnesty International, sådan som jeg med et par undtagelser har været det hvert forår siden 1995. Som altid er det en god og inspirerende oplevelse.

Formiddagen gik med hovedbestyrelsens beretning, og jeg fik stillet et par spørgsmål i plenum. Af en eller anden grund er det blevet min særlige kompetence i Amnesty International at være referent, og det slog heller ikke fejl i år: I en pause blev jeg spurgt, om jeg ville være referent i arbejdsgruppen om forslag til vedtægtsændringer om eftermiddagen.

Arbejdsgruppens arbejde gik som det skulle – jeg nåede faktisk at foreslå den formulering, vi endte med at vedtage, og at føre den til referat. Bagefter nåede jeg at få et andet arrangement med ved landsmødet, nemlig en mulighed for at høre et dansk/syrisk par fortælle om deres liv sammen og arbejde med at sætte fokus på de forhold, flygtninge fra Syrien lever under i Danmark og rundt om i Europa og Mellemøsten. Rawan Abdullah flygtede oprindelig til Danmark fra Syrien, og har været her siden 2014. Hun mødte Martin Thaulow, der er fotograf. I dag danner de par med deres fem sammenbragte børn og bor på Bornholm. Det var en bevægende og stærk beretning om kærlighed og engagement og om hvor vigtigt det er at gå imod alt hadet og alle fordommene. Man kan læse og se meget mere om Rawan og Martins arbejde på deres websted Refugee Today.

I aften er der middag og live-musik. I morgen skal jeg fremlægge referatet og deltage i en præsentation for det aktivismepanel, jeg er med i. For mig er det noget helt særligt at møde gode bekendte og samarbejdspartnere fra rundt om i landet, og jeg kan fornemme, at de andre landsmødedeltagere føler det samme. I år var der dog et stort savn, for Linda Jørgensen fra Odense, som gennem mange år var en vigtig skikkelse i vores arbejde, er ikke længere blandt os. I denne weekend mindes vi også Linda og hendes store indsats.

Opstillingsberettiget?

Fra https://www.vaelgererklaering.dk

Et parti, der bl.a. vil indføre en voldsomt diskriminerende lovgivning, der vil nægte muslimer i Danmark deres mest elementære menneskerettigheder og fratage bestemte grupper af danske statsborgere deres statsborgerskab, er nu tæt på at være opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Det er sket, efter partiets stifter har fået en helt uhørt opmærksomhed i medierne på grund af sine smagløse og hadefulde “demonstrationer” rettet mod flygtninge, indvandrere og muslimer i Danmark.

Måske kommer der noget godt ud af denne triste udvikling. Jeg vil umiddelbart gætte på at mange af partiets støtter tidligere har bakket op om det nu hedengangne Danskernes Parti – så der er formodentlig ikke tale om et yderligere skred mod højre. Og måske kan det føre til at nogle af dem, der ellers ville have stemt på Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti vil stemme på det nye, endnu mere intolerante parti., som dog alligevel næppe vil komme ind.

Store partier, der indtil nu har prøvet at lægge sig tæt op ad Dansk Folkepartis linje, vil formodentlig have lyst til at distancere sig fra det nye partis racisme. Og på dén måde kan det måske paradoksalt nok være tilfældet, at vi slipper for endnu et “udlændingevalg”. Under alle omstændigheder ser jeg frem til at man vil spørge det nye parti, hvad de mener om klimaforandringerne og hvad der skal gøres ved dem. Netop dét håber jeg, at mange vil gøre.

De fyrer igen på Aalborg Universitet

Aalborg Universitet har igen har et underskud – og nu skal der spares 36 millioner. Dette kom frem i den forgangne uge, mens jeg holdt ferie – men jeg har måtte læse mig til dette hos DR Nyheder; oplysningerne er ikke kommet til mig, selv om jeg er medlem af samarbejdsudvalget på Institut for datalogi.

I denne omgang skal alle besparelserne ske ved at fjerne administrative stillinger, og her skal der fjernes 34 stillinger. Måske kan dette ske ved naturlig afgang, kan jeg læse. Igen bliver fyringerne begrundet med de årlige nedskæringer på 2 procent. Og ligesom for tre måneder siden får fyringerne tydeligvis ingen konsekvenser for ledelsen.

I dag for 45 år siden i Portugal

Fra revolutionen i 1974.

Inden for det seneste tiår har jeg ofte været i Portugal, og her er det blevet tydeligt, at den 25. april stadig er en vigtig dag for portugiserne – den bliver blandt andet ofte nævnt på valgplakater som et ideal, som moderne politikere skal efterleve. I dag er det 45 år siden revolutionen i Portugal. Det er måske den eneste gang, hvor militæret i et land tog magten og fjernede et diktatur og den eneste gang, hvor det var en lettelse for befolkningen at se kampvogne i gaderne.

Amnesty Internationals historie har i øvrigt også en forbindelse til alt dette, for Peter Benenson stiftede Amnesty International i 1961 efter at have læst to portugisiske studerende, der blev fængslet efter at have udbragt en skål for friheden. I dag er der en Avenida da Liberdade i Lissabon.

Futurismens genkomst?

Futuristen Tommaso Martinetti har fundet vej til den italienske 20-cent-mønt-

Der er mindst to slags autoritære ideologier. Den ene slags der skuer bagud og drømmer om at lave om på nutiden, så den ligner fortiden – og måske også samtidig lave om på fortiden. Den anden drømmer om at fjerne fortiden, at fjerne alt det gamle og “ubrugelige” og skabe en ny fremtid. Pol Pot-regimet i Cambodia ville skabe et “år nul” og slette landets historie og alt hvad den rummede. Nazismen var skiftevis det ene, så det andet. Nogle gange så nazisterne tilbage på germanernes glorværdige fortid (som de så var nødt til at skrive), andre gange ville de slå alle de uønskede mennesker ihjel og skabe en ny og monumental fremtid.

Der er en interessant artikel i Wired om netop dét: Sammenhængen mellem futurisme og fascisme. Futurismen var en bevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede, der især blev udbredt i Italien og Rusland. I Rusland var futurismen oprindelig progressiv og ikke politisk; Lenin brød sig ikke om Majakovskij og de andre russiske futurister, men Stalin udtalte sig positivt om Majakovskij, der begik selvmord i 1930, og det gjorde ham til en sovjetisk helteskikkelse.

I Italien endte futurismen med at hylde Mussolini og blev en del af fascismens grundlag. Bl.a. hyldende ledende futurister den italienske invasion af Nordafrika og brugen af bombefly. Bombefly var hurtige og nådesløse; det var lige noget for futuristerne. I det såkaldte Futuristiske Manifest af Tommaso Martinetti fra 1909 står der bl.a. (her oversat til dansk efter Wikipedia) at man vi

ødelægge muséerne, bibliotekerne, akademier af alle slags – vi vil bekæmpe moralismefeminisme, enhver nyttebetonet eller opportunistisk fejhed. Vi vil prise kærligheden til fare…til frygtløshed…verden har fået tilført en ny form for skønhed, fartens skønhed…

Det er ikke rar læsning, og på nogle måder ligner det udtalelser, man kan se i dag. Det påfaldende er, at futurismens ideer om at forkaste fortiden og hylde hastighed og forandring på nogle måder ligner de tanker om “disruption” og teknologiens uanede mulighed, som man hører ganske meget i disse år. Disse tanker kommer ofte fra de samme kredse, som er med til at skabe uanede muligheder for overvågning, nemlig de store teknologi-virksomheder og deres ufatteligt rige bagmænd – Bezos, Musk, Zuckerberg m.fl.

Viden som sport

Der er en interessant artikel i The Conversation af Luca Morini fra Coventry University. Han stiller det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor er produktion af og tilegnelse af viden egentlig et spil? De uddannelsessøgende skal stræbe efter at få så gode karakterer som muligt. Og akademikere skal konkurrere om at få publiceret og om at skaffe forskningsmidler. Konsekvenserne af denne tilgang til videnstilegnelse er helt oplagte. Den første er fuldstændig oplagt: Man får meget, hvis man vinder og intet, hvis man taber. Den anden burde også være oplagt, men er det nok ikke: Spillet skaber stress.

Den mest oplagte grund til at videnstilegnelse er blevet et spil i vore dage er selvfølgelig neoliberalismen, hvor alle menneskelige forhold kan gøres til genstand for konkurrence, Men ideen er faktisk ældre. Morini sporer ideen helt tilbage til det 19. århundredes “socialdarwinisme”, som var en pseudovidenskabelig idé om at livet er en kamp, der fører til de bedst egnedes overlevelse. Formodentlig bliver ideen om videnstilegnelse som et spil yderligere styrket af analogier fra sportens verden.

Jeg har selv deltaget i vidensspillet mange år efterhånden. De samme metaforer og belønningsmekanismer, der præger professionel sport, har sneget sig ind i den akademiske verden og skolesystemet. Min klare fornemmelse er, at det gør det samme ved den akademiske verden og skolesystemet, som kombinationen af voldsom kommercialisering og elitedyrkelse har gjort ved sport og den måde, vi tænker om sport på. Deltager jeg i det akademiske spil for at vinde eller fordi det er sjovt? Jeg ville helst deltage fordi det er sjovt, men i konkurrencesamfundet skal man vinde, for det er vinderen, der får det hele.

Morini skelner mellem game communities og play communities på engelsk, og det er tydeligt, at vi nu står i en situation med en masse game, men ikke ret megen tid eller påskønnelse af play. Det er trist, at det er endt sådan. Tænk, hvis forskning og læring kunne blive en fælles leg i stedet for en sport.

Nogle ord ved feriens afslutning


De gule lande er de lande, hvor anden påskedag er en helligdag. Jeg bemærker, at Portugal ikke er et af dem.

Anden påskedag er sådan en underlig helligdag, men jeg er glad for at den er der. For én gangs skyld brugte jeg nemlig tre feriedage inden påske, og det gav mig 10 sammenhængende fridage, som jeg må indrømme, at jeg trængte til. Jeg har ikke haft egentlige fridage siden jeg begyndte igen på arbejde den 2. januar. Der er sket en masse for mig på universitetet siden da; her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på fyringsrunden og alt hvad den indebar af usikkerhed. Det har været godt at være væk fra den side af tilværelsen. Ude i verden er der sket en masse trist (senest de forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka), men på sin vis har det været nemmere for mig at bearbejde og give ordentlig eftertanke, når arbejdet ikke også fylder.

Min undervisningsbelastning i dette semester er igen så høj, som den var for et årti siden – noget, jeg nemt har kunnet mærke (jeg bliver som bekendt heller ikke yngre). Jeg fik klemt to rejser i embeds medfør ind siden juleferien sluttede, men selv om det var interessant at besøge Portugal og Tjekkiet, var det også arbejde. I denne ferie kom jeg ikke ret langt hjemmefra, og det var helt bevidst. For lige så spændende en rejse kan være, lige så krævende kan den også ende med at blive.