Forår i Prag

En nedgravet russisk kampvogn.

I går morges kl. 7.42 tog jeg toget fra Aalborg, skiftede i Aarhus og siden igen i Hamburg. Klokken 21.26 var jeg fremme i Prag. Her deltager jeg i mødet i BEHAPI-projektet, som jeg og ganske mange andre universiteter og virksomheder fra rundt om i Europa er med i. Jeg er selv site leader for Aalborg Universitet; det lyder umiddelbart flot, men vi er lige nu kun to med fra AAU. Der var også en dansk virksomhed med (en IT-virksomhed, der har været omtalt i medierne), men den trak sig pludselig ud i sin tid. Det var en skuffelse.

De fleste af dem, der deltager i mødet, er kolleger fra rundt om i Europa, som jeg samarbejdede med og besøgte som del af BETTY-netværket, der sluttede i 2016. Det er godt at se dem igen. BEHAPI-mødet indgår i den store ETAPS-konference, som finder sted i den kommende uge. Men da er jeg taget hjem; undervisningen venter.

På dagens møde var der særligt fokus på hvordan vi kan formalisere matematiske teorier i bevisassistenter som Coq, og der var nogle spændende præsentationer om dette emne. Selv er jeg desværre ingen vegne kommet. Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg burde kaste mig over dette, men bogen om Coq ligger stadig og truer på et bord på mit kontor. Jeg har haft rigeligt at tænke på i dette forår, men en dag må jeg vel få tid – måske på togturen hjem?

Det er også noget særligt for mig at være på disse kanter. Jeg har kun været i Tjekkiet én gang før, og det var helt tilbage i 2002, hvor jeg besøgte Brno. Dette er med andre ord mit første besøg i den tjekkiske hovedstad nogensinde. På vej fra hotellet til BEHAPI-mødet så jeg en slags skulptur i et grønt område – en russisk kampvogn, halvt gravet ned i en plæne. Det er underligt at tænke på, at det i år er 50 år siden, russiske kampvogne rullede ind i byen og betød slutningen på de demokratiske reformer, som siden blev kendt som foråret i Prag.

(Visited 84 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar