En planteæder i Prag

En vellykket vegansk burger fra Prag.

Når jeg har været til konferencer rundt om i verden, har arrangørerne så godt som altid været opmærksomme på den forskellighed i dietære præferencer. Til en typisk konference er der blandt os, der deltager, vegetarer, veganere, jøder og muslimer (der har særlige dietære præferencer som bunder i deres tro) og også diabetikere og allergikere. Inden for de seneste år er organisatorerne rundt omkring blevet rigtig dygtige og tolerante, så alle bliver mætte og tilfredse. Men denne gang følte jeg mig hensat til Danmark omkring årtusindeskiftet (før dengang, hvor der kom en vegansk køledisk i SuperBrugsen og før dengang, der kom en vegetarisk restaurant i Aalborg og før kendte danske skuespillere sprang ud som veganere i medierne uden at blive latterliggjort), og det var lidt spøjst at være på sådan en tidsrejse.

I sidste uge fik jeg og mange andre således en mail fra de lokale organisatorer, hvor de forklarede, at der desværre ikke var så meget at byde på for os, der var vegetarer eller veganere (!!). På dén måde vidste jeg, hvad der ventede.

I denne weekend havde jeg da også mit hyr med at få tjenerne til frokosten til at forstå, at jeg var veganer. Og jeg tror ikke rigtig, det lykkedes. Jeg pegede på skålen med hønsekødssuppe, og så gik tjeneren  ud og kom lidt efter ind med hvad der så ud til at være præcis den samme skål, bare med kødstykkerne fisket op og kommentaren “This is good for you”. Der var ikke andet at gøre for mig og de to vegetarer ved bordet end at trække på smilebåndet og ikke være så forurettede som tjenerne.

Jeg tror, den opgivende attitude hos arrangørerne siger noget om hvor dybt traditionerne stikker i Tjekkiet, for her er maden usædvanligt tung, sovset og animalsk. Til pauserne i dag og i går var der kaffe, te, kolde drikke, kage, lidt frugt – og et enormt udbud af franskbrød med kødpålæg!

Til gengæld er der så faktisk også nogle rigtig gode og hyggelige veganske og vegetariske restauranter i Prag – for dette er et land med nogle meget iøjnefaldende modsætninger mellem det gamle og det nye.

I dag har jeg således været på en rigtig god vegansk restaurant med velsmagende og rigelig mad, ordentligt øl, en smuk udsigt over byen og mange gæster. Stedet hedder Vegan’s Prague og er hermed anbefalet.

(Visited 75 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar