Horror vacui i Aalborg

Her til aften cyklede jeg en tur i Nørresundby og kørte på et tidspunkt ad Jørgen Berthelsens Vej, som er fortsættelsen af Skansevejen. På et tidspunkt nåede jeg forbi et sted, hvor jeg var vant til at der lå en ubebygget grund, et lille uofficielt grønt område, som jeg før i tiden nogle gange er gået hen over. Men nu lå der nogle etageejendomme og den lille mark var væk.

Nede ved Limfjordsbroen har jeg dagligt kunne følge, hvordan der kom flere og flere etageejendomme. I gamle dage lå der et højhus ved broen ovre på sydsiden – men nu er der også flere næsten lige så høje højhuse på nordsiden, også klos op ad broen.

Og ude ved den gamle skøjtehal i Aalborg, som jeg cykler forbi hver morgen på vej til arbejde, er nogen ved at bygge etageejendomme.

På én måde er dette måske godt. For bygningsarbejderne er travlt beskæftiget, og flere mennesker i Aalborg-området kan få et sted at bo. Men på en anden måde er det trist. For alle de uregulerede områder, herunder de uofficielle grønne områder er ved at forsvinde. Det er meget, meget trist, og det er sikkert ikke kun noget, der sker i Aalborg.

I kunsthistorien har man begrebet horror vacui – angsten for tomrummet. I f.eks. tidlig islamisk kunst og i art nouveau får denne angst kunstneren til at udfylde al plads i billedet med krummelyrer. Måske ville billederne fra denne tid have været pænere uden dette fyld, men sådan tænkte kunstnerne ikke.

Det, vi ser i Aalborg-onrådet nu virker på mig som en horror vacui, der bliver påtvunget os alle sammen. Og også en så trist idé som Egholm-motorvejen er udtryk for en sådan angst for det tomme. Der er en “tom” ø ved navn Egholm, så den må vi kunne fylde ud med en motorvej. Det forekommer mig, at nogle prøver at fylde så meget ud i landskabet som muligt, koste hvad det vil – uanset om landskabets rum bør være tomt eller ej. Og ligesom når det gælder kunst, kommer angsten for det tomme til at betyde, at der ikke bliver noget sted, hvor man kan finde hvile.